SupergodTak gud for Judd Apatow. Den 40-årige herre har de seneste år tilføjet komediegenren et stænk af afvæbnende charme og rørende dybsindighed, som var hårdt tiltrængt. I årevis har talløse anonyme filmfolk gået Farrelly-brødrene i bedene og lavet komedier, der primært har beskæftiget sig med nærbilleder af bare bryster og vamle kaskader af diverse kropsvæsker. Komedier med engagerende karakterer og virkelig vedkommende humor syntes at være gået af mode – indtil Apatow begik “The 40-Year-Old Virgin” i 2005, der tilbød den form for følelsesladede og karakterdrevne komik, som var døden nær. Og sidste år instruerede Apatow ikke blot den uforlignelige “Knocked Up”, men fik i rollen som producer også den uimodståelige “Superbad” ud af starthullerne.

Denne lille perle sætter sig for både at more og bevæge, og den sejrer på begge fronter. “Superbad” blev forfattet af “Knocked Up”s hovedrolleindehaver Seth Rogen og barndomsvennen Evan Goldberg, som begge mente, at markedets mange ungdomskomedier var forbavsende irrelevante, og at de på ingen måde portrætterede en gængs teenagers opvækst. Man kan kun give det talentfulde makkerpar ret, og i “Superbad” formår forfatterne og instruktøren Greg Mottola at fortælle en herlig og original historie, som virker tyvstjålen fra virkelighedens verden, om livet som forvirret knægt i pubertetsalderen.

Rogen og Goldberg arbejdede på deres manuskript et helt årti, og deres entusiasme for projektet skinner igennem i hver eneste scene. Det brogede persongalleri er spækket med plausible skikkelser, der ofte virker akavede, men aldrig karikerede. Filmen gør ikke nar af sine hovedsageligt spøjse subjekter, og der bliver aldrig gjort brug af billige, falskklingende jokes eller unødvendigt ulækre nærbilleder. Det er samtidig befriende at høre personerne fyre en strøm af ucensurerede bandeord af – nøjagtig ligesom virkelighedens unge holder de ikke igen med de slagkraftige fyord.

Bedst af alt: “Superbad” er afsindig morsom og får simpelthen lattermusklerne og mavegulvet til at vibrere. Den ene fabelagtige sketch afløses af den anden, og figurerne er så karismatiske og elskværdige, at selv manuskriptets mere lavmælte vitser rammer plet. Filmen opnår en næsten perfekt balance imellem drilsk morskab og ofte hjerteskærende teenagedrama. Pubertetens kompleksiteter illustreres fornemt, og “Superbad” er mindst lige så meget en film om venskab og udvikling som om tøser, sprut og fester. Desværre forvilder filmen sig en anelse halvvejs igennem forløbet, hvor springene mellem de forskellige handlingsforløb ikke altid fungerer.

Ensemblet er også fantastisk. Michael Cera fra “Arrested Development” og Jonah Hill er uforglemmelige som kammeraterne Evan og Seth, der snart skal starte på hvert sit college, men inden da lige skal forsøge at score deres drømmepiger til en fest. Men aftenen tager en uheldig drejning, da deres kammerat, Fogell, samles op af et par særprægede politibetjente (den ene spillet af en veloplagt Rogen) efter at have brugt sit nye, falske ID-kort, der blot bærer navnet McLovin. Christopher Mintz-Plasse, der aldrig tidligere havde spillet skuespil, stjæler filmen fuldstændig i rollen som Fogell. Ligesom filmens andre unge medvirkende fortjener Mintz-Plasse en fremtidig karriere af de helt store.

VideoEn lille smule gryn i få mørke scener kan slet ikke fravriste skivens transfer topkarakter. Denne Blu-ray besidder en dejlig filmagtig billedside. Billedet står knivskarpt, og man har heldigvis ikke prøvet at gøre billedet skarpere på kunstig vis, hvorfor edge-enhancement aldrig dukker op. Farverne er fantastiske – enormt mætte og naturtro, og farvetemperaturens urokkelighed er aldeles imponerende. Kontrasten er også superb. Alt fra kridthvid hvid til blæklignende sort gengives fornemt, og hverken i nattescenerne eller skyggeområderne optræder der udtværing eller komprimeringsfejl. Formentlig fordi filmen er blevet skudt i High Definition, figurerer der aldrig snavs eller pletter.

AudioSkivens engelske Dolby TrueHD 5.1-lydspor er ikke lige så overvældende godt som transferet, men det er under alle omstændigheder glimrende. Som forventet er der ikke særlig meget gang i den i baghøjtalerne, men under flere af filmens mest aktivitetsprægede scener leverer de dog (ligesom resten af kanalnetværket) en masse lydeffekter, der hjælper med til at gøre filmen mere opslugende. Dialogen er distinkt hele vejen igennem, og både det auditive frekvensområdes laveste og højeste toner kommer klart og tydeligt til sin ret. Der er ikke mange panoreringer, og subwooferen er kun aktiv i få perioder, men “Superbad” er altså også en hovedsageligt dialogdrevet komedie, og lydsporet går fint i spænd med filmens billeder og fortælling.

EkstramaterialeUdgivelsens omslag hævder fejlagtigt, at ekstramaterialet præsenteres i almindelig PAL-opløsning, men stort set alt ekstramaterialet er produceret i High Definition. Der medfølger et fabelagtigt kommentarspor, som byder på udtalelser fra produceren Judd Apatow, instruktøren Greg Mottola, manuskriptforfatterne Evan Goldberg og Seth Rogen og skuespillerne Jonah Hill, Michael Cera og Christopher Mintz-Plasse. Alle mændene plaprer på livet løs, og de tager glædeligt pis på filmen og hinanden. Sporet er omtrent lige så morsomt som filmen.

Hvis man aktiverer skivens fornøjelige Supermeter-funktion, bliver man løbende orienteret om, hvor ofte der bl.a. bliver bandet under filmen. Discen indeholder også seks slettede/forlængede scener, som tilsammen varer 10 minutter – de er morsomme, men de savnes ikke. Sjovere er de 5 minutters fraklip, en forlænget udgave af politibetjentens særprægede diskussion om sæd og en montage, der byder på talrige alternative udgaver af adskillige replikker. Ydermere indeholder skiven trailere til “Walk Hard”, “Vantage Point”, “Resident Evil: Extinction”, “Life of Brian” og BD-udgivelsen af “Nærkontakt af tredje grad”.

Resten af ekstramaterialet befinder sig på udgivelsens 2. disc. Her finder man omtrent 2 timer og 30 minutters videomateriale. Skiven indeholder bl.a. en række videoklip med fortællingens betjente, som kører rundt med amerikanske kendisser som Justin Long og laver spas. Der er også omkring tre kvarters fascinerende audition-optagelser, et indslag om filmens musik og et næsten desillusionerende kig på, hvordan replikkerne omskrives til den censurerede tv-udgave af filmen. Bedst af alt er et iscenesat interview mellem Hill, Cera og instruktøren af “Hot Fuzz”, Edgar Wright, som stiller skuespillerne nogle vanvittige spørgsmål. Kvantiteten af ekstramateriale er kort sagt enorm, og hvert eneste minut er værd at se.

Rapkæftet og fissefikseretDer skal ikke herske nogen tvivl om, hvad der er centrum for plottet i denne meget morsomme og verbalt sprudlende komedie om tre teenagenørder og deres forsøg på at score sprut og piger. Men selvom teenage-protagonisternes tankegang sjældent cirkulerer om andet end øl, fisse og i ny og næ lidt hornmusik, så hæver “Superbad” sig over sine genrefæller af high school-komedier med en brillant og befriende grov stil, samt troværdigt skuespil.

Meget passende introduceres Seth, den ene af den pubertære treenighed, iført en t-shirt med Richard Pryor, en komiker der om nogen gjorde en kunst ud af at være profan og forvandlede brugen af beskidte ord til morsom poesi. Med Pryor in mente giver “Superbad” los fra første færd med en diskussion om, hvorvidt man bør abonnere på et porno-website, der bl.a. specialiserer sig i urinfetich – man ved jo aldrig, hvad man kommer til at interessere sig for i fremtiden, som Seth udtrykker det.

Har man set film som “The 40-Year-Old Virgin” og “Knocked Up”, vil stilen måske vække genklang. Instruktøren af de film, Judd Apatow, er denne gang med som producer og Seth Rogan, der spillede hovedrollen i “Knocked Up”, har stået for manuskriptet til “Superbad”. Både “The 40-Year-Old Virgin” og “Knocked Up” havde også en udpræget grovkornethed i dialogen, men eftersom disse film havde voksne mænd i centrum for handlingen, og ikke teenageknægte, blev tolerancetærsklen nået en del hurtigere, som de lumre vittigheder blev fyret af sted. “Superbad” derimod formår at klare balancegangen næsten hele vejen igennem.

At mange af filmens one-liners rammer så godt, som de gør, skyldes i ligeså høj grad skuespillet som manuskriptet. Michael Cera, som nogen måske husker fra den desværre noget oversete komedieserie “Arrested Development,” spiller den kejtede Evan. Det gør han med en sådan kontrol over mimik og timing i de nervøse teenagebevægelser og diktion, at bare det at se ham tale med pigen, han er forelsket i, er kostelig underholdning.

Overfor Evans nervøsitet bliver rollen som Seth spillet mere frembrusende af Jonah Hill. Karakteren, der endda har fornavn tilfælles med manuskriptforfatteren, virker som en yngre udgave af Seth Rogans rolle i “Knocked Up”, men det forhindrer ikke Jonah Hill i nærmest perfekt at fange rollen som den klovnende dreng i klassen, der skjuler ethvert tegn på usikkerhed bag et skjold af rapkæftet tale og konstant brovtende opførsel.

Til at fuldende trekløveret er der Christopher Mintz-Plasse i rollen som übernørden Fogle, en lidt mere karikeret karakter end de to andre. Men som Fogle bliver involveret i et sideplot med to relativt uansvarlige betjente, får Plasse leveret nogle af filmens sjoveste reaktioner, da han forsøger at skjule sin rigtige alder for betjentene. Vigtigst af alt udstråler alle tre hovedpersoner et overskud af charme og karisma, der gør, at man bevarer empatien for karaktererne hele vejen igennem de mange pinlige situationer. Særligt kemien og dialogen imellem Hill og Cera føles meget troværdig for en ungdomskomedie, og replikkerne bliver leveret med en sådan naturlig professionalisme og timing, at man kunne tro, der var tale om en rutineret komikerkonstellation i Jack Lemmon og Walter Matthau ligaen.