Senna på svensk

Racerkører eller rockstjerne? Det var svært at se forskel dengang i 70’erne, hvor en rigtig Formel 1-kører havde langt hår, bakkenbarter og en forventet levealder, der var langt under gennemsnittet. “Superswede” fortæller historien om Ronnie Peterson, Sveriges største motorsportsstjerne nogensinde, der døde efter en ulykke på Monzabanen i 1978. Den fortæller også om en tid, hvor sportsstjerner var knapt så polerede, som de er i dag. En dragende blanding af glamour og dødsdrift.

Og findes der nogen sport, der gør sig bedre på film end Formel 1? Fotogene racerbiler, kæmpe egoer, drabelige rivaliseringer. Penge og berømmelse. Død. Det kan næsten kun blive godt. Bedst var det i Asif Kapadias “Senna” fra 2010, hvor den brasilianske folkehelt blev fulgt fra gocarten til graven i en alder af bare 34 år. Og i Ron Howards “Rush” fra 2013, hvor rivalerne Niki Lauda og James Hunt kørte hinanden lige til kanten. Med de to forgængere i baghovedet er “Superswede” et møde med et mere afdæmpet gemyt. Og en mindre hæsblæsende filmoplevelse.

Ayrton Senna havde Alain Proust. Lauda havde Hunt. Men Ronnie Peterson havde ingen fjender. Intet kæmpe ego, der krævede sin ret. Ingen interesse i det politiske spil, som Formel 1 også er. Han kørte bare den bil, han nu engang fik, så hurtigt han nu engang kunne. Og han var oftest bedre end den bil, han sad i. Derfor blev det aldrig til det verdensmesterskab, som selv rivalerne mente, han fortjente. Svenskeren med de lange, lyse og lokker og trompetbukserne var en flink fyr. Måske derfor mangler “Superswede” lidt af det adrenalinsus, som “Senna” og “Rush” præsterede. Til gengæld er beskrivelsen af racermiljøet, som en flok levemænd i evig livsfare, stærkt.

I 70’erne var døden nærmest en årlig gæst i Formel 1-feltet. Bilerne krøllede sammen, brændstoftankene lækkede og kørerne gik op i flammer. Det er barske billeder. Hvorfor udsætter de sig for den fare? En del af svaret er at finde i det liv, der åbner sig, når de træder ud af banen. Et jetsetliv tværs over kloden. Pludselig hænger Ronnie Peterson fra Örebro ud med George Harrison. Racerkørere og rockstjerner side om side. Ikke dårligt af en stille, svensk knægt, der byggede biler med sin far i garagen.

I sin form minder “Superswede” en del om “Senna”, der også dykkede ned i de enkelte løb, der blev afgørende for karrieren. Instruktør Henrik Jansson-Schweizer har desuden hvervet en lang række af de overlevende stjerner fra dengang. Niki Lauda, Jackie Stewart, Mario Andretti. Som talking heads sætter de ord på det, den stoiske, ordknappe svensker fortier i de mange arkivklip. Petersons datter besøger banen i Milano, hvor det gik galt i 78, da hun blot var to år gammel. De gamle racerkørere fortæller hende begejstret om farens kærlighed til sporten. Hans totale mangel på frygt. Og den efterladte datter smiler høfligt tilbage. Hendes mor kom sig aldrig over chokket. Endte med at begå selvmord. Der er meget elendighed i slipstrømmen af de korte Formel 1-liv.