Monsteret inderst inde

Historier er ikke bare historier. De kan sige ikke så lidt om den virkelige verden. Som i “Pans labyrint”, hvor Francos fascisme blev børneforklaret med en historie om en fantasifuld faun, der ville bestemme over Ofelia og hendes mor. Samme greb bruges nu her med følelsesovervældende fantasi, når et monster kigger forbi for at bearbejde det faktum, at Conors mor er ved at dø af kræft.

Og selv om der medvirker et stort monster, som kun kigger forbi ved tolvtiden, og det er “Børnehjemmet”-bagmanden J. A. Bayona, som står bag, så er det vigtigt at understrege, at det her ikke er gys, men derimod den fineste fantasy. Som et Brødrene Grimm-eventyr. Og det på trods af original-titlen “A Monster Calls”, hvilket SF Film vanen tro har titel-misforstået til den upræcise “Syv minutter over midnat”.

For det handler ikke så meget om det ydre monster, men derimod det indvendige fra maven, som bare får lyst til destruktivt at smadre mormors stue i frustration over, at mor mister håret og livet til kemo. Det forklarer en afpillet Felicity Jones i rollen som mor, da hun sætter den originale “King Kong” på filmfremviseren. Hvorfor vil de dumme mennesker dræbe monster-aben, vil Conor vide. De frygter det, de ikke forstår, lyder det livskloge svar. Og netop Conor har så svært ved at forstå, hvorfor mor skal dø af kræft. Det frygter han.

Det er her monsteret kommer og banker på lidt over midnat. Med en Liam Neeson-stemme, som jeg kunne lytte på hele dagen, imens han siger ’Conor O’Malley'. Igen! ’Conor O’Malley'. Den mand er født til at være et træmonster, der eventyrfortæller, at han vil besøge fire gange. De første tre gange, fortæller monsteret en historie. Den sidste, fjerde gang skal Conor fortælle sin historie. Sandheden om det mareridt, der holder ham vågen nat efter nat. Det, hvor mor falder ned i et dybt, sort hul, fordi Conor ikke kan holde fast i hendes hånd.

Det er “Gummi-Tarzan” i Hollywood-klassen det her. En klog fortæller fortæller historier, der ikke nødvendigvis ændrer på den barske virkelighed, men som gør, at du kan lære at leve med den. Forstå den. Som i det første eventyr, hvor heksen ikke er ond, og den folkekære prins måske er det modsatte. Her er det ikke som i Snehvide, hvor prinsessen nødvendigvis vågner til slut. Derimod er det komplekse historier, der fortæller noget om det der altid så komplekse liv, hvor de gode ikke altid får lov til at leve så lang tid, som de har fortjent.