Heat Light

“Takers” fortæller historien om en gruppe topprofessionelle tyveknægte, der kan bryde ind hvor som helst, når som helst. De er altid ét skridt foran ordensmagten, og d’herrer er endda så seje og fattede, at de kan vandre væk fra en eksploderende helikopter i slowmotion uden at kigge tilbage. Som den vidunderlige, amerikanske komikertrio The Lonely Island engang sang: ”Cool guys don’t look at explosions”. Men røvernes fiktive bedrifter er intet i forhold til det, som filmmagerne har præsteret: At stjæle med arme og ben fra så mange kriminalfilm, at det er helt utroligt, at “Takers” er sluppet helskindet igennem Hollywood-maskineriet uden at blive sagsøgt i stumper og stykker.

Der er simpelthen ikke én eneste replik, begivenhed eller karakter i “Takers”, som ikke er set tidligere i langt, langt bedre film om røvere kontra politibetjente. Æstetisk fremstår “Takers” tilmed som en uinspireret afgangsfilm fra en tredjerangs filmskole, der af uransagelige årsager er blevet købt og distribueret af et stort filmselskab. Værst er kameramændenes talløse (og tilsyneladende tilfældige) tryk på zoomknappen, som gang på gang får “Takers” til at ligne en overivrig amatørfotografs debutfilm. Det ensformige soundtrack gør heller ikke filmen nogen tjenester, og lydsiden har mindre punch end et marsvin iført boksehandske. Puha.

Det føles nærmest blasfemisk at nævne “Takers” i samme sætning som Michael Manns “Heat”, men “Takers” kan bedst beskrives som en light-udgave af Manns moderne krimiklassiker. Vi har som sagt at gøre med en håndfuld ferme forbrydere, som lige har gennemført et storstilet kup. Men da et tidligere medlem af truppen dukker op med en fristende, men yderst farlig opgave, kan fyrene ikke undgå at lade sig friste, og pludseligt får politiet færten af dem. Og de hårdkogte strømere opererer naturligvis i en slags gråzone mellem helt og slyngel, for ingen “Heat”-efterligner med respekt for sig selv kan undlade at stille spørgsmålet: Hvem bør vi egentlig holde med?

Men hvor “Heat” var direkte epokegørende i sin nærgående og nuancerede skildring af forbrydernes livsstil, er “Takers” derimod hamrende banal, cheesy og overfladisk, og alle dens karakterer er omvandrende klicheer uden skyggen af personlighed. En af strømerne spilles af den normalvis hæderlige Matt Dillon, som med store armbevægelser og hæs stemmeføring forsøger at levere en hæderlig Al Pacino-imitation. Han fejler, men han er dog banelængder bedre end den menneskelige mannequin Paul Walker, der spiller den samme, evigt poserende gavtyv, som han spiller i “Fast & Furious”-serien, “Into the Blue” og, nå ja, samtlige film, han nogensinde har været med i.

I rollen som en anden bandit demonstrerer Hayden Christensen (iført filmhistoriens mest grinagtige hat) den stivbenede mimik og robotagtige repliklevering, som George Lucas forelskede sig i, da han hyrede ham til at spille Anakin Skywalker i de tre “Star Wars”-prequels. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis Christensen og Walker en dag blev afsløret som prototyper på fjernstyrede kæmpedukker. Man skulle ikke tro, at ensemblet kunne blive værre, men man har tilmed hyret Chris Brown til at medvirke. Brown er nok bedst kendt som manden, der tæskede sin ekskæreste, popstjernen Rihanna, da hun rodede med hans telefon. Den succesfulde rapper har praktisk talt ingen skuespillererfaring, og det kan mærkes.

I rollen som tyvenes leder er den garvede Idris Elba et af filmens få lyspunkter. Det er noget af en gåde, hvordan filmens ynkelige drejebog fik Elba til at levere en så entusiastisk indsats. Hvis dog bare filmen havde haft samme fandenivoldskhed som Elba, men “Takers” tager sig alt for god tid til at bygge op til et klimaks, der omsider disker op med noget tilforladelig action. Hvorfor skal vi dog bruge så lang tid på at se politibetjentene forsøge at udregne forbrydernes plan, når man som tilskuer allerede er helt klar over, hvad den er? Og forestiller filmmagerne sig vitterligt, at vi ender med at holde af de kriminelle udskud, når nu vi udelukkende ser dem bunde sprut og tygge cigarer i fritiden, mens de svælger i selvtilfredshed? Gør dig selv en tjeneste og gense “Heat” i stedet.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “Takers” er tydeligvis blevet skudt i HD, og derfor er billedsiden forståeligt nok pletfri. Når kameraet bevæger sig meget, bliver billedet dog indimellem en anelse sløret, og billedsiden har hele vejen igennem et meget digitalt og halvfladt look. Kontrasten svinger også lidt – i nogle af de lyseste scener fremstår billedet alt for blegt, men sædvanligvis er både kontrasten og farvegengivelsen upåklagelig. Hudfarverne er eksempelvis altid troværdige. Langt de fleste skud er også knivskarpe, og jeg spottede ingen glorier.

Audio

“Takers” er blevet markedsført som en actionfyldt thriller, så det er forbavsende, hvor lavmælt filmens lydspor er. Den auditive atmosfære er kedelig – selv når vi befinder os i en fyldt natklub, virker det, som om alle er gået tidligt hjem. Eksplosioner har en udmærket slagkraft, men skud og slag savner ofte mere punch. Baghøjtalerne er for det meste også forbløffende tavse (kun under den sidste skudduel leverer hele kanalnetværket varen), og medmindre man aktiverer underteksterne, vil man formentlig have svært ved at forstå, hvad personerne siger under de mere actionfyldte sekvenser. Til tider drukner musikken også i virvaret, men det gør nu ikke så meget, eftersom den er temmelig elendig. Et middelmådigt lydspor til en rædsom film.

Ekstramateriale

Instruktøren John Luessenhop, producerne Will Packer og Jason Geter samt skuespilleren (hvis han da kan kaldes det) Tip “T.I.” Harris har indtalt et kommentarspor til filmen. D’herrer mener tydeligvis, at de har skabt et vaskeægte mesterværk, så medmindre man er enig, bør man holde sig langt væk fra dette kommentarspor. Her er også en lille stak trailere til andre Sony-titler (og hvis din afspiller er tilkoblet internettet, får du adgang til endnu flere af slagsen), en musikvideo til en af Harris’ rædsomme rapsange samt to korte, kedelige dokumentarer, der tilsammen varer cirka 21 minutter og primært fokuserer på filmens stunts. Naturligvis er alle de interviewede også ellevilde med makværket, de har skabt. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.