Tal for dig selv

Længde311 min

GenreKomedie, Komedie


Anmeldelse

Tal for dig selv

4 6
Showet”Tal for dig selv” er Anders Matthesens nyeste stand-up show, og indholdsmæssigt det samme som det der kunne opleves i Cirkusbygningen i januar måned. Showet på DVD’en er dog optaget udendørs i Skovdalen i Ålborg, da det største open-air show i stand-up historien blev afholdt i juni i år. Mere end 3000 publikummer så Matthesens optræden.

Showet er delt op i to dele. De to akter er ens, dog med det twist, at Anders fortæller og optræder først som “Den gode” og bagefter som “Den onde”. I første akt kan det gode genkendes på det glade hus i baggrunden, samt at Anders er klædt i lyst tøj. Og som noget nyt benytter han sig af en microport, så han har hænderne fri. I andet akt kommer Matthesen ud af et surt og dystert hus, og er nu klædt i hip-hop tøj og med hue, samt den klassiske stand-up mikrofon i hånden, den onde stil er nu dominerende.

Dette er et forsøg på at videreudvikle stand-up scenen, fra kun at være en person alene på scenen med en mikrofon. I hans tidligere one-man show “Hvad snakker du om?” brugte Matthesen ligeledes en del musikalske indslag mellem sine jokes samt en masse karakterer, som f.eks “Onkel Stewart”. Mange fans havde nok håbet på et gensyn med “Stewart” men han er ikke at finde i det nye show, og det er en skam. Disse sindsyge karakterer har nemlig været med til at peppe de til tider alt for ensformige shows op.

Så mangler man de gamle karakterer, kan man altid tage et gensyn med en af hans tidligere udgivelser, som f.eks “Jul på Vesterbro” eller “Simon”, hvis man endnu ikke har oplevet Matthesens i rollen som rejsekongen Simon Spies.

“Tal for dig selv” er en smule mere kedelig end “Hvad snakker du om?”, så det er nok en god ide for Anders at tage “Stewart” og “Danny” med i sit næste show, og det ligger han heller ikke selv skjul på i kommentarsporet.

VideoUdgivelsen er i “standard” 1.33:1 format. Det er relativt svært at bedømme billedkvaliteten på et stand-up show, specielt når det hele er optaget udenfor. Det skal dog nævnes, at der forekommer tydelige blå skygger på de mere mørke billeder. Derudover er kameraet placeret langt fra scenen.

Dette er synd, for den udendørs stemning giver et nyt look til stand-up showet, i stedet for de traditionelt indelukkede scener i f.eks Comedy Zoo eller Cirkusbygningen.

AudioDet her er den første stand-up DVD jeg har set med Dolby Digital 5.1 lyd, men lyden er desværre temmelig dårlig. Anders’ stemme forvrænges nemlig af et ualmindeligt kraftigt højtaler-ekko.

Bedre bliver det ikke af, at showet foregår udendørs, hvor der er skruet ekstra højt op, så også de bagerste publikummer kan være med. Det “hemmelige” show (se nedenfor) fra indenfor i Cirkusbygningen fremstår dog en smule bedre.

Ekstramateriale

  • Kommentarspor:
  • Anders fortæller på sin helt egen afslappede måde om hvordan det har været at lave showet. Der er stort set ingen afbrydelser – dog ringer hans mobiltelefon midt under showet, og selvfølgelig tager han den og snakker løs.

  • Den indo-kinesiske Humle Hejre:
  • En kort 3D musikvideo om fænomenet som omtales i showet. Har man set “Terkel i knibe” vil man genkende stilen, og det er også den samme animator, Kresten Vestbjerg Andersen, som står bag.

  • Deleted scenes:
  • Eller “slettede scener” om man vil på dansk.

  • Tal om dig selv:
  • Lidt flere slettede scener fra afslutningen, hvor Anders svarer på spørgsmål fra publikum.

    Jeg håber derudover ikke, at jeg skuffer nogle ved at røbe, at de 2 DVD’er også indeholder et hemmeligt show. Eller faktisk er det præcis det samme show, bare optaget i Cirkusbygningen. Det kræver dog, man er en “rigtig nørd” og knækker den meget raffinerede “beskyttelse”.

    Der er i mine øjne ingen tvivl om hvor dygtig Anders Matthesen er. Har man bare oplevet et par af hans udgivelser vil man se at han både behersker skuespiller-, stand-up- og musikalske talenter.

    “Tal for dig selv” kommer i et flot dobbelt DVD pap-cover, delt op i det gode og det onde. Underligt nok er coveret meget diskret og det eneste tekst man finder er titlen og en kort specifikation i bunden. Her kunne man godt ønske sig en lille beskrivelse af showet.

    Lyd og billede er ikke noget at råbe hurra for, men selve showet trækker dog det samlede indtryk en smule op.


    Trailer

    Der er endnu ingen trailers til denne film

    Kort om filmen

    “Tal for dig selv”-turneen er overstået, og Anders Matthesen kan se tilbage på en succesfuld Danmarksturné. Nu kan du se eller gense det anmelderoste comedy-show, der er udkommet på DVD.