Halløj på landet

Der er intet i verden, der ikke kan fikses med lidt næsekirurgi. Det synes at være grundideen i britiske Stephen Frears’ seneste komedie, “Tamara Drewe”, hvor filmens titelperson vender tilbage til sin pittoreske fødeegn som svanen i H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling. Smuk, flirtende og med en ny, perfekt næse som kirsebærret på toppen. Og så lægger hun samtlige mænd i den lille landsby for sine fødder.

“Tamara Drewe” er en filmatisering af en ugentlig, satirisk tegneseriestribe i den engelske avis The Guardian af Posy Simmonds, der igen – med løs hånd – har baseret sin stribe på en roman fra midten af 1800-tallet af Thomas Hardy. Alt sammen yderst britisk med five-o-clock tea, masser af bagværk og selvfølgelig tilsat en god dosis profane eder.

Gemma Arterton (Strawberry Fields i “Quantum of Solace”) lægger meget iøjefaldende krop og ikke mindst trutmund til titlens Tamara. Frøken Drewe er en smart London-journalist, der for en stund er vendt tilbage til barndommens gade i Dorset County med det for øje at sælge sin netop afdøde mors hus. Men fortiden trænger sig hurtigt på – ikke mindst i skikkelse af den gamle teenage-flirt Andy, der i sin tid droppede Tamara, fordi næsen kom i vejen. Men med en ny næse synes alle at falde for hende. Også den succesrige krimiforfatter og kvindebedårer Nicholas, der sammen med sin skygge af en kone leder et lokalt landsted, hvor forfattere med skriveblokering kan søge ny inspiration – og måske finde kærligheden. Men Tamara vælger i første omgang hverken handymanden Andy eller den opblæste Nicholas, men derimod en selvfed trommeslager i et rockband. Og så starter løjerne ellers.

Snart 70-årige Stephen Frears er om nogen i sin generation af filmskabere en kamæleon. Frears mestrer som få genreskiftet fra film til film og har gennem årene lagt navn til så forskelligartede titler som “Farlige forbindelser”, “Mit smukke vaskeri”, “High Fidelity”, “Mary Reiley” og “The Queen”. “Tamara Drewe” når desværre ikke de øvre luftlag, som ovenstående bevæger sig i. Hverken hvad angår skuespil, intrigante affærer eller den varme ironi. Lad gå, af og til titter det karakteristiske, engelske vid da frem og overrumpler én med dens bramfrihed, men hele øvelsen efterlader én mærkelig kold trods masser af sex, hemmelige og knap så hemmelige affærer og knuste teenagehjerter. Sigende er det også, at man ender med at interessere sig mere for gnisten mellem den forsmåede forfatterkone Beth (glimrende portrætteret af Tamsin Greig) og Glen, en amerikansk Thomas Hardy-forsker, end hvordan Tamara dog skal klare sig ud af suppedasen. De jævne, dejfarvede biroller stjæler billedet fra selv Tamaras kriminelt korte shorts med baller i fri dressur. Og det er ellers en af filmens stærkeste kort.

Dér, hvor nålen hopper af pladen, og man ikke længere er med på præmissen, kan udpeges meget præcist: Tamara ender i sengen med den sleske og lidt for gamle Nicholas – filmens skurk og absolut mest utiltalende karakter. Hvorfor? Tilsyneladende så hun har noget godt materiale til sin forestående roman om snavset bag den idylliske facade i barndomsbyen. Og væk er al sympati for trutmunden med ét. Det samme gælder den lette tone, som ellers indtil da har klædt fortællingen. Roger Allam, der spiller Nicholas, må dog fremhæves for sit djævelsk velspillede portræt af den indædte og utrættelige trussetyv. En rigtig ulv i fåreklæder.