Alle film er værd at se

“Uden mig var der ingen Woody Allen,” siger passageren Omid, der sælger amerikanske film, som det iranske styre har forbudt. Vi er i en taxa midt i Irans hovedstad, Teheran. Hovedpersonen Panahi har netop samlet Omid op i trafikkaosset og kører nu rundt på må og få med den tandløse filmpusher.
Forklædt som taxachauffør.

Filmverdenen har det skidt i det notorisk lukkede land, som man snart ikke forbinder med andet end en atomaftale. Men “Taxi Teheran” er en sprække ind til en frihedshungrende kreativitet under præstestyret, begavet tilrettelagt i et mikroskopisk taxaunivers, hvor byens borgere krydser veje – og klinger. Panahi, der også er filmens instruktør, er fåmælt. De ord, han udveksler med folk, udløser imidlertid den ene tankevækkende samtale efter den anden. Om dødsstraf, om film og om guldfisk. Det er systemkritik forklædt som hverdagssnak.

Grænserne imellem fiktion og virkelighed er udvisket. Det er fra starten uvist, hvad og hvor meget der er iscenesat. Således er det også vanskeligt at afgøre, hvad for en film man egentlig ser. Via et lille kamera i forruden observeres interaktionen med og mellem passagererne, men også hverdagslivet uden for taxaen registreres undervejs. Det giver først og fremmest “Taxi Teheran” en dokumentarisk følelse. Om end Panahi helt tydeligt har kalkuleret med sine kulørte taxakunder. En af dem er hans tiårige niece, Hana, som samles op efter skoletid. Hun er et festfyrværkeri, der foruden at bebrejde sin kendisonkel at have hentet hende i en skrotspand søger råd til et filmprojekt i skolen. Ifølge lærerinden må det nemlig ikke fremstille samfundet negativt. Og det er en svær opgave.

Lige netop Hanas historie illustrerer, hvad Panahi på intelligent vis lykkes med i “Taxi Teheran”. At revse det iranske censurapparat, der har underlagt ham selv 20 års forbud mod at lave film. Men i stedet for personligt at stjæle rampelyset lader han samfundets egne stemmer komme til orde. Mørkemændene såvel som de liberale kræfter. Ikke mindst en yngre generation af kvinder, der ikke lader sig diktere af de patriarkalske normer. Det er den, Hana repræsenterer – som aspirerende filmkunstner og en pige med ambitioner i det reaktionære styre.

På taxaturen filmer hun en dreng ud ad vinduet, der stjæler penge fra et nygift brudepar. Brudeparret bliver filmet af dets egen kameramand, samtidig med at taxaens kamera filmer begge dele. Altså en film om en film om en film. Det viser, hvordan Panahi leger med mediet. Hana instruerer drengen i at aflevere pengene tilbage, for at hun kan få lov at bruge optagelserne. Således bliver scenen en tematisk joke omkring censureringens absurditeter. At fremstille så betændt et regime så morsomt, som Panahi formår, er en bedrift i sig selv. Ikke en eneste gang snakkes der direkte om myndighedernes undertrykkelse af befolkningen. Til gengæld formidles samfundssatiren bidende effektivt efter filmkunstens fornemste disciplin: show it, don’t tell it. Iranerne har slet ikke brug for Woody Allen, når de har Jafar Panahi.