They’re back!

Hvis man for få år siden havde udarbejdet en fortegnelse over alle de spillefilm, der på ingen måde virkede oplagte at basere en tv-serie på, ville “Terminator”-sagaen nok have figureret højt på listen. Der var masser af skepsis at spore, da det blev annonceret, at “Terminator: The Sarah Connor Chronicles” var på trapperne. Føljetonen ville angiveligt ignorere mange af filmenes hændelser og finde sted i en slags ‘alternativ tidslinie’. “Terminator 3” havde allerede efterladt en bitter smag i munden hos mange, og hvordan kunne man tage projektet seriøst, når Brian Austin Green (ja, David fra “Beverly Hills 90210”) var blevet foræret en fast rolle som en sejlivet soldat?

Ja, det så ud til, at “Terminator: The Sarah Connor Chronicles” ville lide samme skæbne som “Blade”, “L.A. Confidential” og andre tv-serier baseret på velrenommerede film, der knap nok nåede ud af starthullerne, før de blev skrottet. Men som “Terminator”-filmene gang på gang fastslog: Fremtiden er ikke fastlagt, og stik imod forventningerne har “Terminator: The Sarah Connor Chronicles” etableret sig som en ganske hæderlig og endda populær føljeton. Seriens første årgang er langtfra perfekt, men den understreger, at serien har potentialet til at udvikle sig til en glimrende, årelang føljeton. Godt gået for en serie, mange havde dømt død allerede ved fødslen.

Noget af det bedste ved “Terminator: The Sarah Connor Chronicles” er, at den ikke forsøger at efterligne spillefilmene. Der er ganske vist mange referencer til dem, som fans formentlig vil juble over. Men et tv-produceret opkog af Camerons mesterværker er der gudskelov ikke tale om. I stedet bruger serien de første to “Terminator”-film som et springbræt til at fortælle sin helt egen historie om Connor-familiens flugt fra de maskinelle dræbermaskiner, der forfulgte dem i James Camerons “Terminator”-film. Serien er forbavsende karakterdrevet, hvilket kun er positivt, og selvom fans formentlig skal bruge lidt tid på at vænne sig til at se nye skuespillere portrættere filmenes prominente personligheder, så klarer ensemblet opgaven med bravur.

Især Lena Headey og Thomas Dekker er opsigtsvækkende som henholdsvis Sarah og John Connor. Headey plagierer ikke Linda Hamilton, der tidligere spillede rollen, men hun er nøjagtig lige så stærk, intens og troværdig. Og den unge Dekker udstråler en selvtillid, der overbeviser os om, at han kan blive menneskehedens frelser i fremtidens krig mellem homo sapiens og de ondsindede dræbermaskiner. Og førnævnte Green er slet ikke tosset som John Connors onkel, som er rejst tilbage i tiden for at assistere sin nevø mod de mange onde maskiner, der også befinder sig i vor tid og jager Connor.

Summer Glau spiller terminatoren Cameron (sig ikke, at serien ikke anerkender sine rødder), der også er sendt tilbage fra fremtiden for at beskytte Connor-slægten, og den lavmælte Cameron minder meget om den indesluttede pige, skuespillerinden portrætterede i tv-serien “Firefly”. Glau er dygtig til at spille den naive robot med den stive mimik, men karakteren udnyttes lidt for ofte til at fremtvinge et billigt grin. Seriens humoristiske indslag er sjældent voldsomt effektive, og mange af de muskelbundter, man har hyret til at spille de forskellige terminatorer, fremtvinger utilsigtet kluklatter, når de skuer ondt ind i kameraet og forsøger at præstere en tilforladelig Schwarzenegger-imitation.

Det er heller ikke alle afsnit, der er lige interessante. Igennem hele sæsonen følger vi en betjent, der er på nakken af Connor-familien og forsøger at stykke deres historie sammen, men det fremstår ofte som et lettere overflødigt sideplot. Man føler også forholdsvis sjældent, at heltene for alvor er i fare, men det skyldes nok, at denne første sæson først og fremmest er beskæftiget med at etablere universet, dets figurer og disses mission: forhindringen af dommedag. Men manuskriptforfatternes vigtigste opgave er lykkedes: at få serien til at stå på egne ben som en selvstændig, interessant fortælling inden for et velkendt univers.

Og ligesom den gængse terminator er føljetonen svær at modstå, når den kommer op i omdrejninger, hvilket den især gør mod slutningen af sæsonen. Årgangens bedste episode er “Dungeons & Dragons”, der mønstrer mange fascinerende billeder af fremtidens grufulde slagmarker, og som fungerer som et slags bindeled mellem filmene og serien. Og det sidste afsnit, “What He Beheld”, hoster op med flere gode grunde til at blive hængende til den efterfølgende sæson. Men seriens største trækplaster er og bliver de nuancerede karakterer, som også gjorde filmene til andet end blot spektakulære actionbrag.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Afsnittene er blevet optaget i HD, hvilket transfernes mangel på støj og snavs understreger. Kun sjældent fremstår billedet en smule blødt, og der er fåtallige glorier, men ingen udtværinger forekommer, og farverne er enormt attraktive, og kontrasten er upåklagelig.

Audio

Hvert afsnits lydside præsenteres i Dolby Digital 5.1. Mere aktivitet og en mere livlig auditiv atmosfære havde været velkommen, men dynamikområdet er tilpas stort, der er flere effektive panoreringer, og både Bear McCreary fornemme musik og replikkerne har en god rumklang og gengives klart og tydeligt.

Ekstramateriale

Årgangens ni afsnit (sæsonen var kort pga. manuskriptforfatterstrejken) er fordelt ud over tre dvd’er, der også huser en del ekstramateriale. Flere af seriens bagmænd og skuespillere har indtalt kommentarspor til tre af afsnittene, og de leverer flere udmærkede anekdoter om episodernes tilblivelse. 39 minutters udmærkede dokumentarer medfølger, der også gennemgår ophavsmændenes mål med serien og indeholder adskillige informative interviews. En forlænget udgave af afsnittet “The Demon Hand” er her også, og det samme er adskillige minutters fascinerende auditionoptagelser af skuespillerne samt nogle muntre fraklip, storyboards, slettede scener og et handy lille hæfte, der kort gennemgår handlingsforløbet i hvert afsnit.