That '70s Show - Sæson 1

InstruktionDavid Trainer

GenreKomedie, Komedie

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

That ’70s Show – Sæson 1

3 6
Tilforladelig tv-underholdning

Mere end nogen som helst anden genre indenfor tv-verdenen kan sitcoms betegnes som en smagssag. Visse mener eksempelvis, at “Alle tiders barnepige” er noget skrækkeligt bras, mens andre mener, at det er guds gave til menneskeheden… Nogle siger, at “Seinfeld” er genrens absolutte spydspids, mens andre derimod hævder, at det er noget kedsommeligt og overvurderet gøgemøg. Og sådan kan man så fortsætte, for selvom alle tv-serier naturligvis afføder forskelligartet respons, er det selvsagt enormt forskelligt, hvad millioner af tv-seere finder morsomt – komedie er formentlig den mest subjektive kunstart.

“That ’70s Show”, som for nylig stoppede på amerikansk tv efter otte år, kommer næppe nogensinde til at bevirke lige så megen eller ophedet debat som mange af genrens andre bestanddele. Føljetonen nød aldrig overvældende seertal, og den blev altid forbigået til de store prisuddelinger. Det er heller ikke ligefrem nogen skelsættende serie, men snarere bare endnu en traditionel sitcom, hvori et væld af (ganske vist talentfulde) skuespillere egentlig bare portrætterer mange af de arketyper, man efterhånden har set i utallige komedieserier, såsom den nørdede naboknægt, den karikerede udlænding, den arbejdsomme mor og den ubegavede, alkoholglade festabe.

Komedieseriers 1. sæsoner er som regel også lidt sløje – både fordi man som seer oftest skal vænne sig til hele persongalleriet og deres omgivelser, før man for alvor kan begynde at grine røven i laser, men selvfølgelig også fordi, at både de mange manuskriptforfattere og skuespillere skal bruge tid på at få helt styr på deres respektive arbejdsopgaver, før et forhold til publikum kan etableres, så det bliver muligt at forårsage latter uden de store vanskeligheder. Men allerede efter forbavsende få afsnit af “That ’70s Show” føler man sig egentlig i godt selskab med de mange ungdommelige drenge og piger og deres gemytlige forældre, som opholder sig i staten Wisconsin anno 1976.

Selve fortællingerne er for det meste skåret over den samme læst, men karaktererne (og især de skuespillere, der portrætterer dem) holder gejsten oppe. Topher Grace, som var fremragende i “In Good Company” og et af de få store lyspunkter i sommerens “Spider-Man 3”, er ensemblets stjerne. Han spiller den kammeratlige Eric Forman, der er forelsket i barndomsveninden, Donna (yndige Laura Prepon). Lidt ligesom i en anden komedieserie, “The Office”, er det en kærlighedsfortælling, der danner hjertet i “That ’70s Show”, og heldigvis udgør Grace og Prepon et tiltalende par. Populære Ashton Kutcher er blevet skænket rollen som den festglade Michael Kelso – en rolle, der synes skræddersyet til ham.

Hele skuespillerbesætningen er fornøjelig, og de forskellige figurer føles dejlig afrundede og forfriskende uensartede. Selvom ikke alle jokes er lige muntre eller uforudsigelige, så er især brugen af drømmesekvenser (som må siges at være blevet et populært middel i nutidige komedieserier) ofte herlig. Og selv denne anmelder, der ikke engang var født i 70’erne, følte sig fristet til at investere i tidens musik, der ikke overraskende har en prominent rolle i serien. De mange forskellige kulisser er også dejlig indbydende og veldesignede – serien synes at præsentere en korrekt gengivelse af det glade årtis udseende.

Seriens største problem er dog, at den aldrig er alvorligt morsom. Humøret er ganske vist dejlig højt, omgivelserne charmerende, skuespillerne karismatiske, og så fremprovokerer hvert afsnit en del kluklatter og smil, men aldrig deciderede latterbrøl. Men selvom der er en del ineffektive jokes, så er der ingen, som er irriterende platte, og ærlig talt hygger man sig også for meget til at sidde og fundere over manglen på regulære grineanfald.
Video

Præsenteret i 4:3 full screen format. “That ’70s Show” ser mere eller mindre lige så godt ud på dvd, som den gør på tv. Billedet er tilstrækkeligt skarpt, kontrasten er god, og der er ingen irriterende tilfælde af snavs, edge-enhancement eller udtværing. Farverne varierer lidt i styrke – af og til svinger hudfarverne eksempelvis mellem lettere pink og mild orange, men man distraheres aldrig af problemet. Uheldigvis byder adskillige afsnit på enerverende interlacing-fejl, som gør, at bevægelser efterlader et visuelt ekko.

Audio

De 25 afsnits lydsider præsenteres i Dolby Digital 2.0, men det lyder snarere som mono. Al lyd synes at komme fra centerhøjtaleren, hvilket egentlig heller ikke gør så meget, da serien sjældent lægger op til brug af flere højtalere. Lyden er heldigvis tydelig, men man savner en bedre bund. Derudover kunne det også have været meget sjovt, hvis man havde smækket en del af dåselatteren ud i de andre højtalere, så man dermed havde skabt en fornemmelse af, at man sad blandt publikum. Uheldigvis er der også korte huller i lyden på omtrent halvdelen af episoderne, hvilket både irriterer og distraherer.

Ekstramateriale

Der følger intet ekstramateriale med udgivelsen.

Første sæson af “That ’70s Show” er skæg, men aldrig hyldende morsom, ganske charmerende, men aldrig virkelig fængende. Det er især takket være den yderst veloplagte skuespillerbesætning, at man glædeligt trasker samtlige ni timer igennem. Serien ser kun nogenlunde ud på dvd, og lydsporene er lidt kedelige. Derudover er AV-præsentationen fejlplaget. Der følger heller ikke noget ekstramateriale med, så det er svært at anbefale udgivelsen til andre end fans.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Tag med tilbage til en tid, hvor spolebåndoptageren var hip, og flower power var det nye buzzword.