The Kovak Box

InstruktionDaniel Monzón

MedvirkendeAna Asensio, Montse Pla, Iván Morales, Molly Malcolm, Alexander Herrmann, Tacho González, Félix Cubero, Fede Celada, Helena Carrión, Luis Callejo, Timothy Hutton, Annette Badland, Gary Piquer, Georgia Mackenzie, Lucía Jiménez, Artur Sala, Nicholas Boulton, Leslie Charles, David Kelly

Længde102 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

The Kovak Box

3 6
Mellemfolkelige overleveringer kan berette historien om den autodidakte ungarske komponist og pianist Rezsö Seress, som oprindeligt stod fadder til sangen “Gloomy Sunday”. Den sang inspirerede angiveligt til i henved hundredvis af selvmord, og selvom legenden aldrig er blevet dokumenteret, har den ikke desto mindre ageret kilde til spanske Daniel Monzóns stemningsfulde, men uslebne “The Kovak Box”.
Trods mysteriet, der i filmregi udspiller sig på den spanske feriø Mallorca, er det nu nok tvivlsomt, om filmen havde opnået samme prægnans, var det ikke for amerikanske Timothy Huttons helt centrale medvirken. Han er tildelt hovedrollen som den afdankede sci fi-forfatter, David Norton, der uforvarende bliver del af et hårrejsende mysterium, hvor spontane selvmord i større mængder præger avisforsiderne i de ellers solbeskinnede kulisser. Den sag involverer også det forholdsvist ubeskrevne blad Lucía Jiménez som den temperamentfulde spanske chica, Silvia Mendez. Ligesom Norton mister hun sin tilkomne til et spontant selvmord, men mere væsentligt er det imidlertid, at hun uden at vide hvorfor også selv kaster sig ud i et af de bemærkelsesværdige selvmordsforsøg.

Indledningsvis minder “The Kovak Box” på mange måder om de kriminalgåder, den britiske og afdøde romanforfatter Agatha Christie var arkitekten bag for adskillige år tilbage. Sådan fortsætter det dog ikke. Mystikken når at brede sig, og de nævnte selvmords lemmingeeffekt forstærkes yderligere, da den pensionerede videnskabsmand Frank Kovak (David Kelly) melder sig på banen og tager æren for miseren. Helt hvad sammenhængen er, fremgår dog ikke i første omgang. Det er brikker, David Norton med assistance fra Silvia selv er udset til at stykke sammen i et puslespil med relation til sin første bogudgivelse, der påfaldende nok også lød titlen “Gloomy Sunday”.

Velformuleret er “The Kovak Box” trods den fascinerende historie nu ikke. Mødet mellem kunst og videnskab bliver den skinbarlige realitet, da David Nortons science fiction-univers i hans bøger pludselig bliver en del af samme realistiske univers som han selv. Er fantasien da løbet af med forfatteren, eller er der hold i virkeligheden? En hel del tyder på det sidste, men desværre lider filmen under en rodet dramaturgi, hvor kaskader af urealistiske handlinger ikke står helt i tråd med, hvordan man normalt ville gebærde sig i de pågældende situationer. Timothy Huttons tilstedeværelse signalerer da også en udtalt usikkerhed omkring sin karakters gøren og laden, mens den kvindelige genpart, Lucia Jiménez, dog går anderledes ubekymret til fadet.

Fortællingen holdes kun nødtørftigt sammen af en ramme, hvor forfatterens dilemma sættes i direkte spil, da han langsomt erfarer, at hele problematikken, de mange selvmord og den skøre professor kan forbindes direkte til hans egen forfatterdebut tyve år tidligere. Selve den del er egentligt dragende nok, og “The Kovak Box” holder ulasteligt sammen på indholdet i forholdsvist lange passager. Alligevel står mange tråde uforløste hen, og filmen stiller grundlæggende flere spørgsmål, end den formår at give de endegyldige svar på.

Nu kan David Nortons rådvildhed i bund og grund også diskuteres. Det sekund, bogskribenten erfarer forbindelsen til eget værk, ville det måske være nærliggende at søge efter svar på den gåde, han prøver at løse, i egne rækker, og hvor det i de første scener tegnede nok så lovende, emmer “The Kovak Box” på sigt af en instrukør uden det nødvendige overblik.

Daniel Monzón har sat sig mellem to stole og formentligt ikke haft format til at bestemme sig for filmens fastlagte retning. Det har givet en underlig ligegyldig slutning, en række tvivlsomme huller undervejs og en række forcerede klicheer. Derimellem er der fintfølte understregninger af, at “The Kovak Box” kunne være blevet en sublim leg med kunsten og videnskaben, et spil mellem en kunstner og dennes alter ego. Det bliver så kernen i en film, der aldrig formår at imponere, men må nøjes med at betage i strejf.

Video”The Kovak Box” fremstår i et anamorphic widescreen 2.35:1 format og tager sig egentligt udmærket ud. Der er eksempler på edge-enhancement og andre digitale udfald, ligesom farvetemperaturen varierer en smule. Men udtværinger er der til gengæld ingen af. Derudover står billedet skarpt, og der er tale om en god kontrast, hvor tilstedeværelsen af myrer vidner om det vaskeægte filmlook.
AudioTil denne udgivelse hører de tre engelsksprogede lydspor Dolby Digital 2.0, Dolby Digital 5.1 og DTS, der generelt er velfungerende om end ikke overvældende. Dolby Digital 2.0-lydsporet rummer, trods fåtallige eksempler på overstyring, tydelig dialog og distinkt musik, ligesom baghøjtalerne udnyttes fornuftigt til at styrke atmosfærens lyd. Om end “The Kovak Box” ikke er højspændt action, er der imidlertid mere spræl i udgivelsens Dolby Digital 5.1 og DTS-mix, hvor der excelleres i enkelte eksempler på lydpanoreringer og effektlyde, der skaber en solid atmosfære. Filmens for i øvrigt malplacerede musikflade lanceres primært fra fronthøjtalerne, men enkelte passager kommer dog fra baghøjtalerne. Desværre passer musikkens stilart ikke voldsomt godt til filmens univers, som nok været bedst foruden.
EkstramaterialeUd over trailere for “School for Scoundrels”, “The Return”, “Solo” og “Magtens rus” er der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

“The Kovak Box” tager udgangspunkt i en fascinerende – og vistnok autentisk – fortælling. Trods rimelige audiovisuelle egenskaber er indholdet en rodet omgang. Selvom Silvias Lucía Jimenéz er et bekræftende bekendtskab, er Timothy Huttons new yorker-forfatter temmeligt fraværende og viser ligesom filmen kun i glimt eksempler på talent og kvalitet. Filmen kan ses for den fascinerende fortælling, der mangler at blive slibet af i kanterne.


Trailer

Kort om filmen

Sci-fi-forfatteren David Norton er vant til at være i kontrol. Det er ham, der bestemmer hvornår helte og skurke skal møde deres skæbne. Da David bliver inviteret til en konference på en ø, takker han ja, uden at vide at han er blevet lokket i en fælde. For pludselig bliver David hovedperson i sin egen science fiction-roman – uden at vide hvordan den slutter. Først springer hans kæreste ud af vinduet og snart begynder alle omkring ham at begå selvmord. Mange menneskers liv er på spil, og David må finde en udvej før det er for sent…