Det fineste manuskript

Det er ligegyldigt, at Lone Scherfig er instruktøren. Den vigtigste person for “Their Finest Hour” er Gaby Chiappe, der har manus-forvandlet en roman til en film om et manuskript til en film. Det er film om filmbranchens påvirkning på virkeligheden derude ved indgangen til biografen. Som når Hollywood begynder en krig i “Wag the Dog” for at redde sin præsident – eller når Ben Affleck i “Argo” befrier amerikanere i Iran under påskud af at lave film. Det handler ikke om at basere sig på virkeligheden – men om at ændre den.

Egentlig kan “Their Finest Hour” opleves som en slags forfilm til sommerens “Dunkirk”, hvor Christopher Nolan gengiver evakueringen af allierede tropper fra den franske havneby Dunkerque hjem i britisk sikkerhed. Dengang i begyndelsen af 2. verdenskrig var nazisterne på fremmarch og USA endnu passive. Begivenheden kunne bruges til propaganda. Gemma Arterton hyres som manuskript-kvinde under Informations-ministeriet: Nu skal den sande/virkelige/næsten faktuelle historie fortælles om de britiske helte fra Dunkerque efter alle manuskript-kunstens regler.

Det er her, at “Their Finest Hour” bliver næsten genial. Hvad skal en god film indeholde? Almindelige mennesker på redningsmission: To søstre; en sød og en kæk. En såret soldat. Den sjove, fordrukne onkel. En dum, men flot amerikaner. Onde nazister og naturligvis en hund. Det lyder beregnende, når Gemma Artertons manus-hovedrolle går i gang med at skrive propaganda-filmen, som skal sikre britisk og amerikansk opbakning til krigen – og en god oplevelse i biografen. Men er “Their Finest Hour” bedre selv? På ingen måde – og det er sjovt!

For Gaby Chiappe ved da godt, at det ikke kun er den ene søster i film-filmen, som må vælge imellem sin sårede soldat og den flotte amerikaner. Det må Artertons femi-heltinde også. Imellem kunstner-manden, der portrætterer krigen ekspressionistisk mørkt, og så Sam Claflins real-kyniske medforfatter, som ved, hvad der sælger biograf-billetter. Det ved Chiappe også – en flot fyr som Claflin, der igen-igen er type-castet som arrogant ved-bedre-type, der er charmerende god nok på bunden.

Han er ministeriets mand, som vil have ‘autentisk optimisme’ i biografen. Det samme mærkat kan sættes på “Their Finest Hour”, som heller ikke er for fin til at skrive en sød hund ind samt skuespilleren Bill Nighy, der her har fået til opgave at spille Skuespiller med stort og med de store fordomme om forfængelighed og et ego, som kun kan tæmmes ved at gøre hans onkel-rolle til helten, der ofrer sig for fædrelandet til sidst. Nighy har det sjovt, imens han er sjov i den her meta-hyldest til filmfaget.