Det Bier næsten ikke bedreHvad søren er dog dette? Et Susanne Bier-drama, som aldrig forfalder til platte jokes, irriterende klicheer eller sentimentalt bævl? Trailerne til “Things We Lost in the Fire” så ellers ud til at bekræfte, at Biers første amerikanske drama ville blive en traditionel, patetisk kærlighedsfilm, som filmmagerens talrige modstandere snarligt kunne tilsvine. I sidste ende gik stort set ingen ind for at se, om Biers udenlandske satsning burde hyldes eller jordes. Og det er en skam, for dette nænsomme, sobre drama er en lille perle, som Bier og hendes ensemble kan være meget stolte af at have stablet på benene.

Bier har fået flere af Hollywoods bedste og garvede skuespillere til at medvirke i sin film. Den engelske mesterinstruktør Sam Mendes har også produceret, og i flere henseender minder “Things We Lost in the Fire” om Mendes’ “American Beauty” og “Road to Perdition”, som ligeledes berørte familieopløsning på en moden og interessant facon. For første gang siden sin Oscar-belønnede præstation i “Monster’s Ball” får Halle Berry for alvor lov til at vise sine evner som skuespiller i rollen som Audrey Burke. Audrey har to søde, små børn med sin mand, Brian, der bliver dræbt på vej hjem fra den lokale kiosk. Den selvsagt chokerede Audrey inviterer efterfølgende Brians stofmisbrugende barndomsven Jerry hjem til sit hus, hvor han får lov til at bo og arbejde.

Audrey inviterer formentlig Jerry på besøg, fordi hun har svært ved at give slip på fortiden, og fordi den nedslidte narkoman var en så betydningsfuld del af Brians liv, at hun på den måde kan få en del af sin mand genoplivet. Men hvis man tror, at de to sørgende mennesker øjeblikkeligt hopper på hinanden for at lindre smerten og påbegynde en splinterny, rosenrød fremtid, kan man godt tro om. “Things We Lost in the Fire” er en forfriskende ukonventionel og stilfærdig film om store følelser, som udelukkende gør brug af naturlige replikker. Filmen mønstrer ingen overrumplende twists, men samtidigt er den enormt uforudsigelig. Kun ganske få af plottets bifigurer virker en anelse karikerede og utroværdige, og deres optræden gør filmen få minutter længere, end den burde være.

Dette er ikke et trættende trekantsdrama mellem en kvinde, hendes afdøde mand og mandens bedste ven, men en bevægende fortælling om to voksne mennesker, der har brug for hinandens venskab og ikke hinandens skød for at komme deres trængsler til livs. David Duchovny er ydermere fornem som den imødekommende Brian. Men det er Benicio Del Toro, som tilsyneladende ikke kan træde en fod forkert, der er trioens mest imponerende komponent. Skuespilleren fra Puerto Rico kan præstere mirakler med øjne og ord, og han gør figurens rejse ekstremt tiltalende helt fra start.

Æstetisk er filmen også ganske ambitiøs. Kameraet bevæger sig langsomt og hensynsfuldt, så man virkelig får lejlighed til at nærstudere skuespillernes kropssprog, som siger ufattelig meget. På samme måde er musikken af Johan Söderqvist og Gustavo Santaolalla aldrig påtrængende eller aggressiv. Parrets fredsommelige kompositioner går perfekt i spænd med billederne. Og så fortælles historien lidt på samme måde som i Alejandro González Iñárritus skelsættende “21 Grams” – hændelser fra fortiden og nutiden blandes, således at filmen nærmere kommer til at virke som en række uddrag fra det virkelige liv end en film med en traditionel dramaturgisk rygsøjle.

De jævnlige tidsspring styrker dramaet i betragtelig grad. Eksempelvis får vi lov til at se Jerry møde op til sin henfarne vens begravelse et stykke tid inden, vi ser ham blive informeret om Brians død. På den måde lærer vi karakteren at kende, inden vi overværer ham få sit livs formentlig tristeste nyhed. Dette gør netop dén fuldstændig uforglemmelige scene endnu stærkere. Historiens særprægede flow gør det også muligt for Brian at dukke op i flere veltimede flashbacks, hvorfor han fremstår som et essentielt bindeled mellem karaktererne og ikke blot et plotelement, der bare skal fejes af vejen, så fortællingen om enken og narkomanen hurtigt kan skydes i gang.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. “Things We Lost in the Fire” har et meget specielt look, der gengives godt på dvd. Gryn bruges sparsomt i et forsøg på at skænke filmen et mere råt, dokumentarisk udseende, og det lykkes fornemt. Kun yderst sjældent figurerer der lige lovlig meget gryn, som afføder få komprimeringsfejl, men derudover er der ikke noget dårligt at sige om transferet. Farverne er som regel meget mætte. Især de grønne nuancer i Audreys have er appetitlige, og edge-enhancement dukker aldrig op. Billedet er skarpt hele vejen igennem, kontrasten er god, og farvetemperaturen er stabil. Alt i alt et fornemt, filmlignende transfer.

AudioDet engelske Dolby Digital 5.1-mix lyder forbavsende fladt. Ganske vist er replikkerne tydelige, men de savner ofte mere rumklang og lyder tit spidse. Musikken folder sig ganske godt ud, men hverken musikken eller lydeffekterne tager særlig ofte baghøjtalerne i brug, hvilket er en skam, eftersom mange af filmens locations garanteret havde virket mere livagtige, hvis flere effektive atmosfærelyde var blevet produceret. LFE-kanalen udnyttes sjældent, og der er ingen nævneværdige panoreringer.

EkstramaterialeSå snart skiven smækkes i afspilleren, præsenteres man for trailere til “Drageløberen”, “Margot at the Wedding” og “No Country for Old Men”. Traileren til “Things We Lost in the Fire” befinder sig også på skiven. Det samme gør i alt syv hæderlige slettede scener (10 min.) og dokumentaren “A Discussion About Things We Lost in the Fire” (21 min.), som byder på en del interessante interviews med bl.a. Bier og skuespillerne, selvom featuretten er forholdsvis kort. Sam Mendes dukker også op og diskuterer alt fra manuskriptet til Bier, som folk tydeligvis respekterer meget.