The Little Lebowski og legenden

Clint Eastwood er blandt de få skuespillere, som har holdt i mange årtier uden rigtigt at være strøget ud af scenen på noget tidspunkt. Bevares, han havde ikke meget drøn på i 90’erne, men siden 60’ernes spaghettiwesterns har manden med det vejrbidte ansigt haft over 50 roller – de fleste af dem hovedroller. I 00’erne har han fået sit comeback – ikke mindst som instruktør – og er efterhånden blevet lige så populær som i 70’erne, hvor han som forbrydernes skræk, Dirty Harry, ryddede ud i San Fransisco.

Midt under en prædiken i en lille kirke på landet træder en gangster ind og begynder at skyde løs på præsten, spillet af Clinten. Der udbryder panik, og præsten løber for sit liv. Gangsteren følger efter, men ender med at blive kørt ned af den unge Lightfoot, spillet af Jeff Bridges, som få minutter forinden har stjålet en lækker sportsvogn. Han tager den flygtende præst med om bord, men finder hurtigt ud af, at præsten ikke er, hvad han udgiver sig for.

“Thunderbolt and Lightfoot” portrætterer en del af USA, som af mange opfattes som “det ægte Amerika” – ude på landet i mindre samfund, hvor en mand er en mand, og man støder på det ene stykke americana efter det andet. Filmen oser af 70’er-æstetik og minder om en blanding af “Butch Cassidy and the Sundance Kid”, “Ud at køre med de skøre” og “Convoy”. Tonen er skarp og humoristisk (på trods af danske oversættelser som “knep en rapand” og ”røvbanan”), men alvoren trænger ind nu og da, så der ikke går alt for meget gøgl i den.

Clinten og den unge Bridges udgør et godt makkerpar – den ældre, rutinerede og garvede slyngel og den unge, energiske, rodløse opkomling. Sammen drager de ud på et roadtrip, hvor de render ind i den ene sære situation efter den anden. Karaktererne, de møder, er uden tvivl personer, man kunne møde i virkeligheden, men at møde så mange mærkelige mennesker i løbet af så kort tid giver filmen et lidt gakket præg, som gør det svært at leve sig ind i historiens mere alvorlige øjeblikke. For de to hovedpersoner er de mange situationer blot endnu et eventyr, og deres umiddelbare accept af alt, de møder på deres vej, vidner om to mennesker, der har set et og andet i deres liv.

“Thunderbolt and Lightfoot” er instrueret af Michael Cimino, som bestemt ikke er en hr. Hvem-Som-Helst. Fire år senere instruerede han “The Deer Hunter”, der af mange betragtes som en af de bedste krigsfilm nogensinde. Der er meget langt mellem de to film, men de har dog det tilfælles, at historierne drejer sig om et venskab mellem mænd, som kommer ud i nogle situationer, der sætter alt på spidsen.

“Thunderbolt and Lightfoot” er på mange måder et tværsnit af Hollywood i 70’erne. Biljagter, de støvede landeveje, friske one-liners, det seksuelle frisind og næve-slagsmål mellem mænd, som sjældent sparker på én, der ligger ned. Filmen er ganske underholdende, ofte mest af alt fordi man undres over den umiddelbare og naturlige tilgang til visse situationer, som man nu om dage ville behandle med et anderledes udtryk. Det er langt fra Clintens og Bridges’ bedste værker, men underholdende er den bestemt!

Video

Præsenteret i 2.35:1… letterbox?! Hvem laver dog en letterbox-udgivelse nu om dage, hvor alle har widescreen-tv? Her har man købt et fancy fjernsyn, og så udnyttes under halvdelen af det. Digitaliseringen af filmen er sådan set udmærket, bortset fra sort-niveauet, som er temmeligt gråt, men der forekommer en del ridser på den gamle filmrulle. Det helt store problem er dog stadig formatet – stor kikser.

Audio

Dolby Digital, to kanaler. Stereospor er ikke så spændende, nu hvor vi har vænnet os til at være omgivet af lyd. Af et stereospor at være er det dog ret godt. Det er tydeligt at høre, at filmen er optaget for en del år siden, for dialogen mangler den bløde afrunding af stemmen, som kan opnås nu om dage. Det gør dog ikke spor, men vækker blot minder om en forgangen tid i Hollywood.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet på dvd’en er ikke noget at råbe hurra for. Der er lidt trivia om filmen, nogle trailere og plakater, biografier for Clinten, Bridges og Cimino samt en samling stillbilleder. Det er mildest talt ikke sindsoprivende.