THX 1138: The George Lucas Director’s Cut
Udgivet 6. okt 2004 | Af: Michael Andersen | Set på DVD
Lucas beskriver selv filmen som et billede på hvordan han så samfundet i 1970’erne, men filmen holder sig ikke til en bestemt tidsperiode. Med “THX 1138” har Lucas nemlig konstrueret en tidløs verden: alt – væggene, menneskerne, robotterne – er uden individuelle kendetegn; karakterløse uden fortid eller fremtid. Filmen kunne ganske enkelt være lavet for mange år siden, i dag eller i morgen.
En anden kvalitet ved filmen er hvordan formen låner fra det som filmen handler om. Mentaliteten bag filmens forbrugssamfund og hovedpersonens sindstilstand kommer til udtryk i formen. Et klart eksempel på det er filmens fængsel, som udelukkende er et hvidt og lysstærk rum, der hverken er omgivet af tremmer eller vagter. De indsatte bliver i deres “celle” fordi de får besked på det. Fangerne er med andre ord kun fangere fordi de selv tror de er det. Hovedpersonen bryder med denne tankegang og kan derfor bare spadsere væk. Selvom politiet kommer efter ham, udmunder jagten i en begavet slutning, som bevidst er helt ude af trit med hvad vi forventer os af en menneskejagt på film, men som er 100 % i trit med filmens egen stil og portræt af forbrugssamfundet.
“THX 1138” er som nævnt blevet shinet op, hvilket bl.a. betyder ankomsten af en helt række nye effekter, der har åbnet filmen op og løsladt den fra begrænsningerne af det oprindelige lave budget og gjort den større i format. Hvilket egentligt er unødvendigt, fordi netop det oprindelige trængte og klaustrofobiske miljø var en refleksion af samfundets tankesæt. Men ikke desto mindre fungerer det nye look og filmen er så klart blevet til en æstetisk lækkerbisken.
“THX 1138” arbejder med temaer som går igen i Lucas’ andre film, men aldrig har de været så selvstændigt behandlet som her, og gradvist har Lucas siden forladt den form for kompromisløse styrke som han ligger for dagen i filmen. Desværre, må man sige, fordi alt imens Lucas’ karriere er blevet synonym med Star Wars og producerrollen, minder “THX 1138” én om, at det kunne have været blevet til så meget mere for instruktøren George Lucas.
På disk 2 finder man 2 programmer som er produceret specielt til denne udgivelse. “Artifact From the Future: The Making of THX 1138” og “A Legacy of Filmmakers: The Early Years of American Zoetrope”.
Sidstnævnte er ekstramaterialets perle og fortæller historien om en række unge filmskabere (anført af Francis Ford Coppola og George Lucas), som i slutningen af 60’erne skabte American Zoetrope – deres eget selvstændige filmselskab. Programmet fokuserer på tiden hvor selskabet udspringer af ånden fra ungdomsoprøret til et par år senere, hvor den manglende succes for selskabets første film, “THX 1138”, blev en brat ende på drømmen om et uafhængigt filmparadis og næsten bortgangen på selskabet. Programmet bæres frem af en lang række interessante interview klip, hvor selv George Lucas’ anekdoter/vittigheder, som man normalt kun ser rygklapperne på LucasFilm grine af, er sjove og humørfyldte. Programmet er en lækkerbisken for filmelskere af 60-70’ernes amerikanske filmkunst, men er fortalt med en sådan stor filmglæde og et engagement, at selv enhver ikke-filmnørd vil blive revet med. Programmet er uden tvivl et af de bedste filmprogrammer længe.
Af ældre dato finder man “Bald”, som er et “bag om kameraet”-program og ikke mindst Lucas’ rå studentfilm, “Electronic Labyrinth THX 1138 4EB”, som hovedfilmen bygger på.
En flot omgang af ekstramateriale afrundes med en række trailere.
Som udgangspunkt arbejder “THX 1138” med en velkendt socialkritik, men under overfladen på denne nedtonet og imponerende debutfilm gemmer der sig en tidløs og atypisk “mand på flugt”-film. Filmen er ganske enkelt en nydelse i denne indholds- og udseendesmæssige flotte DVD-udgivelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet