FilmenGeorge Lucas’ første spillefilm, “THX 1138”, fik en kold modtagelse tilbage i 1971 og blev hurtigt gemt af vejen, og her 33 år senere betegnes den stadig som lidt af en underlig fisk, som de fleste nok har hørt om men få har set. Nu er den så blevet shinet op og blevet relanceret som en director’s cut version, men om “THX 1138” nogensinde får sit store gennembrud er tvivlsomt, fordi den er akkurat så mystisk og glædesløs som dens titel – for ikke at tale om langsom og kedelig, men det er heldigvis kun på overfladen. Kigger man dybere finder man et fantastisk værk, som både er formmæssigt og intellektuelt interessant.

Hovedpersonen, THX 1138, lever i et overvåget og sterilt samfund som har fjernet sig fra livets nederdrægtige og problematiske sider. For at bevare det sådant, bliver beboerne forbudt at vise følelser og eventuelle problemer løses af piller og vareindkøb. Som udgangspunkt er filmen egentlig bare bygget over en række science-fiction-klicheer; lånte ideer fra litterærer værker som Orwells “1984”, Bradburys “Fahrenheit 451” og Huxleys “Fagre ny verden”. Senest så man et lignende scenario udspille sig i “Cubic” (“Equilibrium”), og som sådan er begge film egentligt ganske uoriginale og ikke videre interessante. Men akkurat som “Cubic” har “THX 1138” heldigvis også andet at byde på.

Lucas beskriver selv filmen som et billede på hvordan han så samfundet i 1970’erne, men filmen holder sig ikke til en bestemt tidsperiode. Med “THX 1138” har Lucas nemlig konstrueret en tidløs verden: alt – væggene, menneskerne, robotterne – er uden individuelle kendetegn; karakterløse uden fortid eller fremtid. Filmen kunne ganske enkelt være lavet for mange år siden, i dag eller i morgen.

En anden kvalitet ved filmen er hvordan formen låner fra det som filmen handler om. Mentaliteten bag filmens forbrugssamfund og hovedpersonens sindstilstand kommer til udtryk i formen. Et klart eksempel på det er filmens fængsel, som udelukkende er et hvidt og lysstærk rum, der hverken er omgivet af tremmer eller vagter. De indsatte bliver i deres “celle” fordi de får besked på det. Fangerne er med andre ord kun fangere fordi de selv tror de er det. Hovedpersonen bryder med denne tankegang og kan derfor bare spadsere væk. Selvom politiet kommer efter ham, udmunder jagten i en begavet slutning, som bevidst er helt ude af trit med hvad vi forventer os af en menneskejagt på film, men som er 100 % i trit med filmens egen stil og portræt af forbrugssamfundet.

Netop fordi filmen går imod det typiske handlingsforløb og nægter at lade publikum komme under huden eller bare tæt på filmens “helt”, vil den også blive opfattet som langsom og kedelig hos nogle. Også dialogen er atypisk: ”1642, prøv 612. Han har vist en 818. 4814, undgå 714 og 2336″ – virker måske ikke så ualmindeligt i disse SMS-tider, men generelt er dialogen kuriøs og holdt på et minimum. Filmen er i stedet båret frem af Walter Murchs evigt tilstedeværende lyddesign, og Lucas’ stærke øje for det visuelle og aldrig har hans kolde, distancerende og dokumentariske stil virket så passende som her.

“THX 1138” er som nævnt blevet shinet op, hvilket bl.a. betyder ankomsten af en helt række nye effekter, der har åbnet filmen op og løsladt den fra begrænsningerne af det oprindelige lave budget og gjort den større i format. Hvilket egentligt er unødvendigt, fordi netop det oprindelige trængte og klaustrofobiske miljø var en refleksion af samfundets tankesæt. Men ikke desto mindre fungerer det nye look og filmen er så klart blevet til en æstetisk lækkerbisken.

“THX 1138” arbejder med temaer som går igen i Lucas’ andre film, men aldrig har de været så selvstændigt behandlet som her, og gradvist har Lucas siden forladt den form for kompromisløse styrke som han ligger for dagen i filmen. Desværre, må man sige, fordi alt imens Lucas’ karriere er blevet synonym med Star Wars og producerrollen, minder “THX 1138” én om, at det kunne have været blevet til så meget mere for instruktøren George Lucas.

VideoBåde billede og lyd er naturligvis THX-godkendte. Billedet er gengivet i Anamorphic Widescreen med 2.40:1. Selvom billedet er digitalt remasteret forekommer der enkelte stedet lidt skidt. Det kan bl.a. ses i de lysstærke, hvide scener. Også lidt bløde billeder kan spores, men ellers er kvaliteten af farverne og detaljeringen så rundhåndet at man glemmer at filmen er fra 1971.

AudioLydsporet er Dolby Digital 5.1 og er helt i stil med filmen tilbageholden. Det nye mix reflekterer udmærket rygraden af filmens oprindelige lydspor. Vægten er lagt på fronten og surround-effekterne bliver hovedsagelig brugt til at levere en atmosfæriske stemning. Den hårde og barske 1970’er lyd, som bl.a. dialogen består af, kan ikke ligefrem karakteriseres som velpoleret, men passer derfor perfekt ind i filmens hårdhjertet univers.

EkstramaterialeEkstramaterialet indledes med et spændende kommentarspor med George Lucas og Walter Murch, som begge entusiastisk går i detaljer med filmens ideer og tema. Der er også mulighed for at opleve filmen via “Theatre of Noise Experience”, som er et isoleret lydspor med udelukkende lydeffekter og musik. Vælger man samtidigt featuren “Master Sessions” vil Walter Murch i videosekvenser afbryde filmen for at kommentere sine valg af lydeffekter etc.

På disk 2 finder man 2 programmer som er produceret specielt til denne udgivelse. “Artifact From the Future: The Making of THX 1138” og “A Legacy of Filmmakers: The Early Years of American Zoetrope”.

Sidstnævnte er ekstramaterialets perle og fortæller historien om en række unge filmskabere (anført af Francis Ford Coppola og George Lucas), som i slutningen af 60’erne skabte American Zoetrope – deres eget selvstændige filmselskab. Programmet fokuserer på tiden hvor selskabet udspringer af ånden fra ungdomsoprøret til et par år senere, hvor den manglende succes for selskabets første film, “THX 1138”, blev en brat ende på drømmen om et uafhængigt filmparadis og næsten bortgangen på selskabet. Programmet bæres frem af en lang række interessante interview klip, hvor selv George Lucas’ anekdoter/vittigheder, som man normalt kun ser rygklapperne på LucasFilm grine af, er sjove og humørfyldte. Programmet er en lækkerbisken for filmelskere af 60-70’ernes amerikanske filmkunst, men er fortalt med en sådan stor filmglæde og et engagement, at selv enhver ikke-filmnørd vil blive revet med. Programmet er uden tvivl et af de bedste filmprogrammer længe.

Af ældre dato finder man “Bald”, som er et “bag om kameraet”-program og ikke mindst Lucas’ rå studentfilm, “Electronic Labyrinth THX 1138 4EB”, som hovedfilmen bygger på.

En flot omgang af ekstramateriale afrundes med en række trailere.