Rengøringens kunst

Det kan være ganske godt tv at se det mest møgbeskidte hjem blive forvandlet af enten ejerne, rengøringseksperter eller – i særligt grelle tilfælde – med myndighedernes indblanding. En hverdagsagtig handling, der appellerer til tilfredsstillelsen i os alle, når rod forsvinder, og kaos bliver afløst af orden (der selvfølgelig kan være lige så tilfredsstillende den anden vej rundt). “Thy Father’s Chair” er et studie i denne rengøringskunst, der modsat tv-programmerne giver en hel time og et kvarters indføring i oprydning.

Der er gudhjælpemig også meget at rydde op. Årsagen er de to jødisk ortodokse tvillingebrødre, Abraham og Shrag, der har overtaget forældrenes hus og samlermani efter deres død. Intet bliver kastet ud. Heller ikke det let nedbrydelige, som har ophobet sig i boligen i Brooklyn. Samme har kakerlakker og andre invasive insektarter, hvorfor Abraham har bidmærker op og ned ad armene.

Skal brødrene have noget som helst håb om at blive boende, er der derfor brug for damage control. Og det kommer der så. Et professionelt rengøringsteam får til opgave at endevende de jødiske brødres hjem for bras. For derefter at skrubbe det ned for skidt og møg. Rengøringens fremdrift er det egentlige drive og fungerer med stigende fascinationskraft, som teamet får gravet sig ned i affaldsdyngerne. Her ligger mange historier begravet. Også i overført betydning, da fortiden i det jødiske hjem tydeligt har mærket brødreparret: De er intellektuelle troende, men også alkoholiserede tvivlere og fyldt med dæmoner, forstår man, efterhånden som fortidslevnene kommer op til overfladen, og minderne vækkes.

Forfaldsromantikken til trods kan det ikke løfte filmen over det jævnt interessante. Dokumentarfilm er om nogen drevet af deres hovedpersoner, og der er tvillingerne simpelthen for offline. Om de er sindslidende, fulde eller blot excentriske, er svært at afgøre undervejs. I mellemtiden sår det tvivl om intentionen, at de fremstår så ejendommelige, som de gør. Hvor hører de hjemme ud over deres rolle i roderiet? Fortællingens egentlige helte er rengøringsholdet og dets modspil med brødrene. Ikke mindst den kærlighed, det ligger i rengøringen, og den respekt, det udviser over for ejerne. Dét er rørende og viser menneskelighed i en ellers triviel og ubehagelig arbejdsopgave i New York.

Øjeblikkene af kulsort humor fungerer bedst. Blandt andet i den vellykkede parentes-slutning, hvor Abraham sammenligner hjemmet med et gaskammer, da rengøringsteamets jødiske manager advarer ham om insektgift i huset. Joken er så malplaceret, at man bliver i tvivl om, om det er en joke, men reaktionen er ikke desto mindre komisk. Instruktørerne, Antonio Tibaldi og Alex Lora, har blik for det afvigende såvel hos hovedpersonerne som i selve fortællingen. Imidlertid truer udtrykket med at falde sammen, hvor især opdelingen af akter, syv styk – en hvert tiende minut – over godt 70 minutter, forekommer unødvendig.