Tideland
Udgivet 3. jul 2008 | Af: Benway | Set i biografen
Kun i selskab med sin hyperaktive fantasi og det rådnende lig af faderen forestiller hun sig, at han stadig er levende, mens hun taler løs med sine dukker. Udenfor huset møder hun naboerne, der viser sig at være lutter galninge. Blandt dem er Dell, der har mistet synet på det ene øje efter et bistik, samt hendes debile bror Dickins, som altid er iført en dykkerdragt.
Undervejs udsættes hun for diverse prøvelser, men de bliver aldrig særlig interessante. Hvor vi i “Pans labyrint” aldrig var helt sikre på, om hovedpersonens sære oplevelser var virkelige eller ej, så ved vi her fra starten, at de ikke er det, og derved forsvinder også enhver form for spænding eller mystik. I stedet slæbes man gennem adskillige passager, som hurtigt bliver dræbende kedelige. Terry Gilliam har altid været mand for at skabe mindeværdige billeder, og den evner svigter ham da heller ikke her, hvor den vilde kameraføring desorienterende bevæger sig rundt i husene, og der er vist næsten flere skæve vinkler end lige gennem filmen. Ikke mindst undervandsoptagelserne er også duperende at overvære.
Terry Gilliam har stået bag mange fantastiske værker såsom “Brazil”, “The Fisher King” og “Fear and Loathing in Las Vegas”, og ofte har en del af filmenes succes været deres angreb på almindelige konventioner. “Tideland” er dog et komplet fejlskud, og det bliver ikke mindst tydeligt i dens sidste stunder, hvor den går fra kedsommelig til decideret frastødende. Gilliams sædvanlige sans for drømme og menneskelighed går fløjten her, og vi efterlades med en ubehagelig tom og kold historie. Flot er den, men resten af filmen stinker næsten lige så slemt som faderens rådnende lig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet