Instruktøren Jean-Jaques Annaud lavede i 1988 en film der hed “Bjørnen”. Ligesom “Tigerbrødre” handlede den om en dyreunge, som blev væk fra sin moder og måtte klare sig selv. “Bjørnen” var et mesterværk. Det er “Tigerbrødre” ikke. Hvis man med “Tigerbrødre” forventer at se en film i stil med “Bjørnen”, bør man revidere sin opfattelse, for de to film er vidt forskellige trods deres let sammenlignelige temaer.

“Tigerbrødre” foregår i “et fjernt land” (som minder ikke så lidt om Indien) i starten af 1900-tallet, hvor England besad kolonier over hele verden. Annaud har formået at skabe en god og troværdig 1900-tals stemning hele filmen igennem. Men hvorfor originaltitlen er “Two Brothers”, når filmen primært portrætterer den britiske arrogance over for deres koloniers kultur- og ikke har tigerne som primus motor – er en gåde.

En af “Tigerbrødres” helt store forcer er den afstand den lægger til mange andre film af denne genre – altså film, hvor de store roller spilles af dyr. I f.eks. Disneys univers undergår dyr som oftest en besjæling – de bliver tillagt menneskelige egenskaber og tanker og giver dermed det unge publikum en forkvaklet ide om, at “sådan er dyr i virkeligheden”. Men dyr er dyr, og de handler ud fra instinkter – og det viser “Tigerbrødre”. Af rent narrative grunde er der selvfølgelig undtagelser, og tigerne er naturligvis opdrættede i den virkelig verden, men i det store hele fremstår de langt mere dyriske end menneskelige. Det er dejligt at se.

Da denne anmeldelse beskæftiger sig med den dansk-synkroniserede version af filmen, skal de danske stemmer selvfølgelig have et ord med på vejen. Og der er heldigvis ikke så meget at komme efter. Replikkerne fungerer fint, og stemmerne er troværdige. Med én undtagelse: Ole Thestrup. Hvorfor Ole Thestrup er valgt til rollen som den tykke, sleske og smådumme guvernør er indlysende. Det er jo den rolle, vi plejer at se ham i. Men hele vejen igennem filmen lyder det, som om han kæmper sig væk fra sin bondejyske dialekt. Det lykkedes bare aldrig i mere end én sætning ad gangen. Guvernørens grafiske herkomst veksler simpelthen fra replik til replik.

At sammenligne “Tigerbrødre” med “Bjørnen” er urimeligt, men også umuligt at komme uden om. “Bjørnen” var et mesterværk i kraft af de fabelagtige naturbilleder og de svære skud, som kompliceredes af bjørnenes uforudsigelige færden. “Tigerbrødre” besidder kun en skygge af disse kvaliteter, og filmen lider ganske enkelt under den store kontrol, som den udstråler. Man kan som publikum mærke, at tigerne er dresserede og kommer derfor til at savne de små spontane udfald fra dyrene, som “Bjørnen” levede højt på.