At gøre eller ikke at gøre

Hvad betyder noget? Kun to ting ifølge Volker Schlöndorffs “Tilbage til Montauk”: Ikke at gøre noget – og fortryde det, og at gøre noget – og fortryde det. Den filosofiske påstand handler her om at opsøge ’the one that got away'. Og hvorvidt det er fair over for ægtefællen? Det er det selvfølgelig ikke, men jeg plejer at kunne tilgive det, hvis kærligheden mellem de elskende er til at føle som i “Before Sunset”. Jeg føler den bare virkelig ikke her mellem Stellan Skarsgårds Max og Nina Hoss’ Rebecca.

De spiller begge to ellers ganske fint skuespil. På en underspillet, europæisk manér tilpas med accent, så de stadigvæk kan holde sig på den kunstneriske side på deres visit med Volker Schlöndorff til Amerika. Desværre er deres underspil for indelukket, når det kommer til scenerne sammen. De glemmer i deres egne rejser ind i Max og Rebecca, at de har en anden, de skal spille sammen med. En, de skal spille at have haft en lang og vigtig historie sammen med. Men jeg kan ikke mærke historien eller dem, for de kan ikke mærke hinanden. De har ikke nogen kemi, hvilket burde være i hovedsædet, når det kommer til et romantisk drama.

Det burde i det mindste være det vigtigste, hvis man skal tro på deres kærlighed. Det bliver så banalt og overskrevet, at jeg tvivler på, om jeg skal tro på det? Som da de står på den menneskeforladte, smukke strand, på ingen måde generet af efterårsvinden, og fortæller alt det vigtige, de føler nu, og har følt før. “Jeg er lykkelig nu. Lykkelig her. Lykkelig!” siger Skarsgård mere til sig selv end til Hoss sammen med et halvhjertet: “Jeg vil forlade min kone for dig.” De taler så meget om deres følelser. Men de føler ingenting. I hvert fald ikke for hinanden.

Er det pointen? At deres kærlighedsaffære hverken nu eller aldrig har været så mærkbar, som den er blevet ophøjet til på siderne af Skarsgårds forfatterkarakters bog? Måske er det pointen, men så er det godt nok en kedelig en af slagsen, da det heller ikke rigtig gør ondt på Forfatteren. Hverken før mødet med Rebecca, da han lyver for sin kone, eller efter da han kommer tilbage fra Montauk. Faktisk er Skarsgårds kemi bedre med Susanne Wolff, der spiller konen Clara. Hun er også den bedste karakter; hun er både sin egen, lever sit eget liv med fest, venner og arbejde, men er også konen, der kan og må leve med en mand som Max.

Max og Clara virker, som om de har levet et liv sammen grundet skuespillernes kemi. Med kærlige blik fra den ene, mens den anden snakker. De tager det roligt i hinandens selskab og snakker om deres forhold og problemer uden påtaget patos som hos Max og Rebecca, der bare siger Volker Schlöndorffs overskrevne replikker til hinanden. Det er ærgerligt, men det er et bevis på, at kemi ikke er noget, der kan konstrueres. Uanset skuespiltalent. Der er en grund til, at jeg hellere end gerne bruger timevis på at se på “Before”-parret spillet af Ethan Hawke og Julie Delpy gå gennem Wien og Paris’ gader og snakke om alt og intet. For jeg tror på, at de har en historie, fordi kemien i mellem dem ikke er til at skyde igennem.