Den produktive koreanske instruktør Kim Ki-Duk formår gang på gang i sine film både at fryde og udfordre med sin særegne tilgang til filmmediet og med emner, der griber fat om ikke altid behagelige aspekter af et moderne koreansk samfund. Det samme gælder for filmen “Time”, der med et klassisk jalousidrama som ramme alligevel formår at fremstå som en ganske alternativ filmoplevelse.

Som mange par før dem er Seh-hee og Ji-woo nået til et punkt i deres forhold, hvor det fysiske samværd efterhånden er blevet en pligt på linje med opvasken. Ji-woo ser sig ofte om efter andre kønne kvinder, hvilket driver Seh-hee til voldsomme udbrud af jalousi, til stor irritation for Ji-woo. I sin desperation over at genskabe den erotiske kontakt til Ji-woo opsøger Seh-hee en plastikkirurg for at få et nyt ansigt. Efterfølgende forsvinder hun dog fra Ji-woos tilværelse. Ji-woo forsøger i første omgang at finde Seh-hee, men opgiver ævred efter nogen tid og prøver at komme sig over tabet ved at indlede det ene forhold efter det andet med forskellige kvinder. Ingen af dem synes dog at være rigtige for ham, indtil han møder en imødekommende servitrice, men er alt, som det ser ud til i det nye forhold?

Den selvlærte instruktør Kim Ki-Duk er om nogen en filmmager, der forstår at kombinere sine billeder med de historier, han fortæller, så det går op i en højere filmisk enhed. Filmmediet synes at passe perfekt til hans historier, med deres fokus på de ordløse aspekter af menneskelige relationer.

Også i “Time” er billedsiden med til at understøtte filmens tema om kropslig fremmedgørelse både i forholdet til en selv og ens nærmeste, hvor de mange glas- og spejlflader i bybilledet reflekterer den langsomme splintring af personernes identitetsopfattelse og den porøse kvalitet, der tillægges personernes fysiske ydre, når det nu kan forandres efter forgodtbefindende takket være den seneste plastikkirurgis mirakler.

Med fokus på de emotionelle konsekvenser af plastikoperationer formår “Time” at nå udover det følelsesmæssige navlepilleri og kæresteskænderierne over kaffekoppen, der ofte er at finde i kærlighedsdramaet, og i stedet inkorporere det omkringliggende samfund som en del af grundlaget for parforholdets krise. Den konstante jagt på det nye og spændende synes ikke blot at være en personlig brist for Ji-woo og Seh-hee, men er tilstede i alle lagene af samfundet. Her er fysisk identitet blevet en udskiftelig vare på linje med tøj og musiksmag. Men betyder denne konstante forandring overhovedet noget, hvis det, der ønskes forandret, er en mangel i den indre personlighed? Vil vedkommende i stedet ikke bare være dømt til at begå de samme fejltagelser blot i nye klæder og krop?