Knap nok var man kommet sig over James Bonds stilede og ærefulde tilbagevenden efter 6 års dvale i “GoldenEye”, før gulvtæppet blev fuldstændig revet væk under én i 1997 med “Tomorrow Never Dies”. Filmen er nærmest én stor, kedsommelig opsummering af alle de ting, man på forhånd kunne have frygtet, at “GoldenEye” ville have budt på i kølvandet på Sovjetunionens fald og agentens lettere dalende popularitet: en fuldstændig ineffektiv skurk, ingen virkelig mindeværdige højdepunkter, ingen interessante skønheder, teknisk rutineprægenhed og platte vitser. Kort sagt: tegn på, at Bonds filmiske karriere desværre var enden nær. Igen.

Heldigvis fik man rettet op på den synkende skude nogle år senere, men dette er stadigvæk seriens absolutte lavpunkt.

Lad os starte med filmens plot. En multimilliardær avismand (spillet af Jonathan Pryce – mindst lige så kedelig her som i de to “Pirates of the Caribbean” film) planlægger at starte en forfærdelig krig mellem vesten og Kina. Noget lignende er set i “You Only Live Twice”, hvor skurkene forsøgte at få Sovjet og USA til at bekrige hinanden, for derefter at overtage herredømmet over resterne af verden. Men hvad er Pryce ude efter? Land? Løsepenge? Nej da, han vil naturligvis have flere tv-seere og sælge flere aviser. Hvilket jo giver klar mening. For når størstedelen af verden er forvandlet til en radioaktiv ørken, hvad har man da så bedre at tage sig til end at fatte en avis, læse de seneste nyheder og løse dagens soduku?

James Bond er i forvejen en så uovervindelig og ufejlbarlig superhelt, at hvis man ikke respekterer, tror på eller interesserer sig for Bonds dilemma og dermed også filmens skurk, falder det hele til jorden. Og selv en skuespiller som Pryce kan intet stille op med en rolle tyndere end rispapir. Skurkens højre hånd er en omvandrende tysk mur i form af Götz Otto, som er lige så dårlig til at spille skuespil som til at tale engelsk. Til at assistere Bond er en smuk Teri Hatcher og en højtsparkende Michelle Yeoh. Sidstnævnte er nok filmens eneste mindeværdige karakter udover Bond. Men selv om der er en ganske fin kemi mellem Yeoh og Brosnan, er det simpelthen ikke nok til at vække ens empati eller interesse. Glem science-fiction genren, “Tomorrow Never Dies” er en af mediets til dato bedste afbildninger af et vakuum.

Komponist David Arnold skulle senere hen levere noget ganske hæderligt musik til serien, men i “Tomorrow Never Dies” synes han stadigvæk ikke at være tilpas med det store ansvar, og hans musik ender med at virke tam og idéforladt. De uundgåelige actionscener er af og til delvist imponerende, men de savner gejst. Det samme gør filmen, der aldrig tager sig tid til rigtig at more sig og ender med at blive en på alle måder kedelig oplevelse, der er svær at tygge sig igennem. Kun en enkelt scene med Bond og den altid vidunderlige Desmond Lleewelyn som Q resulterer i oprigtig latter. En højspændt intro sætter også fint fut i løjerne, men intet efterfølgende efterlader varigt indtryk.

“Tomorrow Never Dies” skrev historie, da det blev filmmediets første spillefilm overhovedet, der allerede inden premieren havde tjent alle sine budgetomkostninger ind grundet gevaldig brug af product-placement. En følelse af kreativitetsblottet, kommerciel forretningsmentalitet gennemsyrer næsten alle filmens 114 minutter. Dette er den værste Bond-film til dato.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Som forventet ser den relativt nye “Tomorrow Never Dies” godt ud på dvd. Farverne udstråler tilpas styrke og troværdig fylde, digital støj er tilstedeværende men minimal, kontrasten er drøngod og billedets skarphed vedvarende. En lille mængde udtværing er billedsidens eneste reelle skavank.

AudioDe engelske Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 lydspor på denne udgivelse er begge enormt imponerende, velmixede og veltilrettelagte. Manglen på den lille ekstra portion saft og kraft, som flere af lydeffekterne (især dem fra frontkanalen) kunne have haft gavn af, er til at leve med, når man begynder at opleve lydsporenes mangfoldige herligheder. Panoreringer er der mange af, og de er som regel effektive og naturtro. Subwooferen får også lov til at levere sine distinkte dybe toner flittigt og effektivt, hvor DTS-sporet dog i sidste ende formår at udnytte LFE-kanalen bedst samt at skabe en bedre atmosfære. Formidabelt.

Ekstramateriale”Tomorrow Never Dies” var den første Bond-film, som fik den ordentlige special-edition behandling på dvd. Ekstramaterialet fra de tidligere udgivelser af filmen er blevet overført til denne nye ‘Ultimate Edition’-udgivelse sammen med en masse nyproducerede sager.

Disc 1 byder på to kommentarspor, det ene med stuntlegenden og assistentinstruktøren Vic Armstrong og producer Michael Wilson, det andet med manuskriptforfatteren Daniel Petrie Jr. (som intet havde med “Tomorrow Never Dies” at gøre) og instruktør Roger Spottiswoode. Hvis du syntes, filmen var kedelig, så bare vent! Disse to kommentarspor er simpelthen gabende kedelige, fyldt med mumlen, kedsommelig skulderklappen og retorisk pladder.

Derudover byder disc 1 også på et lydspor udelukkende bestående af David Arnolds musik, hvilket også var at finde på den tidligere udgivelse, men ikke bliver nævnt på skivens omslag. Selvom Arnolds musik ikke er synderlig interessant, er det her er en herlig funktion, som alt for få dvd’er indeholder.

Disc 2’s første undermenu, “Declassified: MI6 Vault”, byder på ni slettede/forlængede scener, som alle introduceres kort af instruktøren. Et enkelt ekstra øjeblik med Q er faktisk ganske nydeligt. Men mange af scenerne virker unødvendige, og ville blot have gjort en allerede for lang film længere. Klikker man på “Expanded Angles” får man mulighed for at studere diverse scener fra flere alternative vinkler. “Highly Classified: The World of Bond” (58 minutter) er en enormt lang dokumentar, der indeholder et væld af interviews med filmens bagmænd og skuespillere, og som går tæt på flere af filmens aspekter. Men på trods af dens længde er den ikke altid lige interessant eller informativ – selvom den da slet ikke er nogen dårlig dokumentar. Den er for øvrigt blevet kapitelopdelt, hvilket er en klar fordel. Til slut indeholder sektionen den spøjse, underholdende musikvideo til Mobys forrygende remix af seriens tema.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

Næste sektion er “Mission Dossier”. Her finder vi “The Secrets of 007” (43 min.), som er en særdeles vedkommende og velklippet dokumentar, der indeholder interviews med talrige skuespillere, filmmagere og filmkendere (såsom filmanmelder Leonard Maltin), der ytrer sig om Bond-fænomenet. Hårdføre fans vil dog måske nok have hørt det meste i forvejen. Man finder også et kort interview med komponist David Arnold (3 min.), som ikke siger så meget. “Special FX Reel” (3 min.) er en montage af klip med special-effects m.m. Musikvideoen til Sheryl Crows horrible titelsang er her også. Der er et hav af storyboards og korte gennemgange af flere af Bonds avancerede dingenoter.

To underholdende, velkomponerede trailere samt en masse billeder runder pakken af.