Total Recall (2012)

InstruktionLen Wiseman

MedvirkendeColin Farrell, Bryan Cranston, Kate Beckinsale, Bill Nighy, Jessica Biel, John Cho, Bokeem Woodbine, Will Yun Lee, Steve Byers, Currie Graham, Jesse Bond, Brooks Darnell

Længde121 min

GenreSci-Fi, Action

IMDbVis på IMDb

I biografen09/08/2012

Anmeldelse

Total Recall (2012)

4 6
Anonymt actionbrag

Kald mig bare tosset, men jeg så faktisk frem til Len Wisemans “Total Recall”-remake. Jovist, den oprindelige “Total Recall” fra 1990 (eller “Sidste udkald”, som filmen jo hedder på dansk) er stadig pokkers underholdende, især takket være dens vidunderligt overgearede action, spydige humor og Arnold Schwarzeneggers kolossale karisma. Men selvom Paul Verhoevens actionbrag havde et større intellekt end den gennemsnitlige 90’er-actionfilm, så havde den hollandske instruktør angiveligt kun gnasket på overfladen af alt det kød, der lå på forlægget: Philip K. Dicks novelle “We Can Remember It for You Wholesale”. Så jeg krydsede fingre for, at Wiseman ville grave et par spadestik længere ned i Dicks skriverier og gå i en helt anden retning end Verhoevenen med sin filmatisering. Dicks idérigdom og Wisemans flair for solid action (“Underworld”, “Die Hard 4.0”) lignede på papiret en smuk kombination.

Desværre skuffer “Total Recall” anno 2012 – mest af alt, fordi den åbenbart er mere opsat på at vandre i sin forgængers fodspor end på at finde sin helt egen sti. Jovist, i Wisemans film rejser karaktererne aldrig til Mars, og billedsiden har mere tilfælles med “Blade Runner” end “Sidste udkald”, men forskellene er generelt minimale. Rollerne hedder det samme, historien har de samme twists, mange scener går igen (lige fra korte øjeblikke til komplette sekvenser), og selv originalens muterede callgirl med de tre bryster dukker op igen og fyrer sin klassiske oneliner af: ”Du vil ønske, at du havde tre hænder, skatter!”

Wiseman stiler dog tydeligvis efter at levere en mere seriøs affære end Verhoeven, så han dræner praktisk talt filmen for den selvironi, der var med til at gøre originalen så fornøjelig. Et dristigt træk, jovist, men desværre har Wiseman ikke noget godt i ærmet til at udfylde det vakuum, der efterlades af den manglende humor. Hvor de ofte overlagt overgearede præstationer, brogede bifigurer og Schwarzeneggers vittige bemærkninger (”see you at the party, Richter!”) var store plusser i “Sidste udkald”, så fremstår den nye “Total Recall” som en film, der tager sig selv alt for højtidelig og sjældent har det sjovt med at fortælle sin egen og (trods alt) temmelig forrykte fortælling, hvorfor det som tilskuer også bliver svært at more sig.

Irske Colin Farrell har her rollen, som det østrigske muskelbundt havde i originalen: Han spiller Douglas Quaid – en maskinarbejder, der ofte har mareridt, hvori han flygter fra skarpskydende robotter sammen med en fremmed kvinde (Jessica Biel). Både Quaids kone (Kate Beckinsale, Wisemans hustru) og bedste ven (Bokeem Woodbine) afskriver drømmene som flyvske fantasier, men han bliver alligevel fristet til at besøge selskabet Rekall (hvor chefen spilles af en dejligt sprælsk John Cho), så han kan udleve drømmen om at være en adræt actionhelt. For hos Rekall kan de indsætte kunstige minder i knolden, så man får en unik oplevelse uden nogensinde at forlade stolen og computerne hos Rekall.

Men noget går galt under processen, en række soldater trænger pludseligt ind og beskyder alt og alle, og en febrilsk, forvirret Quaid nedkæmper basserne egenhændigt og flygter hjem til konen, som prompte forsøger at dræbe ham. Hvad katten foregår der? Er Quaid i virkeligheden en futuristisk Jason Bourne? En toptrænet soldat med hukommelsestab? Eller sidder han stadig i stolen hos Rekall og drømmer det hele? Som Quaid selv siger (endnu en af originalens berømte replikker): ”Hvis jeg ikke er mig, hvem fanden er jeg så?”

Skillelinjen mellem virkeligheden og fantasien, som var et fascinerende kerneelement i “Sidste udkald”, granskes næsten aldrig i “Total Recall”. Men det er ikke det eneste, filmen savner. Langt de fleste figurer træder aldrig i karakter. Bryan Cranston fra “Breaking Bad” er god som altid, men han har næsten intet at arbejde med i rollen som den magtsyge diktator Cohaagen, og både Jessica Biels heltinde og Bill Nighys oprørsleder virker som eftertanker. Farrell er dog uhyre veloplagt, og hans entusiasme smitter endda til tider. Actionscenerne er også godt skruet sammen – især sekvensen hos Rekall, hvor kameraet flyver lynhurtigt frem og tilbage via en række fastmonterede spor, hvilket giver scenen en helt særlig, visuel dynamik. Men selvom “Total Recall” glimtvis er underholdende og aldrig er decideret kedelig, så føles den i sidste ende bare som en destilleret udgave af “Sidste udkald”.
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. En splinterny og dyr sci-fi-film som “Total Recall” bør se fantastisk ud i HD, og det gør den også. Der er ikke ét tilnærmelsesvis sløret billede, jeg bemærkede aldrig edge-enhancement eller banding, og de generelt jordnære og nedtonede farver gengives perfekt. Visuelt er “Total Recall” en meget dunkel film, der hovedsageligt foregår om natten eller i skumle, skyggefulde lokaler og korridorer, men ingen detaljer går nogensinde tabt i mørket. Bedst af alt: Transferet har en appetitlig, celluloidagtig tekstur. Det er noget af en bedrift, når nu filmen blev skudt digitalt og rummer så mange computergenererede baggrunde og effekter.

Audio

Dolby TrueHD 5.1-lydsporet er nøjagtig lige så fremragende som transferet. Filmens fremtidsunivers summer af liv, og det kan mærkes på den enormt gennemførte lydside. Alt fra flyvende biler til fjern gadeaktivitet optræder jævnligt i de forskellige kanaler, uden at man nogensinde føler, at man drukner i overflødige lydeffekter. Hver eneste replik kommer klokkeklart igennem, og panoreringerne fungerer fortrinligt – når bilerne og togene kører forbi kameraet, føles det vitterligt, som om de farer forbi sofaen i hjemmebiografen. Subwooferen giver også både lydeffekterne og musikken ekstra punch, og nu vi taler om Harry Gregson-Williams’ score, så folder det sig i øvrigt fornemt ud over hele kanalnetværket. Et glimrende mix.

Ekstramateriale

På Blu-ray medfølger en forlænget Director’s Cut-udgave af filmen, som er 12 minutter længere end biografversionen. Ud over at rumme en masse korte øjeblikke og replikker her og der, indeholder denne alternative version også en mindre birollepræstation af selveste Ethan Hawke, som er del af et mindre sideplot, der blev slettet fra biografudgaven, og som faktisk giver historien en smule mere slagkraft og sammenhæng, men som dog ikke styrker filmen så meget, at den fortjener en højere placering på karakterskalaen.

Udgivelsen huser to skiver. Selve filmen ligger på disk 1, og der er blevet produceret et fornemt video-kommentarspor, som, mens filmen kører, disker op med en masse tekstlige anekdoter, storyboards og relevante interviews med filmmagerne og skuespillerne. Indimellem går der nogle minutter imellem klippene, men der leveres mange interessante anekdoter om alt fra kostumerne og kulisserne til filmens stunts og musik. Instruktøren Len Wiseman har også indtalt et almindeligt lyd-kommentarspor til den forlængede udgave af filmen, og han lægger godt ud med at nedsable alle de kedelige kommentarspor, hvor deltagerne blot opremser det, der foregår i filmen. Wiseman er velformuleret, tager kun få pauser og argumenterer godt for sine beslutninger. Hvis man kunne lide filmen, bør man lytte til Wisemans kommentarspor. Han forklarer dog aldrig sin overdrevne brug af lens flares.

På disk 2 er der otte minutters muntre fraklip, ni dokumentarer (samlet varighed: ca. 33 min.) og i alt fem korte, computerskabte sekvenser (samlet varighed: ca. 26 min.), der viser, hvad filmmagerne havde i tankerne, før de indspillede scenerne. Klippene appellerer nok først og fremmest til folk med interesse i computeranimation. Dokumentarerne fokuserer på filmens computereffekter og skuespillere, mens den bedste i bunken, “Science Fiction vs. Science Fact”, indeholder et spændende interview med fysikprofessoren Michio Kaku, som diskuterer, hvor tæt fiktionen i “Total Recall” læner sig op ad den potentielle, fremtidige virkelighed. Interessant og også en anelse skræmmende.

Hvis man har en PS3, får man i øvrigt adgang til en demoudgave af spillet “God of War: Ascension” via en medfølgende kode til PSN. Jeg er fan af “God of War”-serien, så det satte jeg i hvert fald pris på. Det et dog irriterende, at der ikke er nogen tekst på diskene, hvorfor man er nødt til at gætte sig frem til, hvilken der indeholder hvad.

“Total Recall” er slet ikke noget rædsomt remake, men det er heller ikke synderligt godt. Jovist, Len Wisemans genindspilning af Arnold Schwarzenegger-klassikeren “Sidste udkald” er både relativt vellavet og velspillet, men man savner i dén grad overraskelser, alt imens filmen springer fra den ene skudduel til den anden uden at servere meget af værdi i intermezzoerne. Filmens fans kan dog med god samvittighed investere i denne Blu-ray, idet AV-præsentationen er upåklagelig, og ekstramaterialet er interessant og velproduceret. Derfor kan nysgerrige fans af originalen også leje skiven med god samvittighed.

Total Recall (2012)

3 6
Den tynde linje mellem filosofi og action

I den oprindelige “Sidste udkald” fra 1990 kæmper hovedrolleindehaveren Arnold Schwarzenegger på et tidspunkt med filmens hovedskurk, Richter (spring eventuelt denne paragraf over, hvis du endnu ikke har set Paul Verhoevens gemytlige sci-fi-actionbrag). Denne modbydelige slyngel har tidligere sarkastisk inviteret Arnold til en fest, men Arnold er undsluppet og kæmper nu med sin fjende i en elevator. Men så ser han pludseligt sit snit til sejr, svinger Richter ud af liften og ser på, mens skurkens arme bliver revet af. Da Richter falder ned i afgrunden, råber Arnold ”vi ses til festen, Richter!” Herligt. I genindspilningen, “Total Recall” (som også var originalens originaltitel), er Richter bare én robot ud af mange, der er ingen mindeværdige oneliners, og alt er pænt, rent og også en smule karakterløst.

Sammenligningen mellem de to scener siger en del om den nye “Total Recall”. Hvor den første havde sine skønhedsfejl og i den grad var et produkt af sin tid, er den nye flottere, mere elegant og meget kedeligere. Handlingen er som før: Douglas Quaid (Arnolds gamle rolle, som her spilles af irske Colin Farrell) går rundt og keder sig i sit hjem med sin smukke kone (Kate Beckinsale), et job på en fabrik og en lejlighed i et halvskummelt område. Men en dag tager han til firmaet Rekall, der hævder at kunne levere en herlig oplevelse ved at implantere nogle falske, men spændende minder i hjernen – en slags virkelighedstro dagdrøm. Men noget går galt, og pludseligt udvikler den kunstige drøm sig til et ægte mareridt, da Douglas erfarer, at han åbenbart er en hjernevasket spion for en antiautoritær undergrundsbevægelse, som nu jages af Gud og hvermand. Spørgsmålet er bare, om dét nu også er sandheden, eller om det bare er Rekall, der spiller ham et puds.

Farrell er en af de bedste ting ved den nye “Total Recall”. Han er fuldstændig troværdig som Douglas Quaid, der pludseligt må forholde sig til sin nye identitet. Farrell har både en fysik og et af de der særlige ansigter, der lige så godt kunne tilhøre en fabriksarbejder som en spion. Men i rollerne som henholdsvis den onde Lori og den godhjertede Melina kan hverken Beckinsale eller Jessica Biel hamle op med originalens hovedskuespillerinder, Sharon Stone og Rachel Ticotin. I 1990-udgaven var hverken Lori eller Melina de anonyme, kvindelige påhæng, som de er i denne 2012-udgave – de havde tværtimod nerve og en selvsikkerhed, der gjorde dem interessante at følge. Men de forcer mangler både Biel og i særdeleshed Beckinsale, som spilder hele sin spilletid på blot at stirre ondt og vifte med håret.

Filmens kvindelige karakterer er altså ikke imponerende, men det er filmens look derimod. At instruktøren Len Wiseman (i øvrigt Beckinsales husbond) har en fortid i scenografi på film som “Independence Day” og “Stargate” viser sig da også tydeligt, når Douglas Quaid spæner rundt i fremtidens storbyer, der alle har den helt rette undertone af tom håbløshed. Hvis bare der havde været lige så meget kød på historien som filmens æstetik, havde den formentlig været en helt anden og mere interessant oplevelse.

Men det er desværre ikke tilfældet, og i modsætning til originalen rummer Wisemans “Total Recall” ikke mange undertoner – tværtimod er filmen nærmest overbebyrdet med actionscener, der sommetider virker ganske endeløse. Og hvor virkelighed kontra illusion var et centralt tema i “Sidste udkald”, som tilmed bad publikum om at bedømme, hvad der var hvad, har “Total Recall” langt mindre tiltro til sine tilskuerens intelligens. Her er Wiseman mere interesseret i eksplosioner og skudsalver, og det hele er indhyllet i en overfladisk omgang lommefilosofi, der skal få filmen til at fremstå som dét, den absolut ikke er: Dyb. Man savner virkelig originalens tvetydighed og kløgt.

Det er sandsynligvis ikke helt let at begå en dyb actionfilm, men det lykkedes for hollandske Paul Verhoeven i 1990, da han tog Phillip K. Dick-novellen “Erindringer Engros” (originaltitel: “We Can Remember It for You Wholesale”) og gjorde den til allemandseje i biografmørket. Den 2. november 1990 fik “Sidste udkald” dansk biografpremiere, og det var en stor dag for alle danske cineaster. Den 9. august 2012 fik “Total Recall” dansk biografpremiere, og det var en dag som enhver anden.

Kort om filmen

Velkommen til Rekall, det multinationale selskab, der kan forvandle dine vildeste drømme til noget, der ligner virkelige erindringer. For fabriksarbejderen Douglas Quaid virker det – til trods for at han er lykkeligt gift med den smukke Lori – som om en “indre ferie” kan være den perfekte pause fra hans ellers ret rutineprægede liv. Virkelige erindringer om et spændende liv som superspion kan være lige det krydderi, som hans tilværelse mangler. Men da implementeringsproceduren går frygteligt galt, bliver Quaid pludselig en meget jaget mand i virkeligheden, og snart er han på vild flugt fra politiet.