Omstigning til helvede

Der er noget med det lukkede rum, der frister denne verdens historiefortællere. Alt fra kister til telefonbokse og elevatorer er blevet prøvet. Det føles næsten som frivillige benspænd, en altid eskalerende konkurrence om, hvem der kan finde den mest vanvittigt lille kulisse og samtidig underholde. Men det kan også være en kreativ hjælp, der holder karaktererne fast i en trykkoger og intrigen gående. Sådan føles det i hvert fald i “Train to Busan”, der på dygtig vis kombinerer den evige zombiefilm med et af de mest populære lukkede rum: det ustoppelige tog.

Åbningen er klassisk katastrofefilm. Orden inden kaos. Togets rutiner gennemgås, og passagererne pisser territoriet af. En fraværende far, der skal aflevere sin datter hos mor og være hjemme på børsen inden frokost. En smart fyr med smuk, gravid kone. En aggressiv forretningsmand osv. Kommende kujoner og helte er tydeligt tegnet op, men der ofres mere tid og humor på de indbyrdes relationer end i mange lignende film. Skuespillerne har simpelthen noget plads til at arbejde. Fx er Yoo Gong både en sympatisk og irriterende børsmægler, der fucker faderrollen op, og Soo-An Kim er imponerende nuanceret som hans lille datter. Men så må det vist også være tid til at skrue op for blodet!

Når angrebene først sætter ind, falder de nådesløst, nærmest oven i hinanden. Og vi følger med. Svajende håndholdt kamera fanger følelsen af at være midt i kaos. Omringet og helt på spanden. Men det er især, når det zoomer ud, at “Train to Busan” viser filmiske muskler. Sang-ho Yeon bruger Seouls forladte togstationer som en slags minimalistiske skulpturer, men ikke bare for syns skyld. Den åbne, inviterende glasarkitektur byder simpelthen ikke på nogen gemmesteder, når rulletrappen kører lige ned i en bunke kødædende zombier. Til gengæld ser det fantastisk ud. Stålbjælker og panoramavinduer møder knækkede knogler og blødende muskler med voldsom effekt.

Og lige der har jeg måske afsløret, at øvelsen mislykkes. Hele “Train to Busan” foregår ikke i titlens tog. Men som de fleste ved, kan af- og påstigning og sågar togskift undervejs være noget af det mest spændende ved en tur med det offentlige. Det giver i hvert fald “Train to Busan” en pause fra det noget lineære løb frem og tilbage mellem kupéerne. For selv om sekvenserne inden for toget er bemærkelsesværdigt varierede, så er der en naturlig grænse for, hvor meget man kan rykke ved ‘kom igennem til den næste vogn’-formlen.

Det gode ved Sang-ho Yeons præmis er dog, at den har et indbygget dilemma. Modsat “Speed” eller en hvilken som helst Steven Seagal-film er man ikke nødvendigvis reddet, hvis man står af. Busan nærmer sig ude i horisonten, men om det er godt eller skidt, ved man aldrig. Som tilskuer kan man se at ‘de ti små cyklister’ bliver færre og færre, og at det må betyde en form for slutning. I takt med, at folk forsvinder, bliver man dog mere og mere i tvivl, om “Train to Busan” ender tragisk for alle de involverede. Yeon er god til ikke at ‘dødsmærke’ enkelte personer for tydeligt og holder spørgsmålet åbent indtil det sidste. Men død er der masser af.