En mærkelig mand

“Europa”, “Breaking the Waves”, “Dogville”, “Antichrist”. For film-aficionados verden over vil disse film være synonym med Danmarks mest succesfulde, kontroversielle og banebrydende instruktør gennem tiderne. Vi kender alle Lars von Triers mediefacade som den mærkelige mand med alle fobierne og aversionerne, men hvor meget er mediestunt og hvor meget reel excentricitet? I dokumentaren “Tranceformer” forsøger Stig Björkman at komme bag facaden på hr. Trier.

“Tranceformer” er optaget over to år, mens Lars von Trier er i fuld gang med indspilningerne til “Breaking the Waves” og “Riget”. Som en stille betragter følger Stig Björkman instruktøren rundt og giver et indblik i de metoder, von Trier tager i brug, når han gør det, han gør bedst. Der lægges aldrig skjul på excentriciteten, som især kommer til syne under de filmoptagelser, der ramler ind i von Triers fobier – eksempelvis må han ofte udføre sit job gennem walkie-talkies langt fra kameraholdet, når rummene bliver lige klaustrofobiske nok. Portrættet udfolder sig yderligere gennem diverse interviews med nogle af instruktørens vanlige samarbejdspartnere.

Mange af os kender allerede historierne om von Trier og han særheder; fobier, depressioner, tvangstanker, beretningen om, at han troede, han var jøde, men konverterede og blev en troløs katolik osv. Der er nok at vælge imellem, og i “Tranceformer” skitseres flere af fortællingerne. Trods et ihærdigt forsøg og en hudløst ærlig hovedperson lykkes det dog ikke rigtig at komme helt ind under huden på manden. Dokumentaren surfer mere, end den dykker, forstået på den måde, at der simpelthen er udvalgt for mange aspekter af von Triers person frem for at fokusere på nogle få og gå i dybden med dem.

Lars von Trier er et utrolig interessant menneske, og derfor kunne der laves mange forskellige dokumentarer om ham – én med fokus på hans historie som filmmager (han startede i en ung alder med et 8mm-kamera), én med fokus på hans fobier og excentriciteter, og hvordan disse kommer til udtryk i hans værker, én med fokus på hans tilgang til personinstruktion osv. “Tranceformer” er 50 minutter lang og prøver at gribe om alle vinklerne på én gang. Det er for overfladisk til at blive rigtig interessant.

Der er ellers umiddelbart materiale nok. Interviewene er interessante, både dem med von Trier selv og med henholdsvis Peter Ålbæk Jensen, Ernst-Hugo Järegård og andre, som har arbejdet med instruktøren. Der tales frit fra leveren, og den slags er fedt i en tid, hvor man nærmest kvæles i Hollywood-interviews, hvor alle klapper hinanden på skuldrene, indtil skulderpuderne punkterer. Især er interviewene med “Ålen” ganske fornøjelige, og han lægger knap skjul på, at han synes, von Triers psykiske problemer er en smule fjollede og krukkede.

Det bør være muligt at lave en virkelig interessant dokumentar, når subjektet er en så mangefacetteret karakter som Lars von Trier – en provokatør, en neurotiker, et filmisk geni. Men når man som “Tranceformer” sætter vidvinklen på og prøver at lave et 50 minutter langt samlende portræt af manden, så er det svært at opnå noget andet end en lidt kedelig overfladefortælling. Og det er synd, for fortællestilen og sammensætningen af det optagede materiale er egentlig udmærket, men filmen ender med at være for kort og omflakkende. For fans af von Trier er der ikke noget nyt under solen – for folk, som aldrig har hørt om manden, kan “Tranceformer” dog fungere som en udmærket introduktion.

Video

“Tranceformer” ser ud til at være noget så sjældent som en moderne dokumentar (1997) skudt på gammeldaws celluloid. Og det kan ses. Der er masser af små urenheder og ridser på filmen. Det gør dog ikke så meget, da det går fint i spænd med den overordnede stemning, men ser man på det med den digitale perfektionists øjne, er det nødt til at trække ned i vurderingen. Skarpheden i interviewene er nogenlunde, mens klippene fra von Triers tidlige film står knap så godt. Dette skyldes sandsynligvis mere filmtypen, som disse er skudt på, end transferet. Farverne er naturlige og kontrasten fin, men billedet er ofte ganske grynet. Der forekommer hverken edge enhancement eller farveblødning.

Men, men, men… nu bliver det grimt. Filmen præsenteres i ikke-anamorphic 16:9! Det vil i praksis sige, at man på sit widescreen-tv får sorte bjælker i både toppen, bunden og siderne, medmindre man zoomer ind i billedet og dermed forringer opløsningen. Derudover er klippene fra “Breaking the Waves”, som er filmet i 2.35:1, tilpasset, så de har samme format som interviewene. Fy for den lede!

Audio

På lydsiden er der som på de fleste dokumentarer ikke de store armsving. Sporet er Dolby Digital-stereo, og det lyder ganske glimrende. Dialogen, som er lydsidens bærende element, er nærværende og klar. Man kunne nok savne, at klippene fra f.eks. “Breaking the Waves” var mixet i 5.1, men et decideret problem er det ikke.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder intet ekstramateriale.