Togtur på første klasse

Det er efterhånden fire år siden, Brad Anderson serverede sin dunkle og yderst vellykkede “The Machinist” med en bekymrende mager Christian Bale som tvangsneurotisk protagonist. Siden har tavsheden fra den unge instruktørs side været af den larmende karakter, men nu ser det imidlertid ud til at lysne i horisonten med den knapt så undergangstruende “Transsiberian”, som dog ikke helt holder samme niveau som sin forgænger.

Særligt starten er karikeret og bumler af sted som det isolerede tog på den transsibiriske jernbane, hvor store dele af handlingen udspiller sig. Der er ikke tvivl om, at filmen oprindeligt er tiltænkt et amerikansk kernepublikum, som er vant til de letfordøjelige og letforståelige anretninger. Derfor etableres nøglekaraktererne indledningsvis ganske firkantet, og særligt Woody Harrelsons Roy synes tåbelig og unødvendigt akavet. Det gælder i og for sig også flere andre figurer, men dog i mindre grad, og undervejs løsnes der heldigvis også op for alle karakterers anspændte gestikulationer, så filmens fortælling for alvor kan blive skubbet i gang.

Som missionær har den troende prædikant Roy netop været i Kina for at sprede sit religiøse budskab. Med sig har han hustruen, den ivrigt fotograferende Jessie, om hvem det straks fornemmes, at hun har gennemlevet en anderledes vild fortid, end gemalen kan prale af. De to er tydeligvis som nat og dag, og ægteskabet knager da også gevaldigt i fugerne. Ikke desto mindre sætter de ud på en lang og – skal det vise sig – nervepirrende rejse på den transsibiriske jernbane med retning mod Moskva, mens de panoramiske vidder uden for togets vinduer undervejs skifter fra frodig kinesisk natur til gold og snehvid russisk ditto. Om bord får de to hurtigt selskab af det jævnaldrende backpackende par i den glødende Carlos og den introverte Abby, og særligt førstnævnte har tilsyneladende ikke rent mel i posen.

Om den prognose holder stik, skal ikke afsløres på disse linjer, men et faktum er det i hvert fald, at den lange togrute ofte bruges af narkotikasmuglere, og det skal hurtigt vise sig at få en afgørende betydning for handlingen i “Transsiberian” og ikke mindst Jessie. Filmen skeler nemlig i høj grad til gysets mester Alfred Hitchcocks metier, og her er opskriften for så vidt nogenlunde den samme som i flere af hans film. Et individ – her Jessie – bliver uforvarende del af et komplot, som hun ikke kan se sine levende råd ud af. Inspirationen er tydelig, men alligevel mestrer den kære Brad Anderson både genren og Hitchcock noget bedre, end eksempelvis M. Night Shyamalan, der til stadighed forsøger sig på det felt.

Med på toget kommer undervejs – efter at Roy har foretaget et lettere eklatant forsvindingsnummer og forsinket rejsen med en dags tid – Ben Kingsley i rollen som kriminalbetjenten Grinko, der øjensynligt jager en portion narkotika og tilhørende hvidvaskede pengesedler, som på mystisk vis er forsvundet i Vladivostok. Grinko er en bitter og kynisk mand. Om det skyldes tabet af sønnen, der døde af kræft i alt for ung en alder, vides ikke, men i hvert fald er han ikke sådan at bide skeer med. Derfor kan det godt undre – særligt da vi som seere ved mere end netop Grinko – at Jessie fortier vigtige oplysninger for den russiske ordenshåndhæver. Og den opførsel kommer der faktisk aldrig en helt legitim forklaring på, om end man kan forsøge at drage sine egne konklusioner.

Med Grinkos entren på scenen skifter “Transsiberian” også leje og oplever en markant forråelse, som egentligt ikke er klædelig for filmens sidste tredjedel. Hidtil har den halvdunkle affære krydret med overrumplende vendepunkter været selve attraktionen, men åbenbart kun til et vist punkt. Og så gavner den gennemgående belærende didaktik heller ikke. De små mysterier undervejs, som det ikke kræver voldsomt mange af de små grå for at kunne regne ud, suppleres af unødvendige afklarende flashbacks, ligesom slutningen også bliver en kende for firkantet i de afrundende bemærkninger. Alligevel har Anderson bedrevet en spændingsfyldt kriminalfilm, hvor selve fortællingen har både dybde og integritet. Og den del skal i hvert fald ikke forklejnes.

Toget fortsætter sin bumlende færd igennem det snehvide landskab, der vidner om landets og befolkningens afstandtagen og kulde. Kølighed er der ingenlunde mellem Jessie og Carlos, hvor en tung flirt efterlader luften tyk af erotiske udladninger og lægger kraftigt an til en mulig romance. “Transsiberian” rummer lige dele had og kærlighed. Men først og fremmest er Brad Andersons udtalte kærlighed til filmhistorien, hvor balancen mellem fortidens værker inden for genren og nutidens i øvrigt ganske blændende historie for det meste er rigtig velfungerende. Og så giver filmen trods det dramatiske emnevalg og det forventelige opgør mellem filmens egentlige hovedperson Jessie og indtil flere bad-guys lysten til at tage turen på den transsibiriske jernbane. I nærværende historie får vores aktører dog lidt for meget valuta for pengene.

Video

“Transsiberian” præsenteres i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som egentligt fremstår ganske flot. Der er ikke nævneværdige eksempler på hverken edge-enhancement eller udtværinger, om end digitale forstyrrelser indfinder sig i nogen grad. Også farverne er stabile og gør sig godt, mens kontrasten enkelte steder ikke er uden udsving. Et ganske glimrende transfer.

Audio

Lyden leveres i det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som hører til udgivelsens bedste del. Dialogen er tydelig og blottet for overstyringer, mens en gennemarbejdet atmosfære, vellykkede lydpanoreringer og distinkte lydeffekter sammen med den stemningsfulde musik skaber den fornødne baggrund.

Ekstramateriale

Eneste form for ekstramateriale er trailere for et par kommende dvd-udgivelser.