Romanen, der ikke kunne filmatiseres – nu på film!En af hovedkonklusionerne i “Tristram Shandy” er, at livet er for indholdsrigt til at kunne blive udtrykt i kunsten. Derfor er den finurlige roman af samme navn blevet til en meta-film, der på kunstfærdig vis blander romanhandling med hovedkarakterens filosoferen over livet sammen med historien om filmholdets strabadser med at indspille filmen.

Resultatet er blevet en blændende, underholdende film, hvis tre fortælle-niveauer på naturligste vis fletter sig ind i hinanden. “Tristram Shandy” virker dog mere som en meta-film i stil med François Truffauts “Den amerikanske nat”, end som en filmatiseret 1700-tals roman, eftersom historien om filmoptagelserne optager en stor del af pladsen. Her spiller skuespillerne i en vis grad sig selv – Gillian Anderson spiller Gillian Anderson og Steve Coogan er Steve Coogan – en måde at skildre en selvbiografisk dobbeltrolle på, som vi kender det fra John Malkovich i “Being John Malkovich”.

“Tristram Shandy” går for at være en af de mærkeligste romaner i klassisk engelsk litteratur. Det skyldes blandt andet at titelfiguren, der også er bogens fortæller, først bliver født halvvejs inde i bogen. Da manuskriptforfatteren Frank Cottrell Boyce havde skrevet første udkast, havde han, som resultat af bogens mangel på reel handling, kun produceret 30 sider. Derfor blev den umiddelbare ide om at lave en længere tv-serie over romanen hurtigt forkastet, og instruktøren Michael Winterbottom fik i stedet mulighed for at lege med filmens form i en spillefilm.

Steve Coogan spiller hovedrollen som romanpersonen Tristram Shandy, der eksisterer på to planer. Filmen starter med baby Tristrams fødsel, mens den voksne Tristram står på sidelinien og kommenterer slagets gang. En gang imellem tager han 1700-tals parykken af og er nu skuespilleren Steve Coogan, der er i en evig kamp med den anden hovedrolleindehaver om mest skærmtid og om hvem, der får skoene med de højeste såler.

Et af filmens stærkeste kort er den strålende dialog, der bærer mange af dens scener. Lige fra den indledende scene, hvor de to hovedrolleindehavere sidder i sminkerummet og diskuterer, hvorvidt farven på den enes tænder bedst kan beskrives som ‘ikke hvide’ eller mere poetisk som ‘toskansk solnedgang’, til en diskussion mellem filmholdet om, hvad der gør en kampscene god, og som bliver vundet af gruppens kvindelige filmnørd, der gør mændene mundlamme med en skarp analyse af kampen som en metafor for livets evige skærmydsler.