Poptrold

Troldene i “Trolls” er hverken dem, der hærger på internettet, eller dem, der lever under en bro. I stedet er de baseret på de plastiktrolde med neonfarvet hår, man som barn fik skubbet i hånden efter et tandlægebesøg. Nu har de været på besøg hos DreamWorks, der har forvandlet dem til hyperaktive og plyssede smølfekloner, som sprudlende danser til energiske covers af gamle pophits.

I spidsen for “Trolls” er Poppy – troldenes prinsesse. I den titel ligger der ikke så meget et administrativt ansvar for at holde gang i samfundet, men derimod en forventning om at holde progressivt større og vildere fester. Den højlydte musik og særligt fyrværkeriet tiltrækker imidlertid troldenes dødsfjender, borkerne. Og snart er en håndfuld trolde blevet kidnappet og den glade og optimistiske Poppy tvinges ud på en skør rejse med sit modstykke i form af den vrede og pessimistiske Kvist. Intet nyt under den her trolde-bro.

For Poppy er glad, og Kvist er sur. Meget mere er der ikke til de to hovedpersoner. Og hvis man synes, at de perifere karakterer i smølfeuniverset er flade, skal man ikke glæde sig til at møde trolden Guy Diamond, hvis væsentligste personlighedstræk er, at han prutter glitter. Plitter? Men “Trolls” løftes alligevel af humoren. Som da de to hovedpersoner på rejse finder, at den umiddelbart idylliske skov faktisk er et farligt sted. Alle de nuttede og plyssede væsner viser sig at være fanget i en evig darwinistisk kamp for overlevelse, hvor de store æder de små, og de største æder alle andre. Her kommer du ikke langt med plitter.

Det gør “Trolls” derimod med sine farver, der eksploderer på tværs af lærredet, imens de nuttede trolde hopper rundt som en hollænder på ecstasy. Trolde hviler aldrig, men danser dagen lang til et cover-mashup af Junior Seniors “Move Your Feet” og “D.A.N.CE.” fra Justice. Der sker konstant et eller andet på skærmen, hvilket jeg nok ville få spat af, hvis det ikke var, fordi animationen og farveorgierne i stedet fik mig til at overveje, hvor meget sådan noget ecstasy egentlig står i nu om dage.

Alt fra Edvard Griegs “In the hall of the Mountain” til Earth, Wind and Fires “September” fortolkes med et mere nutidigt fokus på hurtige rytmer og tung bas. Det lyder ikke så godt som originalerne, men lydsiden ender med at harmonere godt med den sukkersøde animationsstil. På dansk har man sørget for at få de verificerede popstjerner Stine Bramsen og Christopher til at lægge (sang)stemme til Poppy og Kvist. Det gør det godt, selv om Lionel Richies “Hello” nok aldrig bliver et hit på oversat dansk.