Tror du stadig på Julemanden?

InstruktionMichael Lembeck

MedvirkendeTim Allen, Nicole Leroux, Judge Reinhold, Wendy Crewson, Eric Lloyd, Dan Joffre, David Krumholtz

Længde105 min

GenreKomedie, Komedie, Fantasy, Fantasy, Familie, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen15/11/2002


Anmeldelse

Tror du stadig på Julemanden?

2 6
Julemanden vender tilbage”Tror du stadig på Julemanden?” er ligeså påtrængende og irrelevant som de julereklamer der dumper ind af brevsprækken i oktober måned.
Filmen er en fortsættelse til “Tror du på julemanden?” fra 1994, og Tim Allen må endnu engang en tur i Julemandsdragten og finde det hvide skæg og det børneglade smil frem.

I den første film måtte han ufrivilligt overtage Julemandsjobbet, da han ved et uheld kommer til at slå Julemanden ihjel. Denne gang skal han finde sig en kone inden jul – ellers vil han ifølge Julemandsklausulen miste sin magi og langsomt skrumpe ind og blive til et normalt menneske igen – uden at Julemandsstaffeten gives videre til en anden. Med andre ord, Santa Clause vil dø igen – og denne gang for tid og evighed.

Det vil jo ikke gå, og Julemanden bliver derfor nød til at rejse tilbage til USA, hvor hans teenage-søn, Charlie, samtidig har rodet sig ud i noget graffiti-snavs.

Julemand med Pinochet-attituderI et sideplot, som skal vise sig at være den eneste underholdende del af filmen, indsætter Julemanden en slags marionetdukke – en plastikkopi som skal ligne ham selv – til at være på Nordpolen mens han er væk. Hvorfor det skulle være nødvendigt finder man aldrig rigtig ud af (elverne er åbenbart ikke gamle nok til at få den gruefulde sandhed at vide, selvom flere af dem jo er hundrede af år gamle…), men Julemandsklonen har i hvert fald en noget anden måde at køre showet på. Han omdanner legetøjsfabrikken til en diktaturstat, med sig selv som en slags Evil Santa med Pinochet-attituder og Tim Allen humor.

Så nu må Julemanden finde sig en kone for at redde julen, tage sig en faderlig snak med sin søn og befri Nordpolen.

Sød som et honninghjerteKærlighedshistorien, hvor Julemanden dater og skal finde den eneste ene, er sukkersød som et honninghjerte, og plottet med sønnen på afveje virker som et fortænkt forsøg på at fortælle noget pædagogisk om savnet ved en fraværende faderfigur.
Begge dele løses naturligvis på den mest forudsigelige og glansbilledagtige måde: Julemanden får en babe ved at trylle lidt med sin magi og sønnen viser sig selvfølgelig at være en god knægt når det kommer til stykket.

Til gengæld er der en smule mere originalitet – og ikke mindst humor – i plottet med den magtsyge Julemandskopi. Tim Allen – som også spiller klonen – ser ud til at have det sjovt i denne rolle, hvor han rigtig får lov til at folde sig ud og være sarkastisk på den lidt ondskabsfulde måde. Det er et spring fra hans rolle som den godmodige Julemand, og såmænd også fra hans kiksede og brovtende “Tim The Toolman Taylor” fra serien “Home Improvement.”

I andre roller ses Elizabeth Mitchell, bl.a. kendt fra tv serien “E.R.,” som Charlies benhårde skoleinspektør, hvis hjerte Tim Allen forsøger at smelte som en smørklat i en varm skål risengrød. Og Judge Reinhold er igen den kiksede stedfader med de hjemmestrikkede Voldborg-sweatere – en rolle han efterhånden er blevet skræmmende god til at spille.

“Tror du stadig på Julemanden” bruger for meget energi på den uoriginale og forudsigelige kærlighedshistorie, og for lidt på det morsomme sideplot med en veloplagt Tim Allen som Julemandsdiktator. Man sidder tilbage med en alt for sukkersød smag i munden.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Der står noget med meget små bogstaver i den klausul Scott Calvin (Tim Allen) fik da han overtog jobbet som Julemand, nemlig at han skal blive gift inden jul – ellers vil Julemanden forsvinde for altid! Fra sin legetøjsfabrik på Nordpolen må han derfor tage en tur tilbage til USA, hvor hans teenage-søn i øvrigt er kommet i problemer fordi han har lavet graffiti på sin skole. I sit fravær laver Julemanden og hans hjælpere en plastic-kopi af Julemanden som skal holde skansen hjemme på Nordpolen, men det skal snart vise sig at være en kostbar beslutning, for kopien har andre – og mere hårdhændede – meninger om hvordan legetøjsfabrikken skal styres…