Even cowboys get the blues

“Bad Craziness”, “Sleeping My Day Away”, “Girl Nation”. Ja, listen over uimodståelige D.A.D.-sange forekommer lang, og derfor er det måske også relativt overraskende, at så meget af dokumentaren om bandet handler om skuffelse og bristede forhåbninger. Det gør den ikke desto mindre, og dermed bliver den også en mere vemodig oplevelse, end man lige umiddelbart ville forestille sig.

Bandet starter ellers så lovende: De fire oprindelige medlemmer mødes med et brændende ønske om at spille rock, og med en optimistisk spilleglæde samt en hårdtarbejdende professionel indstilling får de stablet et solidt band på benene. Med pladen “No Fuel Left for the Pilgrims” vækker de international opmærksomhed, og alle de store drømme om erobring af verden og ikke mindst det forjættede amerikanske marked opstår.

Den helt store succes og det for alvor store internationale gennembrud kommer som bekendt aldrig. I stedet bliver Nirvana det nye store navn, og med dem forandres scenen fuldstændig, og pludselig virker D.A.D.’s cowpunk-lyd noget gammeldags i moderne ører. I stedet må de tage til takke med en mere beskeden rolle, men de står dog stadig som vel nok det mest almenfolkelige danske rockband siden Gasolin’.

Under hele forløbet har gruppens uofficielle femte medlem Thorleif Hoppe fulgt bandet, og undervejs filmet gruppens op- og nedture med sine forskellige kameraer. At samle optagelserne af gruppens hverdagsliv, koncerter og interviews til en dokumentarfilm har derfor været meget oplagt, og det indfald har så resulteret i “True Believer”, som følger dem over en lang årrække. Filmen bliver derfor også i høj grad Hoppes chance for at komme i spotlyset, hvilket bliver lidt et problem, for hans færden er ærlig talt ikke voldsom spændende at høre om, og når han ligefrem medtager optagelser, hvor bandet hylder ham, så bliver det lige lovlig selvsmagende.

Vi følger D.A.D. gennem en lang række meget fragmenterede optagelser, og man savner lidt en rød træd af en eller anden art, som kunne holde lidt mere sammen på det hele. Ikke desto mindre er det ganske underholde at følge de forskellige medlemmer, og ikke mindst Stig Pedersens specielle personlighed er kilde til adskillige underholdende optrin. Desværre kommer vi aldrig rigtigt ind på livet af nogle af medlemmerne, og filmen forbliver derfor noget fjern og lidt rodet.

Mest uforløst er udskiftningen af bandets trommeslager. Hvad præcis, der udløste krisen, og hvorfor den tidligere trommeslager Peter Lundholm Jensen pludselig vælger fuldstændig at skifte branche, bliver aldrig rigtig besvaret, og skuffelsen over det manglende gennembrud bliver også kun meget overfladisk berørt. Ligeledes bekender Stig Petersen, at han har droppet sprutten, og man venter på, at der kommer nogle opfølgende spørgsmål om f.eks., hvorfor han begyndte at drikke, og hvilke konsekvenser det havde, men de udebliver fuldstændig. I stedet spekulerer man på, om problemet er, at Hoppe er for tæt på folkene til at ville stille skarpt på de mindre kønne emner. Så havde Gasolin’-dokumentaren alligevel betydelig mere kant.