On the air. Unaware.

Da “The Truman Show” udkom i 1998, virkede filmens fremtidsscenarium en smule vanvittigt. Ét årti senere er det derimod skræmmende plausibelt. Findes der mon ikke adskillige tv-producere, som, hvis de fik lov, gladeligt ville iscenesætte et reality show, der kaprede en ægte persons liv på samme måde som den fiktive Truman Burbanks i “The Truman Show”? Disse shows er i forvejen et kynisk foretagende, der hyrer folk til at dyste om penge og popularitet ved at røvrende hinanden. Til helvede med at sjælen brister, så længe pengepungen bugner, synes udsendelsernes motto at være. Et reality show, der følger og bedrager et menneske 24 timer i døgnet lige fra fødslen á la The Truman Show i filmen af samme navn, synes næsten at være genrens næste, (u)naturlige skridt.

Truman Burbank er ufrivilligt og ubevidst stjernen i sit eget show. Han lever i et gigantisk studie, som kan ses fra rummet, omgivet af talløse statister og skuespillere. Hans daglige gøremål optages af tusindvis af skjulte kameraer og transmitteres til milliarder af mennesker verden over. Det eneste, der er ægte i Trumans verden, er ham selv. Som man kan høre, stiller “The Truman Show” skarpt på sendefladens forkærlighed for løgn og manipulation, men også på den store, offentlige interesse i umoralske programmer, som får møllen til at køre rundt. “The Truman Show” er relevant, tankevækkende satire af bedste skuffe. Men på trods af sine forholdsvis seriøse pointer ville det være forkert at klassificere “The Truman Show” som lutter kynisk og kritisk satire, for i virkeligheden er det en ekstremt positiv film.

“The Truman Show” indgyder endda en mere opløftende følelse af håb i sit publikum end nogen anden film i nyere tid med undtagelse af “En verden udenfor”. For da sandheden langsomt går op for Truman, vågner hans fans op til dåd og tiljubler deres idols søgen efter svar og frihed, og med det helt rette miks af forløsende humor og hjertegribende dramatik sikrer instruktør Peter Weir, at Trumans uforudsigelige show forfører os reelle seere i lige så høj grad som filmens fiktive. Weir og manuskriptforfatter Andrew Niccols budskaber er soleklare: Inderst inde vil vi alle se sandheden sejre, og menneskets nysgerrighed kan ikke tøjles. “The Truman Show” er ikke filmhistoriens første hyldest til menneskets viljestyrke, men det er absolut en af de mest potente og originale.

Men filmens gennemslagskraft kan naturligvis ikke kun tilskrives Weir og Niccol, for de to herrer fra Down Under har et helt enestående våben i deres arsenal: Jim Carrey i hovedrollen. Ligesom filmen balancerer Carrey på en hårfin skillelinie imellem det humoristiske og det alvorsfulde, og den canadiske komiker gør det med chokerende præcision. Det ville være en overdrivelse at hævde, at Carrey bærer hele filmen på sine skuldre, men hans energi og entusiasme gennemsyrer hver eneste scene og giver filmen et drive og en charme, som formentlig ingen anden skuespiller kunne have forsynet den med. Ed Harris er derudover fantastisk som tv-showets skaber, Christof. Scenen, hvor han kærtegner et nærbillede af Truman, udgør et lynkursus i, hvordan man tavst udtrykker utallige ord med ufatteligt få gestikulationer. Kun Harris blev Oscar-nomineret. Skandaløst.

Æstetisk er “The Truman Show” også en triumf. Filmholdet optog i den idylliske flække Seaside i Florida, der både er enormt overbevisende som kulisse og som by. Det vrimler med statister, der alle er med til at gøre Trumans verden troværdig, og de flotte billeder suppleres af smuk musik af folk som Burkhard Dallwitz, Chopin og Philip Glass. Sidstnævnte dukker i øvrigt op i en enkelt scene – hold godt øje med keyboardspilleren i Christofs studie. Glass’ korte optræden bevirker et smil, men det er de mange tanker, tårer og latterbrøl, som “The Truman Show” fremtvinger, der cementerer filmens status som en af det 20. århundredets største filmoplevelser. Et livsbekræftende mesterværk med enorme ambitioner skabt af et filmhold, der havde talentet til at føre dem ud i livet.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Skivens transfer er tydeligvis tappet fra den samme master som dvd-udgivelsens, for det plages af de samme fejl. Her er en del grums og en smule edge-enhancement, og især i HD er det tydeligt at se, at et DNR-filter er blevet brugt til at fjerne støj og gryn, men som også har givet skuespillernes hud et unaturligt, voksagtigt look. Til gengæld er billedet allerhelvedes skarpt, og detaljerigdommen er ofte enorm – selv i nærbilleder. Farve- og kontrastgengivelsen er perfekt, og de førnævnte problemer plager langtfra alle scener.

Audio

Det engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er udmærket, men langtfra lamslående. Atmosfæren er troværdig, men indimellem skuffende tavs. Subwooferen kaldes sjældent i aktion, men giver musikken ekstra slagkraft. Panoreringerne er fåtallige, men effektive, replikkerne kommer klart igennem, og støj forekommer aldrig.

Ekstramateriale

“How’s It Going to End?” (42 min.) er en ganske udmærket og informativ dokumentar om filmens tilblivelse med én nagende fejl: Den indeholder ingen nye interviews med Carrey. Weir, mange af filmens skuespillere (deriblandt Ed Harris og Laura Linney) og andet godtfolk diskuterer bl.a. manuskriptets udvikling (Weir havde en forbavsende stor finger med i spillet), Seaside og Carreys præstation, men desværre får vi ikke lov til at se Carrey selv diskutere, hvilken enorm effekt, “The Truman Show” havde på hans karriere. Desuden medfølger en nogenlunde dokumentar om filmens effekter (13 min.), en række slettede scener, et billedgalleri samt en række trailere og tv-reklamer. Videomaterialet (bortset fra trailerne) præsenteres i 480p.