Uden at se sig tilbage

Du forlader salen i et langsomt tempo, kan ikke få dig selv til at gå hurtigt. Ikke kun øjnene, men også kroppen trænger til at slappe af. Du er ikke opstemt og høj af visuel fortællekraft, snarere mørbanket af skrabede historier og spørgende kameravinkler. Som havde du selv gået med kameraet gennem de kilometer efter kilometer af australsk udørk, som “The Turning” skildrer. Du er varm og støvet. Imponeret af alvoren og de højlitterære kvaliteter, men din indre fortællerstemme rumsterer stadig med spørgsmålet: ”Har jeg spildt tre timer af mit korte, grimme liv?”

Sådan ville det måske lyde, hvis én af figurerne fra Robert Connolys collageprojekt gik i biografen. Idéen har været at filmatisere den australske forfatter Tim Wintons novellesamling “The Turning”. En kæmpe bedrift og et maraton af 18 korte fortællinger. Winton med de barske fortællinger om menneskets konstante tvivlen, er lidt af en nationalhelt i hjemlandet. Jeg kendte ham ikke, men ud fra filmatiseringen at dømme er han af den barske, fåmælte skole, hvor Hemingway er inspektør, og Raymond Carver piller ved pigerne i legehuset.

Altså en ekstremt maskulin sfære, hvor vi bekender os til ikke at bekende noget. Samfundet (læs: kvinderne) kan jo lugte blod. Selv om der er indkaldt en række forskellige instruktører, også kvinder, vendes der hele tiden tilbage til mænd og deres identitet, sandsynligvis pga. de bagvedliggende teksters motiv. Problemet er, at de mange instruktører ikke sætter tydelige visuelle aftryk eller bruger formgreb, der stamper op i ørkenstøvet.

Samtidig skal man enten være bekendt med værket eller være mere vågen, end det reelt er muligt igennem tre timer, for at fange sammenhængen mellem historierne. Der er et par gennemgående figurer, men skuespillerne skifter, så de små fysiske kendetegn, som en halv finger eller antydninger af en fars alkoholisme, er den skrøbelige lim mellem historierne. Det bliver en kende løst og kan føre til en uproduktiv søgen efter en større mening. Det ene solide drama i billedskønne omgivelser efter det næste. Det er egentlig den grundlæggende præmis.

Mit problem med en ellers fin idé er, at jeg har et blandet forhold til novellefilm. Det er altid noget med intense blikke og smukke unge mennesker, der spiller hårde i slow-motion, selv om alle har læst mellem linjerne, at de er skørt porcelæn. Har du fattet det?! Sort skærm… “The Turning” er novellefilm lavet over noveller. Så det skal man kunne bære. Cate Blanchett er Cate Blanchett, men i alvorstunge, højtidelige ’den måde du knækker nødder på, siger alt om dit ægteskab'-scener. Kvalitet, der ikke er til at komme udenom, men lidt for anmassende præsenteret.