Twilight Saga: Breaking Dawn - Del 2, The

InstruktionBill Condon

MedvirkendeKristen Stewart, Robert Pattinson, Dakota Fanning, Jamie Campbell Bower, Jackson Rathbone, Maggie Grace, Ashley Greene, Kellan Lutz, Peter Facinelli, Elizabeth Reaser, Mackenzie Foy, Taylor Lautner, Nikki Reed, Michael Sheen

Længde110 min

GenreRomantik, Gyser, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen15/11/2012


Anmeldelse

Twilight Saga: Breaking Dawn – Del 2, The

1 6
Twilight slutter, og dagen gryr

Indtil for ganske få dage siden havde jeg udelukkende set den første “Twilight”-film, men op til denne anmeldelse så jeg de tre efterfølgende fortsættelser, og jeg blev rent faktisk dybt overrasket over, hvor grandios mytologien var, hvor allestedsnærværende metaforikken var, og hvor meget psykologisk dybde, serien egentlig rummede. Film som “New Moon” og “Eclipse” er ingenlunde mesterværker, men de har i det mindste nogle spændende elementer.

I “The Twilight Saga: Breaking Dawn – Del 1” går det imidlertid galt for franchisen. Helt galt! Væk er alt karakternært, al mørk æstetik, al symbolik og alt bare tilnærmelsesvist vedkommende, og instruktør Bill Condon – i samarbejde med manuskriptforfatter Melissa Rosenberg – efterlader tilskueren alene tilbage med dårligt skuespil, dårlig CGI-action og en fuldkommen uengagerende historie. Samme makkerpar står bag “Del 2”, og her er resultatet blot endnu værre: “The Twilight Saga: Breaking Dawn – Del 2” er en af de dårligste film, der har ramt biograferne herhjemme i år. Sjældent er så mange penge blevet brugt på noget så meningsløst.

Ligesom i forgængeren er der mere eller mindre ikke noget plot, og det har man forsøgt at kompensere for ved at spække filmen med action. Men filmskaberne mangler enhver sans for action, og det hjælper ikke på sagerne, at vampyrerne nu har superkræfter, så de mere minder om mutanterne fra “X-Men” (en kan f.eks. manipulere elementerne). At actiondelen ikke fungerer skyldes også, at filmens første del afliver al den interesse, man muligvis kunne have haft for karaktererne. De er simpelthen gået helt i stå.

Efter det første kvarter er Bella etableret som vampyr-mor med stor selvkontrol, Edward som vampyr-far, der skal holde sammen på familien, og Jacob som storsindet vareulv, der nu har accepteret, at han har mistet Bella for altid. Derfra bevæger karaktererne sig ikke. Filmen går simpelthen i total tomgang, og det tyndbenede plot gør, at filmens mange, mange problemer overdøver alt andet. Jovist… skuespil, dialog, klipning og flow halter i alle filmene, men hvor man i “New Moon” og “Eclipse” bare kunne grine af det, fordi filmene rummede en overflod af vulgære følelser og tyk, tyk symbolik, så overskygger bristerne alt andet i “Breaking Dawn – Del 2”.

Værst af alt er imidlertid filmens tydelige respektløshed over for selvstændighed og, især, fri vilje. De, som har set “Breaking Dawn – Del 1”, vil vide, at Jacob erklærede (på mystisk vareulve-vis), at han ville gifte sig med Bellas datter, når hun blev voksen, for at sikre at hans vareulve-venner ikke slog barnet ihjel. Det er ikke noget, der ændrer sig i “Del 2”. Tværtimod forsøger filmen at give sin seer en opfattelse af, at Jacob har fortjent datteren, nu da han ikke kunne få Bella. Det ligner en blåstempling af arrangerede ægteskaber og bidrager til seriens gennemgående tendens til at reducere kvinder til svage, uselvstændige og (på grund af deres afhængighed af mænd) altid selvopofrende væsner. Helt ærligt, det er decideret frastødende!

Man kunne bruge lang tid på at gå i detaljer med, hvorfor “Breaking Dawn – Del 2” er så skandaløst ringe en film, som den er, men det vil der nok ikke være megen mening i. Fans af serien vil selvfølgelig tage den til sig med kyshånd, og den afsluttende kampscene er voldelig nok til, at filmens yngre publikum garanteret vil føle sig underholdt. Som afslutning på en saga, der skabte grobund for fan fiction-bøger som “Fifty Shades of Grey” (det er ikke engang løgn), fungerer “Breaking Dawn – Del 2” kun, hvis man betingelsesløst elsker “Twilight”-sagaen. I sig selv tilføjer den nemlig hverken nye lag til historien eller til karaktererne, og slutningen besegler blot personernes skæbne, der nu er evigt forbundne i et kulturkonservativt familieutopia.

Undervejs i sagaen havde filmene til tider (hvis vi for en stund ser bort fra alle de mormonske undertoner) en fascinerende eksistentiel og metaforisk dybde, som jeg faktisk godt vil argumentere for, at serien ikke har fået nok anerkendelse for. Men hvis man håbede, at “Breaking Dawn”-filmene ville tage teten op, bliver man slemt skuffet, og denne anden del er intet andet end skamløst elendig. Kun en enkelte sjov gimmick (der så til gengæld også for alvor overraskede mig) retfærdiggør filmens ene stjerne.


Kort om filmen

I The Twilight Saga: Breaking Dawn – Part 2, vågner Bella (Kristen Stewart) forvandlet op – hun er ikke alene blevet mor, men også – endelig – vampyr. Mens hendes elskede mand, Edward (Robert Pattinson) nyder at se hendes ikke længere helt så sarte skønhed, utrolige hurtighed og graciøse bevægelser, har den nyfødte Bella aldrig følt sig mere i live. Men hun er samtidig en smule bekymret over, at hendes bedste ven, Jacob Black (Taylor Lautner), har knyttet sig egen skæbne uløseligt til hende og Edwards exceptionelle datter, Renesmee (Mackenzie Foy). Deres elskede datter fuldender deres allerdybeste ønsker og nye familielykke, men netop Renesmee bliver – uvidende – den katalysator, der snart truer med at udslette dem alle…