Den romantiske “Romeo og Julie” skabelon synes ganske uopslidelig, hvilket ikke mindst skyldes, at den er så effektiv til at belyse forskellige samfundslag og konflikter. Den handler ofte om hvordan, vi sætter grænser for hinanden, og hvordan de ældre generationer bebyrder deres efterkommere med alle slags sorger og fordomme. Det er ikke så forfærdelig længe siden, at Ken Loach anvendte den selv samme model i den fine “Et dristigt kys”, og nu er turen så kommet til den danske “Uden for kærligheden”, der handler om den forbudte romance mellem en jøde og en pakistaner.

Shmuli (David Dencik) er en 27-årig enlig far, der stammer fra en lille sammentømret familie. Shmuli har mistet sin kone og bor nu sammen med sin 5-årige søn hos sine forældre i en lille indeklemt lejlighed i Ryparken. Han arbejder som en temmelig fraværende vagt i den jødiske skole, mens han ønsker sig langt væk fra det hele – ikke mindst væk fra familien, som virker kvælende på Shmuli i deres evige svælgende dyrkelse af Holocaust.

Sammen med sin småkriminelle og dagdrømmende ven, Weinberger (Nicolas Bro), planlæger Shmuli at rejse til USA. Det kniber dog med pengene, så da Shmuli møder den søde pakistanske kioskejer Amina (Louise Hart), tilbyder han at hjælpe med butikken. Forholdet mellem de to tager dog hurtigt en mere intim drejning til begge familiers utilfredshed, og snart må nogle personlige opgør gennemleves.

“Uden for kærligheden” tager hul på områder, der sjældent berøres i dansk film, og giver et indblik i dele af den dansk/jødiske kultur man ellers aldrig ser på det store lærred. Hovedpersonerne er hverken velhavende, kunstnere eller bankfolk, men hører derimod til i den tungeste ende af det sociale hierarki. Samtidig vender den en masse af vores forventninger på hovedet ved at fokusere på de mere betændte dele af den jødiske kultur og ved at lade enkelte jøder optræde i meget aggressive roller. Hvis ikke ophavsmændene selv havde været jødiske, kunne filmen hurtigt blive anklaget for antisemitisme. Som det er, tegner den et nuanceret portræt af en befolkningsgruppe, der stadig kæmper med at gøre sig fri af mindet om fortidens forbrydelser.

Hvor filmen har sin styrke i miljøbeskrivelserne, kniber der til gengæld mere i at få selve historien op at køre. Den kaster et væld af bolde op i luften, men har store problemer med at fange dem alle igen. Filmen forsøger både at beskrive en falleret far, sorgen over en tabt kærlighed, en spirende forelskelse, ungdomskriminalitet, den jødiske kultur, Holocaust-traumer, en splittet familie samt et dødsfald. Ambitionerne mangler skam ikke, men det er simpelthen for meget til én film, og det efterlader desværre historien noget ufokuseret. Uheldigvis bliver det element, der burde være det bærende – forholdet mellem Shmuli og Amina – et af ofrene for de vilde spredehagl. Det ender i stedet med at være temmelig uoverbevisende.