Kort titel. Kort film. Lang holdbarhed

Hvem i alverden gider se en oldgammel italiensk film om en aldrende pensionist, der desperat forsøger at opdrive nok penge til at forhindre sin bidske værtinde i at smide ham ud af boligen? Svaret er dig, hvis du hælder blot den mindste smule til følelsesladede, tålmodige dramaer, der langsomt sniger sig ind på seeren og sætter både tanker og følelser i gang.

“Umberto D.” er både navnet på Vittorio De Sicas hædrede klassiker fra 1952 og seancens føromtalte protagonist, som portrætteres af en formidabel, 70-årig Carlo Battisti, der hverken før eller senere arbejdede som skuespiller. De Sica var én af pionererne inden for den såkaldte italienske neorealisme, og et af mandens mange mantraer var, at almindelige mennesker (altså utrænede skuespillere) skulle spille rollerne i hans film for dermed at gøre filmene mindre teatralske og mere troværdige end efterkrigstidens gængse spillefilm. Battistis dybfølte præstation er netop forfriskende udestilleret og troværdig i forhold til mange af de pompøse præstationer, datidens skuespillere jævnligt mønstrede.

Fordi filmen er blottet for meget af det konstruerede nonsens, der gennemsyrer mange dramaer (både gamle og nye), vinder den hurtigt ens tillid og beundring. Som tilskuer opnår man også hurtigt sympati for Umberto, der er baseret på De Sicas egen far (som filmen er en hyldest til), fordi han virker så overordentlig reel og oprigtig – både fordi Battisti aldrig forfalder til billige skuespillerkneb på samme måde, som en mere skolet aktør sandsynligvis ville, og fordi karakteren skildres så elskværdigt af De Sica og hans flittige samarbejdspartner, manuskriptforfatteren Cesare Zavattini. Der forekommer ikke én eneste patetisk replik eller gestikulation undervejs.

Umbertos bedste ven er hans bitte hund Snude, men selv ikke scenerne mellem manden og vovsen kammer over. Snude bliver aldrig brugt som et middel til blot at fremtvinge bølgeskvulp i tårekanalerne. Hvor ofte kan man hævde dét om et dyr i en prominent filmrolle? Det ændrer dog ikke på, at den emotionelle slutning, som Snude i allerhøjeste grad spiller en stor rolle i, er allerhelvedes bevægende. Den dengang 17-årige, henrivende Maria-Pia Casilio er også brillant som tjenestepigen Maria i Umbertos bygning. Hverken Umberto eller Maria har andre at diskutere deres dilemmaer med end hinanden. Umberto har svært ved at tackle fattigdommen, mens Marias uønskede graviditet formentlig snart vil koste hende både job og hjem.

Casilio og Battisti har en rigtig god kemi, og deres platoniske forholds blomstring er rørende at overvære. Det er også en fornøjelse at beskue filmens betagende billedside. Sjældent har Roms gader fremstået mere grandiose og smukke på film, og dette er altså en 56 år gammel film i sort/hvid! Den fænomenale fotografering gør det dog ikke lettere at sluge, at filmen indimellem går i tomgang. Javist, det er prisværdigt, at De Sicca nægter at være konventionel, og både historien og karaktererne er så engagerende, at tidens gang sjældent mærkes. Men et langt hospitalsbesøg og Umbertos evindelige skænderier med sin værtinde måtte gerne have været kortere, og man savner blandt andet den underspillede humor, der var med til at gøre De Sicas overlegne og mere målrettede “Cykeltyven” så besnærende.

Der er dog tydeligvis mange gode grunde til, at den nulevende mesterinstruktør Martin Scorsese anser “Umberto D.” for at være en af alle tiders bedste film. “Umberto D.” blev i sin tid desværre et gigantisk flop i biograferne, hvorfor den uforsætligt kom til at udgøre enden på den italienske neorealisme. Men en mere passende svanesang for den epokegørende filmbevægelse kunne dens dyrkere næppe have ønsket sig.

Video

Præsenteret i 4:3 full screen-format. “Umberto D.” ser glædeligvis bedre ud på dvd, end De Sicas “Cykeltyven” gjorde. Billedet er overordentlig skarpt, og detaljerigdommen er ofte så høj, at man næsten kan tælle revnerne i murene på gaderne. Desværre er transferet åbenbart til tider blevet gjort skarpere på kunstig vis, for edge-enhancement dukker tit op. Kontrastgengivelsen er dog ganske god – skyggeområderne og nattescenerne er ofte spækket med detaljer, men kontrasten svinger dog indimellem. Der optræder snavs og støj, men ikke i et uoverkommeligt omfang.

Audio

Udgivelsens italienske Dolby Digital 2.0-lydspor kan bedst beskrives som et monospor, fordi kun centerhøjtaleren kaldes i aktion, når Pro Logic-afvikling aktiveres. Desværre er lydsporet omtrent ligeså uimponerende som det mix, der befandt sig på dvd-udgivelsen af “Cykeltyven”. Dynamikområdet er mikroskopisk, og lyden plages konstant af overstyring og støj. Replikkerne er tilpas tydelige, men de er (ikke overraskende) sjældent synkrone med mundbevægelserne. På grund af filmens alder distraheres man sjældent af lydsidens skavanker, men man kunne godt have ønsket sig en bedre restaurering.

Ekstramateriale

Skiven indeholder meget af det samme ekstramateriale som dvd-udgivelsen af “Cykeltyven”. Trailere til et væld af film, som selskabet Another World Entertainment også har udgivet (inkl. De Sicas “Umberto D.” og “I går, i dag og i morgen”) medfølger, og det samme gør blot få siders tekst om De Sica og “Umberto D.” samt to små billedgallerier og et spøjst, gammelt nyhedsindslag (3 min.) om De Sica.