Min onde tvilling

Hvis lyset altid har det med at gå ud, når du sidder alene på et loftværelse; hvis du ser blege børneskikkelser bag dig, hver gang du kigger i spejlet; hvis gulvet pludselig oversvømmes af enorme mængder blod, og hvis alle tror, du blot er sindssyg, er der en god chance for, at du er med i en gyserfilm. I “The Unborn” forsøger David S. Goyer at samle alle de velkendte varemærker for spøgelseshistorier under ét tag.

Casey har på det seneste haft mærkelige drømme, hvor hun ser alt fra hunde med masker til uhyggelige børn og fostre. Et barn, hun er babysitter for, overfalder hende, og da hendes øjne begynder at skifte farve, bliver det for meget for Casey, og hun søger hjælp hos en læge. Caseys skizofrene øjenfarve kan skyldes, at hun er tvilling, og efter en konfrontation med faren står det klart, at hendes mor, før hun begik selvmord, gav fødsel til både Casey og en dødfødt tvilling. Tvillingens navn, Jumpy, stemmer overens med Caseys drømme, og efter hendes mareridt bliver mere og mere virkelige, søger hun hjælp hos rabbineren Sendak.

Det er ikke svært at se, hvor instruktør Goyer, der selv har skrevet “The Unborn”, henter sin inspiration fra. Caseys bedstemor bliver jaget af en gammel mand der – besat af en ånd – vælger at kravle på alle fire og dreje hovedet 360 grader som i “Eksorcisten”. En præst bliver også besat og angriber frådende og febrilsk som virus-smittet zombie fra “28 dage senere”. Stort set alle kvinder i historien bærer på ondskabsbørn som i “Rosemarys baby”, og et offer bliver myrdet med knivstik i slasher-stil, som man kender det fra “Fredag den 13.”. Selv “The Ring” står for skud, når en gammel filmrulle ændrer sig ved gentagen kørsel, og listen fortsætter. Om end hvor sjovt det er at sidde som publikum og teste sin horror-viden ved at lægge mærke til, hvor David S. Goyer har stjålet med arme og ben, skjuler det ikke det simple faktum, at “The Unborn” ikke formår at bruge referencerne til noget. En gyserfilm skal selvfølgelig være uhyggelig, og med undtagelse af nogle billige chok-effekter lever filmen ikke op til nogen af forbillederne.

Goyer, der i 2004 instruerede “Blade: Trinity”, har også været medforfatter på de succesrige Batman-genindspilninger “Batman Begins” og “The Dark Knight”. Det er formentlig også her, Goyer har brugt sit netværk til at få Gary Oldman med i “The Unborn”. Som rabbineren Sendak står han stort set for det eneste troværdige skuespil, men må alligevel give fortabt til en fuldstændig uforståelig historie og medspillere, der ikke vil lege med. Odette Yustman, som spiller Casey, og hendes kæreste, spillet af Mark Hardigan, har absolut ingen kemi og kan ikke formidle den frygt, filmen prøver at opbygge. Casey oplever en af sine veninder blive slået ihjel på klos hold og er selvfølgelig oprørt, men har tilsyneladende glemt alt om det i næste scene. På den måde tilføjer Odette Yustman intet til hovedrollen Casey andet end selvfølgelig høje skrigetoner og de obligatoriske nærbilleder i stramt hvidt undertøj.

Det er bedst ikke at prøve at forstå historien. Casey har åbenbart en bedstefar, der døde i Auschwitz, og pludselig bliver nazisterne bragt ind i manegen. Casey får et jødestjerne-smykke af sin bedstemor, og med det om halsen smadrer hun alle spejlene i sin lejlighed, for at spøgelserne ikke kan komme ind. Jøder og nazister; krystalnat i stuen og holocaust-spøgelser. Det giver absolut ingen mening.