Så fuglene synger – bogstaveligt talt

Den 49-årige franskkvinde Agnés Jaoui både skriver, instruerer og spiller med i sine egne film. Multitalenter kan man ikke andet end at beundre. Jaoui ikke mindst, idet hun med debuten, “De andres smag” fra 2000, snuppede de fleste hovedpriser ved den franske Oscar (han hedder César) og samtidig var nomineret til bedste udenlandske film ved det års Oscar-show. Det tør jeg godt garantere, at hendes fjerde film, den nu aktuelle “Under regnbuen”, ikke opnår.

Filmen foregår i Paris blandt en broget (og alt for stor) gruppe mennesker, der alle bakser med kærligheden. Især den unge Laura, der ikke helt kan sige sig fri for at hænge fast i barndommens naive forestilling om den store, romantiske kærlighed. Den, vi kender fra eventyrene, hvor galante prinser på hvide heste redder ungmøer i ét væk. Hendes fraskilte moster Marianne, spillet af Jaoui selv, er mere realistisk. Hun ved, hvad der gemmer sig for enden af regnbuen og efter …Og de levede lykkeligt til deres dages ende: Et helt almindeligt liv med skilsmisse og delebørn.

Laura møder, ganske som i et eventyr, den flotte, firskårne Sandro. En komponistspire med masser af talent og viltert, sort hår. De to bliver forelskede, og fugle synger – bogstaveligt talt – i Paris. Men den store, stygge ulv, Maxime Wolf, ligger på lur. Han charmerer trusserne af Laura, der kun for sent forstår, at hun bare er endnu en erobring. Dertil møder vi også Lauras far og (onde) stedmoder samt Mariannes søster og spydige svoger. Han bliver fint spillet af filmens med-manuskriptforfatter og Jaouis mangeårige samarbejdspartner, Jean-Pierre Bacri.

Agnés Jaoui er med sit søde, spidsmusagtige ansigt og skæve mimik som skabt til underspillede, komiske roller. Det får hun desværre ikke nok plads til at udfolde i “Under regnbuen”. Når der endelig flyver lidt gnister, er det i de få scener, hun har sammen med Jean-Pierre Bacri. De er til gengæld også gode. Han er køreskolelære og har lovet Marianne, der bliver panisk bare af at sidde bag et rat, at hun kan køre et par ture med ham som moralsk støtte. Han er til gengæld slet ikke nervøs for, at det skal gå galt, idet han for mange år siden har fået sin dødsdag at vide af en spåkone. Så Marianne kan køre nok så råddent. Her ping-pong’er Jaoui og Bacri på bedste, snaksaglig-franske facon. De når dog aldrig samme, ekvilibristiske højder som de beslægtede scener mellem en ilter køreskolelærer og hans flyvske elev i britiske Mike Leighs “Happy-Go-Lucky”.

Normalt er det de skarpe og underfundige hverdagsiagttagelser, der kendetegner Agnés Jaouis film. Men ved at pakke “Under regnbuen” ind i så bogstavelig en eventyrstruktur – uden på noget tidspunkt at bekende sig fuldt ud til eventyret, som for eksempel franske Jacques Demy vovede det i sin 1970’er-filmatisering af Charles Perraults klassisker “Peau d’Ane” – ender filmen med at føles noget halvhjertet. Den er hverken eller.