Det er jo det, vi altid har sagt hernede

De nordiske landes forskellige støtteordninger har gjort det meget almindeligt, at filmprojekter fra Norge, Sverige eller Danmark involverer et par deltagere fra broderfolkene. Med “Broen” som undtagelse er det dog ikke så tit, at disse udvekslinger reelt bruges til andet end finansiering. “Underdog” eller originalt “Svenskjävel” er ikke tilfældige titler på en film, der bider fast i unges selværdsproblemer og samtidig forsøger at spejle dem i hele nationers idéer om at være meget bedre end de andre.

Dino er svensker og bor sammen med sine svenskervenner i et kollektiv i Oslo. Dagene slæber sig af sted, selv om de først starter omkring frokost. Billederne af dovent persiennelys i Dinos deleværelse giver følelsen af én lang middagslur, der kun afbrydes af ulykkelige besøg på et jobcenter. Lidt mere aktiv, men stadig i opgivende søvngang passer eks-tennisspilleren Steffen sin sushi-restuarant og sine to døtre. Hans utroligt dygtige kone har travlt i Afrika, så da en ung kvinde tilbyder at aflaste lidt, siger han patter, øh, jadak.

Deres liv står stille på en kedelig og trist måde, og det underbygges af blågrå billeder og en lydside stort set uden musik. Det bliver dog aldrig kedeligt og trist at kigge på, for de er grundlæggende tiltalende personer med den obligatoriske brist her og der. Bianca Kronlöf som Dino er kvik og skarp alkoholiker og en charmerende tragisk lunte til den lille families krudtkammer. Henrik Rafaelsen har de samme jagede øjne tilføjet en fin maskulin lak af fortielser og midtlivskriseskæg.

I deres prøvende affære overser de fuldstændig den ældste datter, Ida, der er det egentlige følelsesmæssige centrum for “Underdog”, meget troværdigt spillet af Mona Kristiansen. En usikker teenagepige, der snyder sig uden om gymnastiktimerne og metodisk noterer, hvad hun spiser, mens dagene går foran en computer. Enkelte scener med hende er ubærligt genkendeligt teenagelorteliv, men det er, som om “Underdog” ikke helt gør hendes mulige forelskelse i sin fars elskerinde til et barokt tredje lag. Det fiser en smule ud.

Lidt lige som Steffen, hvis vage tilgang til alt langsomt trækker alt liv ud af livet. Man fornemmer en gammeldags småborgerlig forlegenhed over at være forelsket i en yngre kvinde, tilmed en svensk au pair, en skam, der åbenbart er helt berettiget ifølge hans veletablerede vennepar. Det er her “Underdog” kunne blive virkelig interessant, men den bidske omgang Sverige imod Norge bliver ved fuldemandssnakken over dyr cognac. Som dansker er det sjovt at se dem kalde hinanden retarderede, men der må være mere kød på?