I efterfølgeren til “Underworld” fra 2003 følger man igen vampyren Selenes bestræbelser på at rydde op i en forræderisk vampyrfamilie og at nedkæmpe lykantroper – varulve. “Underworld: Evolution” går dybere ned i vampyrernes historiske baggrund og sætter gang i en hæsblæsende kamp med de tvillingebrødre, der er forfædrene til de to racer.

Da tvillingebrødrene Marcus og William var børn, blev de begge bidt af et dyr. Marcus blev bidt af en flagermus, og fra ham nedstammer slægten af vampyrer. Ligeledes nedstammer lykantroperne fra William, der blev bidt af en ulv. For mange hundrede år siden tog den forræderiske vampyr Victor magten over vampyrslægten, og Marcus kunne derfor ikke gøre noget for at forhindre at hans bror, lykantropernes forfader, blev spærret inde. Efter at Selene mange år senere afslørede og dræbte Victor, er Marcus vågnet op og har nu tænkt sig at befri sin bror. Som filmens titel antyder har begge racer udviklet sig med evolutionen, og Selene må gøre alt for at forhindre befrielsen af den oprindelige lykantrop, der i modsætning til de mere udviklede varulve ikke kan forvandle sig til menneske og derfor besidder en nådesløs blodtørst.

Det er altid spændende at se om en 2’er formår at leve op til den første films niveau. “Underworld: Evolution” fortsætter, hvor 1’eren slap, men med en ny fjende i form af de to brødre. Samtidig udvikler Selene og hybriden Michael deres forhold med hede sexscener. Alligevel er “Underworld: Evolution” ikke helt så skarp som den første film var. Skurkene er blevet mere ensidede og derfor mere flade i beskrivelserne. Både i forhold til Kraven og til Victor følte man, at der var en masse modstridende følelser i Selene, eftersom det var en faderfigur og en kommende ægtemand, hun måtte kæmpe mod i “Underworld”. I “Evolution” er Marcus og William blot blodtørstige bæster, der skal udryddes. Og det bliver let kedeligt.

Rent geografisk foregår “Underworld: Evolution” ikke i byen, som 1’eren gjorde, men i et skov- og bjergbeklædt land, hvor det vrimler med politimænd. Omgivelserne bliver på den måde lidt kliche-agtige i udtrykket, og det virker lidt for bekvemt, at en vampyr, der for 300 år siden er sendt i eksil, viser sig at være lige i nærheden på samme måde som slottet, hvor William holdes indespærret.

I filmen udvikler Selene og Michaels forhold sig i en grad, der får denne anmelder til at vædde på at sidste del i trilogien vil danne baggrund for mødet med en perfekt race i form af deres afkom! Trods de hede scener, bliver deres forhold til hinanden dog ikke udforsket yderligere. Derfor får man heller ikke et dybere indtryk af dem som personer, da scenerne hvor de er alene er den eneste mulighed filmen har for at give et mere nuanceret indblik i deres karakterer.