Det er i år 200 år siden, at H.C. Andersen blev født. På den baggrund er et ambitiøst eksportfremstød blevet kørt i stilling. Overalt skal HCA navnet imprægneres. Der er HCA-oplæsninger, HCA-shows, og HCA-kage som man passende kan spise af sin HCA-porcelænstallerken. Samtidigt bliver alverdens forfattere, kunstnere og rockstjerner mere eller mindre vilkårligt udnævnt til HCA-ambassadører.

Derudover er der så kommet denne mini-serie, som man, inden den bliver vist i fjernsynet, har mulighed for at opleve som film på biograflærredet. Den er et friskt pust i al kulturhalløjet, eftersom den rent faktisk har noget med H.C. Andersen at gøre.

“Unge Andersen” følger H.C. Andersens tidlige år, efter at han som syttenårig er taget til København for at slippe væk fra sin fattige barndom og få succes. Han forsøger sig som sanger, danser, skuespiller og forfatter, men ingen er interesseret i at hyre den mærkelige, overfølsomme og kejtede unge mand. Efter endnu et mislykket forsøg, bliver Jonas Collin, der er formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse, dog interesseret i ham, og han skaffer den unge Andersen et kongeligt stipendium. H.C. Andersen bliver sendt til Slagelse for at blive udannet. Her skal han oplæres af Rektor Meisling.

Meisling og Andersen kommer dog hurtigt i konflikt med hinanden, de er på mange måde hinandens modsætninger. Hvor Andersen er flyvsk, drømmende og digterisk anlagt, er Rektor Meisling en jordnær og hård mand. Andersen viser sig at have svært ved at tilpasse sig det rigide skoleliv, og han drømmer sig i stedet væk. Meisling er imidlertidig overbevidst om, at Andersens fantasier vil føre ham ud i vanviddet, og han er fast besluttet på at standse dem. Han tør ikke lægge hånd på en mand, der er støttet af Collin, og straffer i stedet drengen Tuk, der er H.C. Andersens eneste ven på skolen, for Andersens forseelser.

“Unge Andersen” er en af den slags film, hvor de enkelte dele står stærkere end helheden. Der er mange ting i filmen, som fungerer fortrinligt, men som en større historie er den ikke særligt vellykket. Bedst er skuespillet mellem debutanten Simon Dahl Thaulow og Henning Jensen. Thaulow har for det første en imponerende lighed med H.C. Andersen i filmen, men han rammer også rigtigt i blandingen af skrøbelig overfølsomhed og poetisk talent. Henning Jensen er intet mindre end fremragende som den stålfaste og nærmest psykopatiske Rektor Meisling. I hans fortolkning fremstår Meisling både som en led satan men også en ynkelig stakkel. Scenerne mellem de to er filmens højdepunkt og vækker en masse interessante tanker. For ganske vist forsøger Meisling at undertrykke unge Andersens skriverier, men spørgsmålet er, om H.C. Andersen nogensinde var blevet den geniale historiefortæller han blev, uden Meisling?

Tidsbilledet er godt ramt, særligt er bybillederne i starten af filmen atmosfæriske og flotte. “Unge Andersen” er også godt filmet, men den lider under forsøget på at illustrere H.C. Andersens tanker med korte klip optaget med håndholdte kameraer. Det virker simpelthen malplaceret i en film, der ellers er roligt filmet og langsomt fortalt. Derudover er der adskillige drømmesekvenser, der også virker meget påklistrede.