Ikke helt enestående enhedDen første sæson af “The Unit” var en omgang rutinepræget tv-underholdning, hvis tydeligvis beskedne budget gik fint i spænd med seriens lave ambitionsniveau. Men allerede fra anden sæsons allerførste afsnit er det tydeligt, at føljetonens bagmænd har taget ved lære af deres spæde skridt. Tempoet er højere, karaktererne fremstår mere tredimensionelle, dramaet er mere vedkommende, kulisserne virker mere troværdige, og underholdningsfaktoren er gennemgående høj. 2. sæson af “The Unit” er ikke perfekt – men til tider kan man virkelig mærke, at to af branchens mest kreative forfattere, Shawn Ryan og David Mamet, har haft en finger med i spillet.

1. sæson rundede af med noget af et brag – seriens centrale gruppe af soldaterkammerater og deres hustruer var ude til fin middag, da måltidet pludselig blev afbrudt af et voldsomt angreb fra en bande aggressive terrorister. Det er både spøjst og skuffende, at denne stærke begivenhed ikke berøres i begyndelsen af 2. sæson, da det virkede som en gylden mulighed for at udvikle karaktererne og især forholdene imellem dem. Men det er tilsyneladende fortsat målsætningen at tilbyde publikum en stribe enkeltstående og lettilgængelige fortællinger, der mindsker chancen for virkelig at komme under huden på figurerne, men som gør det lettere for uindviede at hoppe med på vognen.

Selvom der sjældent skabes en forbindelse mellem afsnittenes respektive handlingsforløb, så skænkes karaktererne heldigvis langt flere intime øjeblikke og bedre tid til at udvikle sig end i seriens første sæson. Der reflekteres oftere over personernes gerninger, deres skæbner og deres sammenhold. Løbende igennem disse episoder skrælles tykke lag af adskillige arketypers facader, hvorved mere menneskelige facetter afsløres. Dette gør det lettere at relatere sig til persongalleriet og interessere sig for deres verdensomspændende eskapader. Afsnittene veksler som regel også fornemt mellem seriens forskellige historieelementer: soldaternes missioner, deres samleveres gerninger hjemme i USA og begivenhederne på den politiske scene.

Men eminent tv-underholdning i stil med de tidligste sæsoner af eksempelvis “24 timer” og “Alias”, som “The Unit” ofte imiterer, er der desværre endnu ikke tale om. Ryan, Mamet og deres stab af manuskriptforfattere tager en del skridt i den rigtige retning under sæsonens i alt 23 kapitler, men der er flere minuser udover minimal karakterudvikling. Ensemblet gør det godt, men enkelte gæsteskuespillere irriterer. Det er dog mildest talt en stor, positiv overraskelse, da selveste William H. Macy dukker op for en stund. Flere af episoderne byder også på ensartede missioner, og ofte hober klicheerne og konventionerne sig op. Til tider reduceres komplekse, internationale stridigheder også en anelse usmageligt til banale, ensidede konflikter.

Men der er heldigvis talrige glimrende undtagelser såsom “Force Majeure”, hvor soldaterne skal evakuere en diktator fra et hospital fanget i en orkan; “Natural Selection”, hvor en af officererne styrter ned i den russiske ødemark med en såret translatør; “Sub-Conscious”, hvor holdet befinder sig på en ubåd i Nordkoreas farevande; og “Dark of the Moon”, som er en spændingsmættet hyldest til westernklassikeren “Rio Bravo”. Sæsonen slutter også af med en fængslende cliffhanger, der lover godt for den tredje sæson, som i øjeblikket pryder sendefladen i USA.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. 2. sæson af “The Unit” ser heldigvis bedre ud end 1. sæson. Mængden af uønsket støj er blevet kraftigt reduceret, og edge-enhancement optræder stort set aldrig og kun i et yderst begrænset omfang. Billedet er også en tand skarpere end i sidste ombæring, og kontrasten er god. Farverne virker kun sjældent en smule ude af balance, og udtværing sker kun i få af seriens mørkeste scener.

AudioÆskens Dolby Digital 5.1-lydspor er udmærket, men man savner mere bid og bund. Lyden er meget frontbaseret, mens musikken tit okkuperer alle højtalere. Dialogen er til tider en anelse utydelig og lyder som regel spinkel, men man distraheres aldrig af støj eller overstyring. Fåtallige nydelige panoreringer dukker også op (hovedsageligt i form af adskillige helikopterpasseringer), men for en tv-serie om velarmerede militærfolk og dødsensfarlige missioner er lydsiden forbavsende tandløs.

EkstramaterialeUheldigvis fulgte der kun ét sølle kommentarspor med udgivelsen af seriens 1. sæson, men denne gang tilbydes der hele ti af slagsen. Alskens skuespillere, forfattere, instruktører og andet godtfolk kommenterer de forskellige afsnit, og selvom et par af kommentarsporene til tider bliver lidt tørre, så er de generelt interessante og går fint i dybden med både produktionen af afsnittene og episodernes individuelle handlingsforløb. Man kunne ikke have bedt om et meget bedre indblik i seriens tilblivelse.

Boksens 6. disc indeholder ydermere tre dokumentarer: “Paradise Lost: The Making of the Season 2 Finale” (33 min.) er et interessant kig på tilblivelsen af sæsonens sidste afsnit. Adskillige af produktionens facetter berøres, og både de mange interviews og optagelser er interessante. Lidt i samme dur er “Mission: The Making of Sub-Conscious” (12 min.), der berører effektarbejdet i afsnittet “Sub-Conscious”. “Dark of the Moon: Working With Weapons” (20 min.) handler om brugen af våben i episoden “Dark of the Moon”, og featuretten vil formentlig være af særlig interesse for folk, der er interesseret i den slags.