Universal Monsters - The Essential Collection

InstruktionJames Whale, James Whale, James Whale, Arthur Lubin, Tod Browning, George Waggner, Karl Freund, Jack Arnold

MedvirkendeBoris Karloff, Colin Clive, Mae Clarke, John Boles, Dwight Frye, Valerie Hobson, Ernest Thesiger, Elsa Lanchester, Bela Lugosi, Helen Chandler, David Manners, Dwight Frye, Edward Van Sloan, Nelson Eddy, Susanna Foster, Claude Rains, Edgar Barrier, Lon Chaney Jr., Claude Rains, Ralph Bellamy, Warren William, Patric Knowles, Bela Lugosi, Maria Ouspenskaya, Evelyn Ankers, Fay Helm, Claude Rains, Gloria Stuart, William Harrigan, Henry Travers, Una O'Connor, Boris Karloff, Zita Johann, David Manners, Arthur Byron, Edward Van Sloan, Richard Carlson, Julie Adams, Richard Denning, Antonio Moreno

Længde606 min

GenreSci-Fi, Romantik, Gyser


Anmeldelse

Universal Monsters – The Essential Collection

5 6
Uundværlige uhyrer

Siden filmmediets fødsel er der er formentlig ikke nogen genre, der har udviklet sig eller forgrenet sig mere end gyseren. Hundrede år gamle jokes kan stadigvæk lamme lattermusklerne, og et rørende kærlighedsdrama fra fordums tid kan stadig påvirke tårekanalerne, men med tiden bliver biografgængerne resistente over for gysergenrens virkemidler, som derfor konstant raffineres. Det er et uimodsigeligt faktum, at der skal mere til at skræmme et publikum i dag end for blot et par årtier siden. Så er der stadig noget at komme efter i de otte gamle gysere, der er samlet i denne udgivelse, og som har mellem 71 og 58 år på bagen? Det korte svar er: Ja, for dælen!

Udgivelsens ældste film er en af genrens største kronjuveler, ”Dracula” fra 1931, som gengiver Bram Stokers skrøne om den blodbælgende Grev Dracula. Selv i dag er filmens underskønne sort/hvid-billedside direkte betagende, og Bela Lugosis ikoniske præstation i titelrollen er fantastisk. De fleste skuespillere ville nok have svært ved ikke at gøre Draculas langsommelige tale og mimik ufrivillig komisk, men Lugosi er på én gang gruopvækkende og næsten foruroligende charmerende. Hans intense blik er hypnotiserende, og i samspil med de skumle, skyggefulde billeder skaber den ungarske skuespiller en foruroligende stemning, der får nakkehårene til at krible. Jovist, det er tydeligt, at edderkopperne og flagermusene er lavet af gummi, men den tavse scene, hvor Draculas kridhvide, kvindelige vampyrer forlader deres kister, er blot ét af filmens utallige skrækindjagende særsyn, som stadig har evnen til at forpurre ens nattesøvn.

Senere samme år udkom ”Frankenstein”, der tager afsæt i Mary Shelleys roman om den lettere sindssyge og sindssygt ambitiøse læge Henry Frankenstein, som skaber et afskyeligt monster under et ekstremt eksperiment (”It’s aliiiiiiiiiiiive!!”). Den legendariske Boris Karloff har rollen som uhyret, der er sammensat af kropsdele fra flere forskellige lig, og som – på trods af sit uhyrlige udseende – ikke er rendyrket ond, men som har et barnligt sind og et barns manglende tilbageholdenhed og forståelse for konsekvenser. Det er en horrorfilm med noget på hjerte – en fascinerende udforskning af menneskets forfængelighed og moral, og selvom skuespillet (hvis vi ser bort fra Karloff, hvis følelsesladede, forpinte præstation er dybt bevægende) er noget teatralsk, så er filmen stemningsfuld og underholdende som bare pokker, og ligesom “Dracula” er “Frankenstein” spækket med smukke kulisser og billeder. Introduktionen af monstret er bjergtagende.

Karloff medvirkede i et utal af gysere før sin død i 1969, og en anden af hans mange mindeværdige monstre var den genopvakte mumie Imhotep i ”The Mummy” fra 1932. Lidt ligesom Lugosi i “Dracula” er Karloff her enormt karismatisk, og i nærbillederne af Imhoteps hypnotiserende, selvlysende øjne er det svært ikke at blive tryllebundet af englænderen med det tyskklingende kunstnernavn. Selve filmen er dog ikke noget særligt. Ovenpå en stemningsfuld start, hvor Imhotep vækkes til live og langsomt forlader sin guldbelagte kiste, daler tempoet drastisk, og mumien bliver aldrig rigtig skræmmende – han virker for magtesløs og langsom. Det største problem er dog, at bifigurerne får masser af spilletid, men sjældent gør indtryk (og en påklistret romance mellem to af dem trækker tænder). Bevares, “The Mummy” har sine momenter og er stadig langt bedre end genindspilningen fra 1999, men den når ikke eksempelvis “Frankenstein” til sokkeholderne.

Den næste film i rækken er ”The Invisible Man” fra 1933, som er instrueret af den geniale James Whale, der også instruerede “Frankenstein”. Tempoet er langt højere end i “The Mummy” – historien starter lige på og hårdt, kameraet bevæger sig mere, der bliver klippet oftere, og de dengang revolutionerende effekter er sluppet forbavsende helskindet fra mødet med tidens tand. Claude Rains er fremragende som en gal videnskabsmand, der bliver usynlig og samtidigt vanvittig og morderisk efter et skørt eksperiment. Selvom vi aldrig ser Rains’ ansigt, kan man altid fornemme hans skræmmende vrede på hans kropssprog og (især) hans intimiderende stemme og latter, og filmen er allerhelvedes intens, når den usynlige forsker jager sine medmennesker. Til tider er filmen også vidunderligt spøgefuld, og persongalleriet er fyldt med muntre, mindeværdige bifigurer. Filmatiseringen af H.G. Wells’ klassiske novelle er en af boksens største perler.

Whale stod også bag ”Bride of Frankenstein”, som mange gyserfeinschmeckere betragter som en af genrens allerstørste milepæle – og med god grund. Ligesom i “The Invisible Man” lader Whale en drilsk og raffineret humor gennemsyre filmen, og den fungerer som et perfekt supplement til uhyggen. Den fantastiske Una O’Connor, som var pragtfuld som krukket kromutter i “The Invisible Man”, tager kegler som en hysterisk tjenerinde, og Ernest Thesiger er nøjagtig lige så mindeværdig i rollen som den excentriske Doctor Pretorius. De skyggefulde billeder er betagende, og det samme er Franz Waxmans musik. Skuespillet er ofte vidunderligt overgearet, dialogerne er herligt højtravende, og Karloff får endnu mere spillerum end i forgængeren til at skære igennem monsterets mange lag makeup og afsløre det plagede hjerte indenunder, der længes efter venskab og kærlighed. Skiftevis sørgmodig, sjov og skræmmende – “Bride of Frankenstein” er et mesterværk.

Ulykkelig kærlighed er et tema i mange af de otte film og i særdeleshed i ”The Wolf Man” – varulvgenrens ukronede konge. Den legendariske Lon Chaney Jr. (søn af den endnu mere legendariske Lon Chaney Sr., hvis karriere også var præget af monsterfilm) er hjerteskærende som den indtagende Larry Talbot, som vender tilbage til sin families palæ efter sin brors død, forelsker sig i den smukke Gwen, bliver bidt af en enorm, løssluppen ulv og dernæst forvandler sig til en dødbringende varulv, når fuldmånen dukker op. Chaney og Evelyn Ankers, som spiller Gwen, har en utroligt god kemi, og man fornemmer øjeblikkeligt deres gensidige kærlighed, så man bliver vitterligt rørt, når Larrys frygtelige forbandelse piner ham og splitter parret. Claude Rains (den usynlige mand) er også fabelagtig som Larrys stålsatte far i det, der formentlig er udgivelsens alt i alt mest velspillede film. Glem alt om 2010-genindspilningen og få prompte set originalen!

Claude Rains dukker også op i ”Phantom of the Opera”, hvor han har hovedrollen som den garvede violinist Enrique Claudin, der drager ned i Paris’ kloaker og hjemsøger hovedstadens operahus efter at have fået vansiret sit ansigt med syre under et voldsomt skænderi. Det gamle melodrama er blevet filmatiseret utallige gange, og denne udgave fra 1943 har altid stået i skyggen af klassikeren fra 1925 med Lon Chaney i hovedrollen. Men Rains spiller (som altid) knaldhamrende godt, og han formår at gøre sin bundulykkelige karakter en smule sympatisk, selvom han langsomt mister besindelsen, alt imens han forsøger at forføre sangerinden Christine Dubois. Her er også masser af flotte billeder og smuk musik, men nogle af operasekvenserne trækker i langdrag, og de andre personer er ikke særlig tiltalende. Trekantsdramaet mellem Christine og to gumpetunge bejlere sætter tålmodigheden på prøve.

Hvor de fleste andre film har nuancerede karakterer og til tider også noget på hjerte, er ”Creature from the Black Lagoon” bare en god, gammeldags monsterfilm, hvori et ækelt havuhyre går til angreb på en gruppe stereotype (og temmelig anonyme) helte og heltinder. Filmen blev oprindeligt forevist i 3D tilbage i 1954 og bør derfor også ses i 3D. Man får et sug i maven, når man for første gang ser monsterets enorme, forstenede hånd stikke ud mod kameraet i starten af filmen, og især undervandsbillederne er imponerende. Monsterkostumet er måske lidt grinagtigt, men lyden af bæstet påvirker både øregangene og nerverne, og ligesom boksens andre film er filmen relativt kort og fedtfattig. 79 minutters monsterfyldt morskab.

Blandt disse otte film finder man altså både udødelige klassikere, stadigvæk solide genrefilm og også mindre mindeværdige, men stadig ganske underholdende opusser, og samlet set får filmkavalkaden derfor følgende karakter:

Video

“Creature from the Black Lagoon” præsenteres i 1080p/MVC-3D 1.85:1, mens alle de andre film præsenteres i 1080p/AVC 1.33:1. Hver eneste films billedside er blevet omhyggeligt restaureret, og hvis ikke instruktørerne bag alle otte film allerede havde stillet træskoene, havde de formentlig fået et hjerteslag af at se, hvor godt deres gamle gysere ser ud i dag i HD. Jovist, støv og snavs forekommer, og der er adskillige slørede billeder (de uskarpe skud skyldes dog fotograferingen og ikke dårlig komprimering), men billedkvaliteten er under alle omstændigheder overrumplende. Selv den ældste film, “Dracula”, ligner til tider en film, der blev skudt i går og altså ikke for 81 år siden, og kontrasten er simpelthen forbløffende – selv i de dunkleste skygger er detaljerigdommen enorm.

Gudskelov har man heller ikke brugt støjreduktionsfiltre til at mindske mængden af gryn, og hver eneste billedside har derfor et appetitligt og meget celluloidlignende look. Jeg bemærkede kun lidt (overkommelig) edge-enhancement i “The Wolf Man”. “Phantom of the Opera” er den eneste af filmene, som ikke er sort/hvid, og farverne er appetitlige og naturtro. Derudover var det en genistreg at inkludere en 3D-udgave af “Creature from the Black Lagoon”. Filmen blev oprindeligt udgivet i 3D tilbage i 1954, dengang det for første gang kom på mode at føje en tredje dimension til billeder, men det er ikke ensbetydende med, at 3D-billedsiden virker håbløst forældet i forhold til de seneste års mange 3D-transfers. Faktisk ser “Creature from the Black Lagoon” bedre ud i 3D end mange nyere film – dybden er ofte lamslående, og de mange muntre 3D-gimmicks fungerer rigtig godt. Indimellem blev jeg dog lidt ør i hovedet over dybdeforskellene fra klip til klip.

Audio

Jeg havde forventet, at der ville figurere susen og en smule overstyring på udgivelsens otte DTS-HD Master Audio 2.0-lydspor, men lad mig øjeblikkeligt slå fast, at ingen af de gamle lydsiders fåtallige skavanker nogensinde er tilnærmelsesvis distraherende. Derudover kommer replikkerne, lydeffekterne og musikken formentlig klarere igennem her på Blu-ray, end dengang filmene oprindeligt havde biografpremiere, og heldigvis har man ikke i ét eneste tilfælde smækket flere lydeffekter ind eller tilføjet påklistrede panoreringer. Lydsporene har generelt en forbavsende solid bund, og de høje toner lyder aldrig spidse. Samtlige lydspor respekterer filmmagernes oprindelige, æstetiske intentioner, og således er der meget lidt at beklage sig over.

Ekstramateriale

Udgivelsens otte film befinder sig i en flot, kisteformet æske, som indeholder otte smukke postkort (som fans næppe vil kunne nænne at smække frimærker på) og et lille hæfte på i alt 46 sider. Hæftet indeholder bl.a. en masse flotte billeder og tegninger samt adskillige noter omkring både filmene og flere af skuespillerne, som medvirkede i dem.

Derudover har hver film fået sin egen skive, og hver disk er simpelthen proppet med ekstra godter. På ”Dracula”-skiven finder vi endda en hel spillefilm blandt ekstramaterialet – nemlig en spansk version af filmen, som blev indspillet samtidigt med den engelsksprogede udgave (den engelske version blev indspillet i dagtimerne, den spanske om natten). Den spanske “Dracula” bliver præsenteret i HD, men selvom den er ganske sjov at studere, så er den mindre velspillet og ikke så uhyggelig og stramt fortalt som den engelske udgave. Den spanske skuespillerinde Lupita Tovar Kohner har desuden indspillet en kort introduktion til den spansksprogede version (4 min.).

Filmhistorikeren David J. Skal har indtalt et uhyre informativt kommentarspor til “Dracula”, og mindst lige så interessant er et alternativt lydspor fra 1999 (der præsenteres i Dolby Digital 2.0), som byder på musik af den gudbenådede komponist Philip Glass. Personligt er jeg vild med Glass’ score, men jeg sætter også pris på den oprindelige lydside, som tit er effektiv, netop fordi den er blottet for musik. Tavsheden er ofte frygtindgydende. Man kan også aktivere et såkaldt “trivia track”, der disker op med adskillige anekdoter i undertekstform, mens filmen kører. Derudover er her en stak trailere til “Dracula” og dens fortsættelser, et billedgalleri, en fascinerende featurette (9 min.) om den grundige restaurering af filmen i forbindelse med denne genudgivelse samt de to glimrende dokumentarer “The Road to Dracula” (35 min.) og “Lugosi: The Dark Prince” (36 min.), som hhv. omhandler filmens tilblivelse og Lugosis unikke karriere.

Filmhistorikerne Rudy Behlmer og Sir Christopher Frayling har hver især indtalt et kommentarspor til ”Frankenstein”, og de er begge værd at lytte til, hvis man er fan. D’herrer strør om sig med interessante anekdoter, og der er flere af slagsen i dokumentarerne “The Frankenstein Files: How Hollywood Made a Monster” (45 min.), “Karloff: The Gentle Monster” (38 min) og “Universal Horror” (95 min.) som ikke blot omhandler “Frankenstein” og Karloff, men også flere af Universals andre gyserperler. Kortfilmen “Boo!” (10 min.) er en lille, gemytlig gyserparodi fra 1932. Her er også et billedgalleri, et trivia track (i stil med det til “Dracula”) og trailere til hele fem forskellige “Frankenstein”-film. “100 Years of Universal: Restoring the Classics” (9 min.) handler om Universals arbejde på at restaurere flere af selskabets gamle film i forbindelse med dets 100-årsjubilæum i år, og det er den eneste af diskens dokumentarer, som præsenteres i HD.

Der er også blevet indtalt to kommentarspor til ”The Mummy”. På det ene disker filmhistorikeren Paul M. Jensen op med en masse informationer om filmens tilblivelse, mens det andet (og blændende) kommentarspor er blevet indtalt af den Oscar-belønnede makeup-guru Rick Baker, filmhistorikeren Steve Haberman, instruktøren Scott Essman, skulptøren Brent Armstrong og en fyr ved navn Bob Burns, som samler på filmklenodier (han introducerer sig selv med ordene ”ingen ved rigtig, hvad jeg laver”). Her er også tre ældre dokumentarer, som tilsammen varer godt 65 minutter, og som bl.a. kigger nærmere på filmens arv og makeup-legenden Jack Pierces CV. Desuden er her et billedgalleri og fem trailere. Dokumentaren “100 Years of Universal: The Carl Laemmle Era” (9 min.) beretter kort om Universal-filmselskabets stifter, Carl Laemmle, og den præsenteres – som det eneste ekstramateriale på skiven – i HD.

Filmhistorikeren Rudy Behlmer har også indtalt et kommentarspor til ”The Invisible Man”, og Behlmer har igen en masse interessante anekdoter i ærmet. Derudover rummer skiven ikke meget ekstramateriale, men dokumentaren “Now You See Him, Now You Don’t: The Invisible Man Revealed” (36 min.) er glimrende. Den handler mindst lige så meget om filmens instruktør, James Whale, som den gør om selve filmen, og selv Ian McKellen, der spiller Whale i den fremragende “Gods and Monsters” fra 1998, udtaler sig. Her er også et lille billedgalleri og dokumentaren “100 Years of Universal: Unforgettable Characters” (8 min.), der præsenteres i HD og, som titlen antyder, kigger nærmere på nogle af de mest populære karakterer i Universals bagkatalog – lige fra Dracula over E.T. til Jason Bourne.

Filmhistorikeren Scott MacQueen har indtalt et informativt kommentarspor til ”Bride of Frankenstein”. Derudover er her den velproducerede dokumentar “She’s Alive! Creating the Bride of Frankenstein” (39 min.), som gransker filmens tilblivelse, temaer og indflydelse på gysergenren. Her er også et billedgalleri og fire “Frankenstein”-trailere. “100 Years of Universal: Restoring the Classics” (9 min.) er den samme dokumentar, som ligger på “Frankenstein”-skiven. Eftersom “Bride of Frankenstein” formentlig er æskens bedste film, er det lidt en skam, at der ikke er blevet produceret lidt mere ekstramateriale om netop den film.

Filmhistorikeren Tom Weaver har indtalt et kommentarspor til ”The Wolf Man”. Ligesom de andre historikere har Weaver en anseelig filmviden og en god formidlingsevne. Her er fire ældre dokumentarer: “Monster by Moonlight” (33 min.), “The Wolf Man: From Ancient Curse to Modern Myth” (10 min.), “Pure in Heart: The Life and Legacy of Lon Chaney Jr.” (37 min.) og “He Who Made Monsters: The Life and Art of Jack Pierce” (25 min.). Som titlerne antyder gransker dokumentarerne ikke blot skabelsen af “The Wolf Man”, men også (blandt andet) varulvgenren, Chaneys karriere og makeup-koryfæet Jack Pierce, som arbejdede på adskillige klassiske monsterfilm. De er alle seværdige – især den rørende dokumentar om Chaneys semitragiske liv. Desuden er her et billegalleri, trailere til i alt seks forskellige “The Wolf Man”-film og den nye dokumentar “100 Years of Universal: The Lot” (9 min.), som præsenteres i HD og handler om Universals studier.

MacQueen, som indtalte kommentarsporet til “Bride of Frankenstein”, har også indtalt et til ”Phantom of the Opera”. Dokumentaren “The Opera Ghost: A Phantom Unmasked” (51 min.) handler ikke blot om netop 1943-filmatiseringen af Gaston Leroux’ gamle roman, men også mange af de andre, såsom den klassiske 1925-udgave med Lon Chaney. Her er også et enkelt billedgalleri og traileren til filmen. Førnævnte Weaver har også indtalt kommentarsporet til ”Creature from the Black Lagoon”. Han er formentlig den mest entusiastiske af alle filmhistorikerne og derfor også den, der er mest interessant at lytte til. “Back to the Black Lagoon” (40 min.) er en fin dokumentar om filmen, og derudover er her et enkelt billedgalleri og traileren til filmen og dens to fortsættelser. Dokumentaren “100 Years of Universal: The Lot” (9 min.) ligger også på “The Wolf Man”-disken.

Det giver god mening, at denne pragtfulde udgivelse udkommer i en kisteformet papæske, for den bør gøre enhver gyserfan kisteglad. Her er otte af gysergenrens største klassikere, og selvom de måske ikke er lige så skræmmende i dag, som dengang de oprindeligt udkom, er de stadig uhyre underholdende og spækkede med skuespil, replikker, musik og billeder af allerhøjeste karat, og flere af filmene har tilmed en kraftig, følelsesmæssig slagkraft. Alle otte værker er blevet fornemt restaureret (både på billed- og lydfronten), og det vil formentlig tage fans dagevis at traske igennem alt det eminente ekstramateriale. Selv hvis du blot har en mikroskopisk forkærlighed for genren, bør du øjeblikkeligt købe denne boks!


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Universal Home Entertainment har restaureret og samlet otte af filmhistoriens største gyserklassikere i én æske: “Dracula”, “Frankenstein”, “Bride of Frankenstein”, “The Mummy”, “The Wolf Man”, “The Invisible Man”, “Phantom of the Opera” og “Creature from the Black Lagoon”.