Universal Monsters – The Essential Collection
Udgivet 11. nov 2012 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Siden filmmediets fødsel er der er formentlig ikke nogen genre, der har udviklet sig eller forgrenet sig mere end gyseren. Hundrede år gamle jokes kan stadigvæk lamme lattermusklerne, og et rørende kærlighedsdrama fra fordums tid kan stadig påvirke tårekanalerne, men med tiden bliver biografgængerne resistente over for gysergenrens virkemidler, som derfor konstant raffineres. Det er et uimodsigeligt faktum, at der skal mere til at skræmme et publikum i dag end for blot et par årtier siden. Så er der stadig noget at komme efter i de otte gamle gysere, der er samlet i denne udgivelse, og som har mellem 71 og 58 år på bagen? Det korte svar er: Ja, for dælen!
Senere samme år udkom ”Frankenstein”, der tager afsæt i Mary Shelleys roman om den lettere sindssyge og sindssygt ambitiøse læge Henry Frankenstein, som skaber et afskyeligt monster under et ekstremt eksperiment (”It’s aliiiiiiiiiiiive!!”). Den legendariske Boris Karloff har rollen som uhyret, der er sammensat af kropsdele fra flere forskellige lig, og som – på trods af sit uhyrlige udseende – ikke er rendyrket ond, men som har et barnligt sind og et barns manglende tilbageholdenhed og forståelse for konsekvenser. Det er en horrorfilm med noget på hjerte – en fascinerende udforskning af menneskets forfængelighed og moral, og selvom skuespillet (hvis vi ser bort fra Karloff, hvis følelsesladede, forpinte præstation er dybt bevægende) er noget teatralsk, så er filmen stemningsfuld og underholdende som bare pokker, og ligesom “Dracula” er “Frankenstein” spækket med smukke kulisser og billeder. Introduktionen af monstret er bjergtagende.
Den næste film i rækken er ”The Invisible Man” fra 1933, som er instrueret af den geniale James Whale, der også instruerede “Frankenstein”. Tempoet er langt højere end i “The Mummy” – historien starter lige på og hårdt, kameraet bevæger sig mere, der bliver klippet oftere, og de dengang revolutionerende effekter er sluppet forbavsende helskindet fra mødet med tidens tand. Claude Rains er fremragende som en gal videnskabsmand, der bliver usynlig og samtidigt vanvittig og morderisk efter et skørt eksperiment. Selvom vi aldrig ser Rains’ ansigt, kan man altid fornemme hans skræmmende vrede på hans kropssprog og (især) hans intimiderende stemme og latter, og filmen er allerhelvedes intens, når den usynlige forsker jager sine medmennesker. Til tider er filmen også vidunderligt spøgefuld, og persongalleriet er fyldt med muntre, mindeværdige bifigurer. Filmatiseringen af H.G. Wells’ klassiske novelle er en af boksens største perler.
Ulykkelig kærlighed er et tema i mange af de otte film og i særdeleshed i ”The Wolf Man” – varulvgenrens ukronede konge. Den legendariske Lon Chaney Jr. (søn af den endnu mere legendariske Lon Chaney Sr., hvis karriere også var præget af monsterfilm) er hjerteskærende som den indtagende Larry Talbot, som vender tilbage til sin families palæ efter sin brors død, forelsker sig i den smukke Gwen, bliver bidt af en enorm, løssluppen ulv og dernæst forvandler sig til en dødbringende varulv, når fuldmånen dukker op. Chaney og Evelyn Ankers, som spiller Gwen, har en utroligt god kemi, og man fornemmer øjeblikkeligt deres gensidige kærlighed, så man bliver vitterligt rørt, når Larrys frygtelige forbandelse piner ham og splitter parret. Claude Rains (den usynlige mand) er også fabelagtig som Larrys stålsatte far i det, der formentlig er udgivelsens alt i alt mest velspillede film. Glem alt om 2010-genindspilningen og få prompte set originalen!
Hvor de fleste andre film har nuancerede karakterer og til tider også noget på hjerte, er ”Creature from the Black Lagoon” bare en god, gammeldags monsterfilm, hvori et ækelt havuhyre går til angreb på en gruppe stereotype (og temmelig anonyme) helte og heltinder. Filmen blev oprindeligt forevist i 3D tilbage i 1954 og bør derfor også ses i 3D. Man får et sug i maven, når man for første gang ser monsterets enorme, forstenede hånd stikke ud mod kameraet i starten af filmen, og især undervandsbillederne er imponerende. Monsterkostumet er måske lidt grinagtigt, men lyden af bæstet påvirker både øregangene og nerverne, og ligesom boksens andre film er filmen relativt kort og fedtfattig. 79 minutters monsterfyldt morskab.
Blandt disse otte film finder man altså både udødelige klassikere, stadigvæk solide genrefilm og også mindre mindeværdige, men stadig ganske underholdende opusser, og samlet set får filmkavalkaden derfor følgende karakter:
“Creature from the Black Lagoon” præsenteres i 1080p/MVC-3D 1.85:1, mens alle de andre film præsenteres i 1080p/AVC 1.33:1. Hver eneste films billedside er blevet omhyggeligt restaureret, og hvis ikke instruktørerne bag alle otte film allerede havde stillet træskoene, havde de formentlig fået et hjerteslag af at se, hvor godt deres gamle gysere ser ud i dag i HD. Jovist, støv og snavs forekommer, og der er adskillige slørede billeder (de uskarpe skud skyldes dog fotograferingen og ikke dårlig komprimering), men billedkvaliteten er under alle omstændigheder overrumplende. Selv den ældste film, “Dracula”, ligner til tider en film, der blev skudt i går og altså ikke for 81 år siden, og kontrasten er simpelthen forbløffende – selv i de dunkleste skygger er detaljerigdommen enorm.
Gudskelov har man heller ikke brugt støjreduktionsfiltre til at mindske mængden af gryn, og hver eneste billedside har derfor et appetitligt og meget celluloidlignende look. Jeg bemærkede kun lidt (overkommelig) edge-enhancement i “The Wolf Man”. “Phantom of the Opera” er den eneste af filmene, som ikke er sort/hvid, og farverne er appetitlige og naturtro. Derudover var det en genistreg at inkludere en 3D-udgave af “Creature from the Black Lagoon”. Filmen blev oprindeligt udgivet i 3D tilbage i 1954, dengang det for første gang kom på mode at føje en tredje dimension til billeder, men det er ikke ensbetydende med, at 3D-billedsiden virker håbløst forældet i forhold til de seneste års mange 3D-transfers. Faktisk ser “Creature from the Black Lagoon” bedre ud i 3D end mange nyere film – dybden er ofte lamslående, og de mange muntre 3D-gimmicks fungerer rigtig godt. Indimellem blev jeg dog lidt ør i hovedet over dybdeforskellene fra klip til klip.
Jeg havde forventet, at der ville figurere susen og en smule overstyring på udgivelsens otte DTS-HD Master Audio 2.0-lydspor, men lad mig øjeblikkeligt slå fast, at ingen af de gamle lydsiders fåtallige skavanker nogensinde er tilnærmelsesvis distraherende. Derudover kommer replikkerne, lydeffekterne og musikken formentlig klarere igennem her på Blu-ray, end dengang filmene oprindeligt havde biografpremiere, og heldigvis har man ikke i ét eneste tilfælde smækket flere lydeffekter ind eller tilføjet påklistrede panoreringer. Lydsporene har generelt en forbavsende solid bund, og de høje toner lyder aldrig spidse. Samtlige lydspor respekterer filmmagernes oprindelige, æstetiske intentioner, og således er der meget lidt at beklage sig over.
Udgivelsens otte film befinder sig i en flot, kisteformet æske, som indeholder otte smukke postkort (som fans næppe vil kunne nænne at smække frimærker på) og et lille hæfte på i alt 46 sider. Hæftet indeholder bl.a. en masse flotte billeder og tegninger samt adskillige noter omkring både filmene og flere af skuespillerne, som medvirkede i dem.
Filmhistorikeren David J. Skal har indtalt et uhyre informativt kommentarspor til “Dracula”, og mindst lige så interessant er et alternativt lydspor fra 1999 (der præsenteres i Dolby Digital 2.0), som byder på musik af den gudbenådede komponist Philip Glass. Personligt er jeg vild med Glass’ score, men jeg sætter også pris på den oprindelige lydside, som tit er effektiv, netop fordi den er blottet for musik. Tavsheden er ofte frygtindgydende. Man kan også aktivere et såkaldt “trivia track”, der disker op med adskillige anekdoter i undertekstform, mens filmen kører. Derudover er her en stak trailere til “Dracula” og dens fortsættelser, et billedgalleri, en fascinerende featurette (9 min.) om den grundige restaurering af filmen i forbindelse med denne genudgivelse samt de to glimrende dokumentarer “The Road to Dracula” (35 min.) og “Lugosi: The Dark Prince” (36 min.), som hhv. omhandler filmens tilblivelse og Lugosis unikke karriere.
Der er også blevet indtalt to kommentarspor til ”The Mummy”. På det ene disker filmhistorikeren Paul M. Jensen op med en masse informationer om filmens tilblivelse, mens det andet (og blændende) kommentarspor er blevet indtalt af den Oscar-belønnede makeup-guru Rick Baker, filmhistorikeren Steve Haberman, instruktøren Scott Essman, skulptøren Brent Armstrong og en fyr ved navn Bob Burns, som samler på filmklenodier (han introducerer sig selv med ordene ”ingen ved rigtig, hvad jeg laver”). Her er også tre ældre dokumentarer, som tilsammen varer godt 65 minutter, og som bl.a. kigger nærmere på filmens arv og makeup-legenden Jack Pierces CV. Desuden er her et billedgalleri og fem trailere. Dokumentaren “100 Years of Universal: The Carl Laemmle Era” (9 min.) beretter kort om Universal-filmselskabets stifter, Carl Laemmle, og den præsenteres – som det eneste ekstramateriale på skiven – i HD.
Filmhistorikeren Scott MacQueen har indtalt et informativt kommentarspor til ”Bride of Frankenstein”. Derudover er her den velproducerede dokumentar “She’s Alive! Creating the Bride of Frankenstein” (39 min.), som gransker filmens tilblivelse, temaer og indflydelse på gysergenren. Her er også et billedgalleri og fire “Frankenstein”-trailere. “100 Years of Universal: Restoring the Classics” (9 min.) er den samme dokumentar, som ligger på “Frankenstein”-skiven. Eftersom “Bride of Frankenstein” formentlig er æskens bedste film, er det lidt en skam, at der ikke er blevet produceret lidt mere ekstramateriale om netop den film.
MacQueen, som indtalte kommentarsporet til “Bride of Frankenstein”, har også indtalt et til ”Phantom of the Opera”. Dokumentaren “The Opera Ghost: A Phantom Unmasked” (51 min.) handler ikke blot om netop 1943-filmatiseringen af Gaston Leroux’ gamle roman, men også mange af de andre, såsom den klassiske 1925-udgave med Lon Chaney. Her er også et enkelt billedgalleri og traileren til filmen. Førnævnte Weaver har også indtalt kommentarsporet til ”Creature from the Black Lagoon”. Han er formentlig den mest entusiastiske af alle filmhistorikerne og derfor også den, der er mest interessant at lytte til. “Back to the Black Lagoon” (40 min.) er en fin dokumentar om filmen, og derudover er her et enkelt billedgalleri og traileren til filmen og dens to fortsættelser. Dokumentaren “100 Years of Universal: The Lot” (9 min.) ligger også på “The Wolf Man”-disken.
Det giver god mening, at denne pragtfulde udgivelse udkommer i en kisteformet papæske, for den bør gøre enhver gyserfan kisteglad. Her er otte af gysergenrens største klassikere, og selvom de måske ikke er lige så skræmmende i dag, som dengang de oprindeligt udkom, er de stadig uhyre underholdende og spækkede med skuespil, replikker, musik og billeder af allerhøjeste karat, og flere af filmene har tilmed en kraftig, følelsesmæssig slagkraft. Alle otte værker er blevet fornemt restaureret (både på billed- og lydfronten), og det vil formentlig tage fans dagevis at traske igennem alt det eminente ekstramateriale. Selv hvis du blot har en mikroskopisk forkærlighed for genren, bør du øjeblikkeligt købe denne boks!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet