En franchise genopstår

Jeg har kun set én af de efterhånden talløse “Universal Soldier”-film: Den første fra 1992 af Roland Emmerich, hvori Dolph Lundgren og Jean-Claude Van Damme spiller to afdøde elitesoldater, der genoplives via moderne teknologi og gøres langt stærkere end den gængse infanterist. To (angiveligt forfærdelige) fortsættelser blev derefter produceret direkte til tv uden de to Hollywood-stjerners medvirken, men da “Universal Soldier: The Return” udkom i 1999 med Van Damme tilbage i hovedrollen, blev dén omtalt af fans som seriens egentlige anden del. Og nu har vi så “Universal Soldier: Regeneration”, som i flere lande er blevet navndøbt “Universal Soldier 3”, men når filmen starter, toner titlen “Universal Soldier: A New Beginning” frem. Forvirringen er total.

Er filmen en efterfølger? En prequel? En nyfortolkning? En mellemting? Der lader til at være tale om en regulær fortsættelse til de forrige film, men heldigvis er det forholdsvis betydningsløst, om man har set seriens ældre dele, for plottet er fuldstændig ligetil. En gruppe russiske terrorister kidnapper premierministerens to børn og overtager det forladte Tjernobyl-atomkraftværk i Ukraine. Hvis deres fængslede soldaterkammerater ikke bliver frigivet, bliver det radioaktive anlæg detoneret. Det amerikanske militær forsøger forgæves at infiltrere kraftværket, så den afdankede “unisoldat” Luc Deveraux (Van Damme) bliver tvunget til at deltage i redningsaktionen.

Filmens PR-kampagne gjorde et stort nummer ud af, at Lundgren og Van Damme spillede over for hinanden igen i “Universal Soldier: Regeneration” for første gang siden føljetonens første kapitel. Sidst de to mødtes i filmrelateret øjemed var på den røde løber i Cannes i 1991, hvor de næsten kom op at slås efter en mindre diskussion. Var skænderiet fingeret? Måske. I hvert fald er det nærliggende at fremhæve den spøjse episode, for de to muskelbundters opgør i “Universal Soldier: Regeneration” er ikke frygtelig meget længere.

Til gengæld er det en forbavsende stor fornøjelse at se de to 80’er-ikoner ryge i totterne på hinanden endnu en gang. Man kan nærmest mærke d’herrers brændende trang til at bevise, at deres relativt høje alder (under optagelserne var Van Damme 48 år gammel, Lundgren var 51) ikke har haft den ringeste effekt på deres mobilitet. Van Dammes bevægelser er så smidige og elegante, at man skulle tro, han stadig var teenager, mens Lundgren stadigvæk uddeler spark og knytnæver med en slagkraft, der aftvinger respekt. Lundgren får undervejs endda lov til at fyre et par ganske morsomme replikker af, som fremtvinger gedigen kluklatter. Filmen tager gudskelov aldrig sig selv for alvorligt.

Dysten mellem de to er uden tvivl filmens højdepunkt, men Lundgren og Van Dammes genforening er bestemt ikke filmens eneste force. “Universal Soldier: Regeneration” blev instrueret af den relativt uerfarne John Hyams, der er søn af Peter Hyams, som stod bag actionfilm som “Timecop” og “End of Days”. Hyams-slægten har altså ikke ligefrem mange mesterværker på samvittigheden, men Peter Hyams har trods alt skruet mange effektive og opfindsomme actionsekvenser sammen, og det var smart af John at hyre farmand til at være fotograf på “Universal Soldier: Regeneration”. Filmen har et smukt og stilfuldt look, og især én blændende actionscene tager kegler, hvor Van Damme nedlægger en stribe terrorister med manér, uden at der klippes væk. Sejt.

Forbløffende stunts, blændende billeder og kraftfulde lyde smelter sammen i skøn forening gang på gang, og billedsiden forulempes aldrig af rærlige computereffekter. Historiens forudsigelighed er til at leve med, men det er dog en stor skam, at filmens slutning er så forhastet, og at de russiske terrorister er så kedelige og karikerede, at de aldrig udgør en troværdig trussel. Til gengæld får Van Damme værdigt modspil i form af den russiske wrestler Andrei Arlovski, som også spiller en af de såkaldte unisoldater. Jeg havde absolut ikke forventet at blive imponeret af den femte(?) “Universal Soldier”-film, men jeg vil vove at påstå, at dette er den charmerende cadeau til actionfilmgenrens storhedstid, som “The Expendables” burde have været. Mindeværdige helte og skurke, solid action og intet nonsens? Ja, tak.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Transferet er for det meste særdeles imponerende. Detaljerigdommen er ofte forbløffende – alt fra de mange ar på Van Dammes ansigt til de små mønstre på soldaternes uniformer fremstår enormt tydelige. Farverne er generelt nedtonede og kølige, men filmens sterile look går fint i spænd med historien. Glorier optræder aldrig, og kontrasten er upåklagelig. Desværre forekommer mild udtværing i flere mørke scener. I et par af filmens dunkleste scener fremstod karakterernes hud næsten voksagtig, og jeg bemærkede også en smule banding (skillelinjer i farverne) rundt om kraftige lyskilder. Man har i øvrigt justeret hastigheden på flere af filmens klip, og det har desværre medført nogle bevægelsesekkoer.

Audio

DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet imponerer ikke synderligt under filmens mere stilfærdige scener, hvor den auditive atmosfære er lidt mangelfuld, men heldigvis er størstedelen af filmen spækket med skuddueller, håndgemæng og eksplosioner. Samtlige lydeffekter gengives krystalklart, og hele kanalnetværket er aktivt under actionsekvenserne, hvor subwooferen giver alskens slag, skud og sprængninger ekstra slagkraft. Musikken folder sig også fint ud i baghøjtalerne, og der var langt flere effektive panoreringer, end jeg havde forventet. Ligesom filmen er lydsporet aggressivt og bombastisk.

Ekstramateriale

Selvom han ikke er særlig meget med i filmen, så har Dolph Lundgren indtalt et kommentarspor til filmen i selskab med instruktøren John Hyams. Indimellem bliver duoen så betaget af det, de kigger på, at de glemmer at debattere filmens skabelse, men her er langt flere underholdende anekdoter end tavse pauser. Derudover er her blot én udmærket dokumentar, “Behind the Lines” (19 min.), som gennemgår filmens tilblivelse og byder på adskillige interviews og klip fra optagelserne.