Sporløst forsvundet

Mange af de fiktive seriemordere, som optræder i Hollywoods thrillere, har det tilfælles, at de lider af ubehagelige, mentale lidelser. Især skizofreni plager mange af disse morderiske karakterer, og filmen “Untraceable” plages af selv samme sygdom. Det er en habil thriller, som prædiker (nogle ville nok mene plaprer) om udbredelsen og fascinationen af umoralske billeder i medierne. Der er interessante, tankevækkende pointer i “Untraceable”, men filmen er mildt sagt dobbeltmoralsk. For samtidig med at den belærer os om internettets skamløse promovering af forkasteligt materiale, udpensler den selv volden undervejs med samme foruroligende foragt for mådeholdenhed som de berygtede “Hostel”- og “Saw”-film. Derfor bliver “Untraceable” en smule svær at tage seriøst.

Lidt ligesom fortællingens morderiske antagonist er filmens forcer svære at lokalisere, men de eksisterer trods alt. Diane Lane er mere end hæderlig som FBI’s IT-specialist Jennifer Marsh. Den Oscar-nominerede aktrice har ganske vist ikke meget at gøre godt med, og Lane må døje med mange klicheer i rollen som Marsh – en genretypisk stereotyp, som har svært ved at finde en balance mellem livet som mor og arbejdet som målrettet ordenshåndhæver. Men Lane udstråler immervæk uknækkelig selvsikkerhed og overbevisende vovemod, hvorfor man ikke blot godtager karakteren, men også hepper på hende.

De andre figurer er heller ikke just multidimensionale, men de portrætteres ligeledes af veloplagte skuespillere, der præsterer mirakler med kun begrænset spilletid og få mindeværdige replikker til rådighed. Især Billy Burke er fornøjelig som en ærbødig politibetjent, som bliver Marshs vigtigste allierede i jagten på en seriemorder, der kidnapper sine ofre og torturerer dem, mens han transmitterer optagelserne live via internettet. Jo flere der kigger med, jo hurtigere bliver offeret aflivet. Filmen giver dog aldrig publikum muligheden for at logge af dræberens afskyelige hjemmeside, mens han går til værks, hvilket han ofte gør på yderst bestialsk vis. Og de detaljerede nærbilleder under mordscenerne virker altså sædvanligvis både unødvendige og paradoksale.

Instruktøren Gregory Hoblit er ferm til at skrue flotte filmiske metervarer sammen, der ser godt ud og holder publikum på mærkerne, men hurtigt glemmes igen, og “Untraceable” er ingen undtagelse. Selv strømernes kontorer er æstetisk raffinerede, og fotografen Anastas Michos leger med lys og skygger på en sådan måde, at filmen kommer til at se langt dyrere ud, end den faktisk var. Christopher Youngs musik er desuden fin, om end en smule ensformig. Men der forekommer mange klicheer og scener, som næsten føles som genindspilninger af sekvenser fra ældre thrillere. Derfor vil genrens største kendere sandsynligvis kede sig en del under “Untraceable”. Men forhåbentlig er der en dag en, der omsætter manuskriptets hæderlige ideer til en virkelig god film.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Udgivelsen har æren af at indeholde et af årets indtil videre bedste dvd-transfers. “Untraceable” er en meget mørk film spækket med dunkle, kolde farver. Kontrastgengivelsen er heldigvis eminen, og ingen detaljer går tabt i selv de mørkeste skygger. Og apropos detaljer, så er billedet spækket med dem, især fordi transferet er knivskarpt fra start til slut. Selv støvfnug og regndråber føler man undertiden, man nærmest kan tælle. Farverne forbliver mætte og troværdige, og hverken snavs eller komprimeringsfejl forekommer. Selv ikke få sekunders edge-enhancement kan fravriste transferet topkarakter.

Audio

Skivens engelske Dolby Digital 5.1-mix imponerer også. Man får hurtigt en idé om, hvor stort dynamikområdet er. Der er masser af dybe lyde, der tillægges ekstra slagkraft af subwooferen, mens højere toner (såsom musikkens klaverspil og diverse computerlyde) lyder distinkte. Der er adskillige finurlige panoreringer, der fungerer efter hensigten, og støj optræder aldrig. Replikkerne er altid tydelige, selvom de til tider savner bedre rumklang og lyder, som om de er blevet optaget i et studie og ikke under optagelserne. En ganske respektabel auditiv atmosfære skabes også under de fleste scener, men flere subtile og uforudsigelige lydeffekter havde været velkomne under visse sekvenser.

Ekstramateriale

Før udgivelsens menu dukker op, præsenteres man for trailere til “W Delta Z”, “Transsiberian” og “The Love Guru”. Instruktøren Gregory Hoblit, produceren Hawk Koch og scenografen Paul Eads har indtalt et knastørt kommentarspor til filmen, som ikke byder på mange pauser, men til gengæld masser af verbal rygklapperi og kedelige anekdoter om iscenesættelserne af de forskellige scener. Fire udmærkede, men også meget korte dokumentarer medfølger: “Tracking Untraceable” (16 min.), “Untraceable: The Personnel Files” (15 min.), “The Blueprint of Murder” (14 min.) og “The Anatomy of a Murder” (6 min.). Dokumentarerne kigger på alt fra hyringen af skuespillerne og manuskriptets udvikling, til filmmagernes research og brugen af effekter.

Det er internettets skyld”Untraceable” tegner fra start til at være et forsøg på at modernisere cybertrilleren. Desværre ryger den hurtigt af sporet og ender med snarere at ligne en mere publikumsvenlig hollywoodificering af den bloddryppende gorno (gore + porno) genre, vi har lært at kende igennem film som “Hostel”. Men uden et publikum, der vrider sig i væmmelse, er der ikke meget at komme efter på den front. Nok er der tale om gedigent fortalt håndværk, som vi er vant til det fra USA, men filmens klodsede moraliserende pegefinger, som tilsyneladende midtvejs igennem har fortabt sig i manuskriptforfatterens eget næsebor, reducerer ulykkeligvis filmen til gennemført stupid underholdning.

Diane Lane giver den som endnu en af de evindelige enlige mødre, vi møder så mange af i hollywoodfilm. Lane spiller FBI-agenten Jennifer Marsh, der specialiserer sig i cyberkriminalitet – eller på godt dansk bekæmper forbrydere på internettet. It-ordforrådet virker troværdigt, og den altid gode Lane gør sig godt som skarp og køn it-nørd. Thrillerens konventioner er her velkendte, og mange vil sikkert føle sig godt tilpas i disse omgivelser.

Idyllen brydes dog ikke overraskende, da Marsh i sin retfærdige kamp mod fæle internetforbrydere en dag støder på en hjemmeside med navnet killwithme.com (som skam findes derude). Siden viser rigtige mord, som sendes direkte over nettet. En fæl morder har nemlig fundet en smart fidus. Han sætter en dræberanordning med sit udvalgte offer op foran et kamera. Offerets skæbne er nu i hænderne på sidens besøgende. Jo flere, der kigger med, jo hurtigere dør ofret nemlig, og morderen hælder dermed skylden over på internettets anonyme brugere.

Og selvfølgelig er folk mere end villige til at være med på en kigger, hvorfor filmen langsomt drejer over i torturporno, hvor publikum skal udsættes for en række udpenslede og temmelig sadistiske mord. Dog er det ikke helt så blodigt og grotesk, at tilskueren tvinges til knugende at gemme ansigtet bag fingrene, som vi kender det fra f.eks. “Saw”. Hjemmesidens oprindelse er ikke så nem at finde frem til, og inden morderen fanges, og vi får sat en lille sløjfe på denne fortælling, når Marsh og hendes egen familie naturligvis også at komme i fare. Inden rulleteksterne får sat sit punktum, har filmen også nået at lægge en ærkekonservativ tankegang for dagen, hvor internettets ubekymrede anonymitet og menneskets perverse skuelyst problematiseres.

Ja, “Untraceable” ønsker øjensynligt at fortælle noget om os mennesker. Men de moraliserende fagter udhules nu noget, når man vælger at lave en film, som stiller spørgsmålstegn ved menneskets uforklarlige tiltrækning af det forbudte og perverse ved at udstille bloddryppende tortur for øjnene af filmens publikum og således trække på den selv samme kombination af væmmelse og fryd, som filmen kritiserer. Nogle vil måske hævde, at det er udtryk for kunstens tvetydighed, men sagens kerne er den, at filmen gør sig skyldig i en forbrydelse, den med hævet pegefinger ellers klandrer menneskeheden for. Selvom kritikken absolut kan have sin berettigelse, så er filmens udformning dog ganske enkelt for dum i denne henseende.