Uskyldige stemmer

InstruktionLuis Mandoki

MedvirkendeLeonor Varela, Daniel Giménez Cacho, Adrian Alonso, Carlos Padilla, Xuna Primus, Gustavo Muñoz, José María Yazpik, Ofelia Medina, Alejandro Felipe, Andrés Márquez, Edgar Mencos, Ignacio Retes, Jorge Angel Toriello

Længde120 min

GenreDrama, Drama, Krig, Krig

IMDbVis på IMDb

I biografen16/06/2006


Anmeldelse

Uskyldige stemmer

4 6
Hvad tænkes der egentlig på, når de stridende parter i en bestialsk krig begynder at hverve børn til at være soldater? Og hvordan opleves det igennem børnenes egne øjne? Det er spørgsmål, der for flertallet vil være umådeligt svære, hvis ikke umulige, at svare på, men som størstedelen formentligt alligevel har en holdning til. Med den biografaktuelle og stærkt vedkommende “Uskyldige stemmer” forsøger instruktøren Luis Mandoki at afstedkomme de tilfredsstillende svar.
Baseret på manuskriptforfatter Oscar Torres’ egne traumatiske oplevelser under opvæksten i et borgerkrigshærget El Salvador i 1980’erne, er det et ædrueligt billede af en beskidt fejde set med et barns uskyldige blik. Fri for politiserede indspark og løftede pegefingre, er “Uskyldige stemmer” nu ikke. Og det er egentligt forståeligt nok, dens dybt personlige indgangsvinkel taget i betragtning. Alligevel vælges der aldrig for alvor side mellem de to stridende kombattanter – den amerikanskstøttede regeringshær og bøndernes revolutionære partisaner.

I stedet følges krigens psykologiske og fysiologiske påvirkninger nogenlunde i børnehøjde med Chave (Carlos Padilla Lenero) som den centrale og spilstyrende skikkelse. I en alder af kun 11 år er han “manden i huset”, tjener til føden som buschaufførassistent, passer sine mindre søskende men går også stadig i skole, plejer vennerne og den jomfruelige kærlighed. Alt imens bliver krigen stadigt mere allestedsnærværende. De natlige skuddueller fører stadigt flere civile ofre med sig, og det er for så vidt et spørgsmål om tid, før Chave også vil kunne finde venner og familiemedlemmer blandt de talrige lig i gaderne.

For Chave er det imidlertid det allermindste af to onder. Den mangeårige krig har tæret på antallet af våbenføre mænd i det mellemamerikanske land, hvilket naturligt nok har medført en stigende interesse for, i bogstaveligste forstand, at hverve drengebørn direkte fra skolebænken. Selv om det er i mod de flestes vilje, har de således ikke andet valg end at lade sig indrulle i hæren, når de runder de tolv år og nærmest per automatik bliver afhentet i regeringsstyrkernes camouflagefarvede kampvogne. Også oprørshæren er imidlertid interesseret i nye medlemmer, så for den unge Chave er det under alle omstændigheder valget mellem pest eller kolera. Men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og således finder Chave snart alternative udveje til at undgå en snarlig soldaterkarriere. Alligevel er det nok begrænset, hvor længe den unge el salvadoraners opfindsomhed kan styre ham udenom krigens vold.

Det er på alle måder Chaves krig. Både udvendigt og indvendigt. Dels skal han forholde sig til den råhed og kynisme, der er blevet hverdag i El Salvadors gader, og hvor selv kirken ikke kan være et fristed fra artilleriets tilstedeværelse. Dels skal han forholde sig til sin egen splittelse mellem barndommen og voksenlivet, hvor, på den ene side, vennerne og den eksperimenterende første kærlighed befinder sig, og på den anden side krigens alvor og forpligtelsen over for slægten.

Styrken i “Uskyldige stemmer” skal så ubetinget findes i dens personlige engagement, dens ånd og dens nerve. Igennem hovedkarakterens evige gøren og laden frembryder en tydeligt berørt forfatters indre stemme, og dermed den gribende øjenvidneberetning fra en beskidt og nådesløs krig, hvor børnene efter alt at dømme har været de største om end ikke eneste ofre. Ikke nok med at den overvejende del af familierne, som et af krigens mange følger, indlysende er faderløse, så er det op til de ældste drengebørn at føre faklen videre i en krig, de ikke forstår.

De mange kvaliteter til trods er det imidlertid ikke til at komme uden om, at “Uskyldige stemmer” godt kunne have tålt en opstramning de rette steder. Det er ikke sket, og af samme årsag virker fremdriften periodevis noget sløv. Det er immervæk detaljer men skæmmer alligevel helhedsindtrykket af en film, der ellers har fat i den lange ende med en rystende og, må man formode, sandfærdig historie, hvis lige desværre finder sted hver eneste dag overalt på kloden.


Trailer

Kort om filmen

Luis Mandokis’ film er baseret på den sande historie om filmens forfatter, Oscar Torres, traumatiske barndom under borgerkrigen i El Salvador i 1980’erne. Drengen Chave vokser op i området for de værste kampe i krigen imellem regeringsstyrker og guerillaerne. Faren forlader familien, og dermed er den kun 11-årige drengs barndom slut og i stedet afløst af en daglig kamp for overlevelse. Krigen bliver stadigt voldsommere og regeringen rekrutterer aggressivt børnene til krigen. Men hvor længe kan Chave undslippe rekrutteringen?