Ikke vanvittig god

Ser man rent kommercielt på danske ungdomsfilm, er det ikke til at komme udenom, at de mest vellykkede i nyere tid er de lystspilinspirerede “Anja & Viktor”-film. Hvad end man synes om Regnar Grastens harmløse film, har der manglet produktioner med det mere bid og kant, som tør at gå andre veje. Måske er det med disse tanker rumsterende i baghovedet, at Morten Giese har sat sig i instruktørstolen og stykket “Vanvittig forelsket” sammen. Selvom hans spillefilmdebut går andre veje, er det at gå mod strømmen i sig selv ikke godt nok.

Den unge Daniel er en lovende pianist på konservatoriet, der lever i sin egen lille osteklokke af klassisk musik. Det ændrer sig imidlertid, da han forelsker sig hovedkuls i den smukke Sofie, der også går på konservatoriet. Sofie kommer til at fylde meget for indelukkede Daniel, hvilket lidt går ud over studiet. Selvom han presses til at fokusere på sin uddannelse og ligefrem droppe Sofie, flytter de alligevel sammen. Da Daniel får en idé om, at Sofie ser en anden, begynder klaveret at spille falsk. Mistanken udvikler sig til en sygelig besættelse, der snart bliver mere og mere voldsom.

Morten Giese har forsøgt at sammenføre ungdomsfilm og klassisk thriller, men de to genrer finder på intet tidspunkt hinanden. Rent beset føles det som om, at to forskellige film er blevet klasket sammen uden at tage højde for plottet som helhed. Første halvdel er et vellykket kærlighedsdrama med et par mindeværdige sekvenser, som sagtens kunne have udmøntet sig som habil ungdomsfilm. Anden del derimod er vanvittig forfærdeligt og er mere ufrivillig komisk end thriller-troværdig.

På mange måder er “Vanvittig forelsket” et sympatisk stykke håndværk, der hjertens gerne vil love mere, end den kan holde. Det indledningsvist naive kærlighedsportræt af Daniel og Sofie er sødt og rørende på en meget sober og ligetil facon. Stemningen af ren uskyld rammer plet ved intimscenerne af parret, uden at det udfolder sig som et forhastet og påtaget ungdomsdrama. Der spilles visuelt på dogme-æstetikkens efterhånden noget brugte virkemidler såsom drænede farver og nervøs kameraføring i desperationen efter at tilføre romantikken et realistisk præg.
Alligevel virker dette nu ganske fint og helt efter hensigten et stykke ad vejen. Samspillet mellem Cyron Bjørn Melville og Sara Hjort er godt, men det er tydeligt, at Melville er den, der trækker læsset. Ingen tvivl om, at 25-årige Melville er en stjerne i svøb, der med den sjældne blanding af naturlig karisma og talent sagtens kan bære en hovedrollen.

Dog slår det helt klik for både Daniel og filmens troværdighed med et trylleslag. I et forsøg på at integrere en slags naturalistisk skæbnehistorie ved at trække sindssygen ind som et arveligt fænomen, udvikler historien sig i en skæv retning. I sig selv kunne netop dét fortællemæssige element måske være blevet interessant nok i forlængelsen af kærlighedsdramaet. Daniels skinsyge udvikler sig imidlertid til en tour de force af påtaget raseri, når han praktisk talt spæner rundt i Københavns gader og smadrer alt og alle. Forvandlingen fra blød og følsom pianist til psykopatisk hooligan er spontan og umotiveret. Den umiddelbart fine ungdomsfilm tabes på jorden med et så sønderknusende smæld, at latteren ikke kan holdes tilbage. Den komplette mangel på situationsfornemmelse og filmisk timing er ufrivillig komik på et så højt plan, at det ikke vides, om der skal grines eller grædes. Jeg valgte det første.