Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 250

Bedste tidsrejsefilm?

  • Tilbage til fremtiden (1985)
    38%
  • Terminator 2: Dommedag (1991)
    30%
  • Twelve Monkeys (1995)
    13%
  • X-Men: Days of Future Past (2014)
    5%
  • Terminator (1984)
    4%
  • En anden film
    3%
  • Looper (2012)
    2%
  • Abernes Planet (1968)
    2%
  • Timecop (1994)
    1%
  • Bill & Ted's Excellent Adventure (1989)
    1%
  • Primer (2004)
    0%
  • Midnight in Paris (2011)
    0%
  • Hot Tub Time Machine (2010)
    0%
  • Time After Time (1979)
    0%
  • QEDA (2017)
    0%

Veronikas to liv

Originaltitel: La double vie de Veronique
Instruktion: Krzysztof Kieslowski
Medvirkende: Irène Jacob, Halina Gryglaszewska, Kalina Jedrusik, Aleksander Bardini, Wladyslaw Kowalski
Produktionsår: 1991
Længde: 98 min.
Land: Frankrig, Polen, Norge
Sprog: Fransk, polsk, italiensk
Genre:
Drama
Links: IMDb
Censur: 7 år
I biografen: 29/06-2017
Bio-distributør: Miracle Film

Dato: 28. June 2017   Af: Johnny Vinther Jensen (paideia) - Skriv din mening i forummet

Skitser til en trilogi

Efter 'tre farver'-trilogien fortsætter Miracle Film deres repremierer af Krzysztof Kieslowskis film med "Veronikas to liv". Kieslowski er en af mine personlige favoritter, så jeg glædede mig til at gense en film, som var et af mine første møder med ham - og med art cinema generelt. Desværre blev det en blandet oplevelse.


Foto: Miracle Film


Det er altid problematisk at gå tilbage til værker, man læste eller så i en tidlig alder. Man forandrer sig meget som person, og det kan svært eller decideret umuligt at finde tilbage til den person, man var, da man første gang mødte dem. Derudover flytter mediet sig utvivlsomt også i de mellemliggende år, så revolutionerende teknikker pludseligt kan virke bedagede. Begge elementer gjorde sig til min stor fortrydelse gældende her.

Da det er kort tid siden, jeg genså "Rød", "Hvid" og "Blå" (men som udkom i årene efter "Veronikas to liv"), kan jeg ikke lade være med at sammenligne dem. Der bruges mange af de samme elementer: en kobling mellem det franske og det polske, en leg med identiteter, en billedside med flittig brug af forvrængninger, fokuseffekter og spejlinger samt et fokus på stemning frem for plot. Men i næsten alle tilfælde er det i 'farve'-filmene gjort med en tand mere finesse og gennemslagskraft.


Foto: Miracle Film


Titelfiguren Veronika er faktisk to personer; den polske Weronika og den franske Véronique, som kun befinder sig på samme sted i én scene, hvor den ene i øvrigt ikke bemærker det. Weronika er sanger, der får sit store gennembrud ved premieren på et nyt stykke af en berømt komponist, men under premieren får hun det dårligt og dør pludseligt. Derefter skiftes til Véronique, en musiklærer, der forelsker sig i en karismatisk og intens dukkemager. Der er lavet indtil flere dybe, allegoriske fortolkninger af det plot, men i bund og grund er der ikke meget at komme efter.

For den drives af stemninger og indtryk frem for plot. Desværre virker de utallige spejlinger og leg med dobbelthed trættende, fordi det er blevet kopieret til døde af langt mindre talentfulde filmskoleelever. De alt for lange sexscener føles påklistrede og ender næsten som en kliché; europæiske kunstfilm skal have smægtende sexscener med bare bryster og utallige close-ups af en kvindes skælvende læber. Og da dukkemageren til sidst producerer to identiske dukker, der ligner Véronique, bliver symbolikken altså for kluntet for mig.


Foto: Miracle Film


Vurdering: Veronikas to liv

Alligevel er "Veronikas to liv" på ingen måde en dårlig film. Zbigniew Preisners musik er igen en velsignelse, og Kieślowskis håndværk fornægter sig på ingen måde. Der er scener, som ville være grinagtige i de fleste andre instruktørers hænder, men som han kan forløse med ynde og følelsesmæssig gennemslagskraft. Men den lever altså ikke op til min erindring af den, og i skyggen af den efterfølgende trilogi kommer den mest til at virke som et forstudie: en tuschskitse, som mesteren nok bare skulle have malet ovenpå.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.