Kærlighedens ABC

Den evigt produktive og småexcentriske Woody Allen har altid selv ført et ganske forkvaklet kærlighedsliv, og det er formentlig også de oplevelser, han fra tid til anden tager med til det store lærred. Ikke desto mindre har han altid formået at samle Hollywoods kvinder omkring sig. Det er den seneste “Vicky Cristina Barcelona” et glimrende eksempel på, for her flankeres han nemlig af sine muser Penélope Cruz, Scarlett Johansson og Rebecca Hall.

Allen har tidligere haft en uheldig tendens til at medvirke i egne film, men det er han heldigvis gået bort fra de senere år. Om det skulle være forklaringen på en efterhånden anseelig håndfuld ganske vellykkede film i det nye årtusind ud i både krimigenren og kærlighedsdramaet, skal ikke anskues herfra. Blot må det konstateres, at Allen har gennemgået et karakterløft, som også mærkes i den sublimt underholdende, men alt for hurtigt overståede “Vicky Cristina Barcelona”. Her rammer tænkeren for alvor hovedet på sømmet og serverer igennem sensuelle blikke og liflig, spansk rødvin selve opskriften på livets frugt, kærligheden og muligheden for det bohemeliv, man også kunne leve.

Mest centrale er Scarlett Johansson og Rebecca Hall, der her opleves i skikkelse af de to barndomsveninder Vicky og Cristina. De er faktisk som nat og dag, men alligevel uadskillelige, og for sommeren har de besluttet at fordrive tiden i Barcelona. Tiden vil vise, at de begge vender tilbage både mere livskloge og med fornyet indsigt. Også i kærlighedslivet er de to imidlertid væsensforskellige, og hvor Vicky har taget det sikre valg og snart skal giftes med en stokkonservativ, amerikansk børsmægler, så er Cristina ganske anderledes anlagt. Hun fører en livsstil, hvor hun er noget mere løs på tråden, men i virkeligheden nok også mere i harmoni med sit indre jeg.

Den ubalance skubber storcharmøren Javier Bardems frivole kunstmaler Juan Antonio godt og grundigt til. Næsten ud af det blå inviterer han dem med på weekend i Oviedo, og det skal vise sig at være startskuddet til en myriade af affærer, sidespring og moralske tømmermænd. Mens Cristina måske endeligt har fundet sit match, så er Vicky mere end nogensinde før i tvivl om sin fremtid og sine følelser. Da Juan Antonios skinsyge ekskone Maria Elena – spillet forfriskende af Penélope Cruz – melder sig på kærlighedens opløbsstrækning, så bliver det for alvor kompliceret. Juan Antonio er uden tvivl en levemand, der forstår at tænde begær. Og det er ikke uden problemer.

“Vicky Cristina Barcelona” hører til blandt Woody Allens bedste film. Det er en raffineret og tilpas krydret spansk ret, tilsat de rette ingredienser. Og så oppebæres den af de medvirkendes flamboyante personligheder. Skuespillet er nærværende og indlevende, manuskriptet veloplagt og lifligt. Det er en fornøjelse at være vidne til, og på sjælden vis får det tankerne til at flyve. For hvor står man i virkeligheden selv i livet og kærlighedens manege? Undervejs begynder Cristina at finde adspredelse ved at fotografere, mens Vicky arbejder videre på sit speciale. På alle facetter holder Vicky sig til de forudsigelige valg, mens det samme næppe kan siges om Cristina.

“Vicky Cristina Barcelona” folder sig ud som en indbydende rejsebrochure. Besøget i den catalanske storby tiltrækker med de mange kulturelle besøg, og det er derfor kun en ekstra gevinst, at de mange seværdigheder, blandt andet Gaudis arkitektur, hører til de velvalgte baggrundskulisser. Filmen og karaktererne kredser om det kreative og understreger mulighederne for ikke nødvendigvis at leve et liv som alle andre. Skismet er relevant og velkendt, for skal man vælge med fornuften eller med hjertet? Det er ikke altid let at svare på. Let konsumerbar er derimod denne anretning, der på sigt formentlig vil være at sidestille med kun de allerbedste årgangsvine.

Video

“Vicky Cristina Barcelona” præsenteres i et udmærket anamorphic widescreen 1.85:1-format, der dog godt kunne være bedre. Der er ikke nævneværdige eksempler på edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, ligesom både kontrast og den gullige farvetemperatur holder sig på et stabilt leje. Til gengæld er uskarpheder og blødhed ikke en sjældenhed. Desværre.

Audio

Det skiftevis engelsksprogede og spansksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor gør derimod en bedre figur. Dialogen er tydelig, uden overstyringer og krydres med forstemmende underlægningsmusik præget af den klassiske spanske guitar. Derudover er atmosfæren detaljerig og medvirker til at skabe de rette lydkulisser.

Ekstramateriale

Ud over trailere for tidligere Woody Allen-film så er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

En varm kærlighedshistorie på en kold novemberdag

Det er efterhånden svært at skrive, fortælle eller synge noget om kærlighed, som ikke er hørt tusind gange før. Vi søger en facitliste, der én gang for alle kan definere for os, hvad essensen af kærlighed er, men famler oftest i blinde. Kærligheden er en uhåndgribelig størrelse, som vi hele livet prøver at holde fast i, og som vi ofte ikke ved, hvad vi skal gøre af, når vi endelig besidder den.

Woody Allen har ofte i sin karriere prøvet at løse denne gordiske knude, gransket ethvert aspekt af forholdets natur, og er altid nået frem til det samme resultat: Den kan ikke løses, og den skal ikke løses, for kærligheden eksisterer kun i kraft af sin vidunderlige meningsløshed. Og netop kærlighedens flygtige natur og vores evindelige søgen efter den er omdrejningspunktet i hans nye film “Vicky Christina Barcelona” – en romantisk komedie, når den er bedst, sat i Barcelonas romantiske miljøer.

De to smukke, amerikanske veninder Vicky og Christina er på ferie i Barcelona, og da de møder den charmerende og sensuelle bohemekunstner José Antonio, forvandler rejsen sig til en rutsjebanetur ind i kærlighedens mange facetter.

De to veninder har et helt forskelligt syn på kærligheden. Vicky har slået sig ned og skal giftes med sin succesrige kæreste fra New York; Christina derimod er den rastløse og håbløse romantiker, der konstant søger efter en person, som kan slå benene væk under hende. Hun bliver derfor hurtigt tiltrukket af José Antonios forførende væsen og ender med at flytte sammen med ham. Den forsigtige og målbevidste Vicky kræver dog mere overtalelse, før hun tør hengive sig til den charmerende spanier, og det sætter hele hendes idé om kærligheden og det perfekte forhold på prøve. Men tilværelsen får pludselig en helt ny drejning, da Josés ekskone, Maria Elena, gør sin entre, og kærligheden endnu engang viser sig fra sin mest lunefulde side.

Kun uforløst kærlighed er virkelig romantisk,, siger Maria Elena på et tidspunkt, og det synes at være hovedtemaet i denne vidunderlige film. Passionen og romantikken kan ikke eksistere, når kærligheden er blevet fuldbyrdet, og hverdagens trivialiteter pludselig banker på døren. I hvert fald ikke for José Antonio og Maria Elena, der har brug for Christina som den vigtige ingrediens i deres forhold, for at det ikke endnu engang skal forfalde til disharmoni og elendighed. Dermed postulerer filmen ikke, at dette er svaret på, hvad kærlighed er. Den siger derimod, at skønhed er i øjet af beskueren, og det er op til det enkelte menneske at finde ud af, hvilken en af kærlighedens krogede veje man vil gå ned ad for at få den største tilfredsstillelse.

Christina har valgt den usikre vej. Hun er det evigt søgende menneske, en rastløs sjæl, der ikke ved, hvad hun vil have, men ved, hvad hun ikke vil have, som der bliver sagt flere gange i filmen. Vicky derimod bliver draget af den forbudte og ufuldstændige, passionerede kærlighed i mødet med Juan Antonio, men finder tilbage på den sikre vej, hun kom fra. Budskabet er smukt i al sin enkelhed, og den svære balancegang, det er at servere sådanne eksistentielle temaer tilsat et humoristisk krydderi, klarer filmen uden på noget tidspunkt at miste grebet.