Kærlighed til filmMed to filmudgivelser i det forgangne år har danske Ole Bornedal vist sig anderledes produktiv på det seneste. Ud over nærværende børne- og ungdomsgys i den fremragende “Vikaren” lanceredes således for nylig også den langt fra lige så vellykkede “Kærlighed på film”. Ikke desto mindre understreger den sammen med nærværende opus altså ikke en kærlighed på film, men derimod en kærlighed til film.

For det er i virkeligheden det, det handler om, når Bornedal, der nu har kasseret sit fornavn i det offentlige rum, kaster sig over det audiovisuelle medie og sætter filmmaskineriet på skinner. Sikkert er den altid veloplagte, ærlige og kærlige hensigt med filmmediet, der forholder sig granskende og afsøgende udi de amerikanske spillefilmstraditioner. Således er “Vikaren” med en velfungerende rappenskralde og alien i Paprika Steen en velfunderet genreblanding per definition. Målgruppemæssigt favnes der bredt, og filmen er da også i al sin vælde et almengyldigt projekt, de fleste kan forholde sig til inden for kunstartens selvbestaltede rammer.

Kort og godt fortæller “Vikaren” historien om en naboplanet, hvor kærlighed ikke eksisterer. Derfor sendes en alien til Jorden, hvor kærlighed trods krige og elendighed får lov til at florere, om end ikke altid i bedste velgående. Det er med andre ord planen for den udsendte at tilegne sig viden om menneskets evner på det emotionelle område. Af omveje havner selvsamme alien i kroppen på skolevikaren Ulla, der dermed tager form som en kærlighedsløs, kynisk og aldeles kold underviser, hvorigennem 6. B skal finde tilgangen til livets lære.

Hendes politisk ukorrekte, men svært humoristiske og alternative undervisningsform, hvor de målløse poder står modeller til verbale tilsvininger og latterliggørelser, er selvfølgelig ikke lige sagen i en i forvejen svær alder, hvor den første kærlighed og samfundets almene realiteter så småt presser sig på. “Vikaren” finder sit stærkeste kort i et skisma mellem fantasi og virkelighed. Hvad stiller man som barn op, når de voksne ikke tror på én? Det bliver filmens drivkraft og altså også drivkraften for klassekammeraterne, der får mere end svært ved at overbevise de troløse forældre om den nye vikars upassende opførsel og senere hen også det faktum, at hun er alien. Især når vikaren naturligvis viser sig fra sin bedste side, når det kræves.

Blandt de tvivlende forældre er alenefaren Jesper, der trods en succesfuld forfatterkarriere med udgivne bøger om netop kærlighed ikke har haft samme held på netop den front. Derimod hives han med på vognen af sønnen Carl, der netop – ud over sorgen over sin afdøde mor – nu også må trækkes med den sarkastiske og nederdrægtige lærerinde. Angiveligt skulle rettighederne til “Vikaren” allerede på nuværende tidspunkt være solgt til amerikanske hænder, der har ytret ønske om en genindspilning. Og forståeligt nok. Filmen rummer – som det nu er tradition i Bornedals film – genretræk i hobetal, der for så vidt læner sig op ad de amerikanske håndværkskvaliteter.

Selvom “Vikaren” har både Ulrich Thomsen, Paprika Steen, Sonja Richter og Lars Bom på rollelisten – og henvender sig bredt, er det først og fremmest en ungdomsfilm. Det er da også børnene, der her er i førersædet, som trækker det store læs. Alligevel kan filmen sagtens ses af et voksent publikum. Den er nok det bedste, der er undsluppet Bornedals hånd siden “Nattevagten” og rummer også i glimt noget af den samme stemning. Bedst er dog instruktørens finurlige og vittige indspark, der bevæger sig mellem linjerne. Teksturen er en myriade af politiserende og ironiserende debatoplæg, når for eksempel skoleklassen under et lejrskoleophold kan se sig selv fanget i et bur på en gård for burhøns.

“Vikaren” er stærkt underholdende, og bæres oppe af et solidt drive og fyldige karakterer. Det er dog særligt filmens kærlighed til film som sådan, der bliver et fængslende incitament. Legen med mediet og ikke mindst de divergerende genreformer er en befrielse og gør filmen til en besnærende oplevelse. Intet mindre. Få kan i den danske andedam som Bornedal skabe en velfungerende genrefilm efter amerikanske forbilleder, selvom mange da har forsøgt. Du skal elske din næste, lyder det så ukompliceret i Biblen. Og måske er det i virkeligheden netop det, der er den danske filminstruktørs vægtigste pointe i en tid, hvor krig og elendighed meget vel kan blive menneskehedens endeligt.

Video”Vikaren” tager sig indbydende ud på den visuelle side. Filmen fremstår i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, hvor der tydeligvis er gjort noget ud af filmens udtryk i postproduktionen. De kraftigt gradede billeder er skarpe og uden nævneværdige eksempler på edge-enhancement, udtværinger eller digitale forstyrrelser. De fortrinsvis mørke billeder besidder endvidere en god farvetemperatur, og kontrasten er tilmed solid. Der er enkelte eksempler på blødhed og gryn, men derudover ikke noget at påpege i forbindelse med det prangende udtryk.

AudioOgså på lydsiden er der gjort et godt benarbejde. Den dansksprogede film præsenteres således i et Dolby Digital 2.0 og et ditto Dolby Digital 5.1 lydmix. Musikken fylder efter amerikanske forskrifter og derved godt i alle kanaler. Dialogen er tydelig og atmosfæren tilsvarende detaljerig. Der er flere tilfælde af vellykkede lydpanoreringer, og de distinkte effektlyde gør sig godt som bagvæg for filmens særegne spillerum.

EkstramaterialeDer er udover to forskellige trailere for filmen ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Det er mere reglen end undtagelsen, at børne- og ungdomsfilm herhjemme er nogle hyggelige størrelser med gamle slotsspøgelser og excentriske onkler, som f.eks. senest i de genoplivede og temmelig trivielle “Far til fire”-film. Det er filmoplevelser, som forældre ser med deres børn med fingeret interesse, mens blikket konstant søger mod uret for at tjekke, hvornår pinslerne er ovre.

Sådan mener nogle filmfolk dog ikke nødvendigvis det behøver at være. En af dem er Nikolaj Arcel, som med “De fortabte sjæles ø” pressede grænserne for, hvad danske børnefilm kunne formå. En anden er Ole Bornedal, som med “Vikaren” har skabt en film, der både burde kunne skræmme og more det yngre samt ældre publikum.

De fleste af os har formodentlig haft dårlige oplevelser med vikarer, men de er forhåbentlig intet sammenlignet med 6.B’s. For dem er udsigten til at få en vikar blot mulighed for lidt sjov i klassen. Morskab får de nu ikke meget af, da skæbnen i stedet sender dem et monster af en underviser i skikkelse af Ulla Harms. Ikke alene er deres vikar en særdeles ondskabsfuld en af slagsen, hun synes også at besidde næsten overnaturlige evner: Hun kender tilsyneladende svaret på alt, og kan endda gennemskue hvad børnene tænker.

Selv de værste skarnsunger har næppe fortjent denne lede mokke af en lærer, men da børnene henvender sig til de voksne med mistanken om, at deres vikar er en form for uhyre, bliver mistanken pure afvist. Som skolens infantile psykolog med moderigtige briller kan forklare, skyldes løgnehistorierne blot ungernes store forbrug af science fiction film og computerspil. Samtidig forbereder Ulla Harms en mystisk studietur til Paris, og børnene fornemmer noget for alvor fælt er undervejs.

“Vikaren” er en lystig blanding af børnefilm og thriller, med en god bid satire smidt ind for hyggens skyld. Med filmen har Bornedal atter lavet en dansk film i en genre, som vi ellers ikke ser meget til herhjemme. “Vikaren” lægger sig fast i traditionen fra “Harry Potter”, “The Faculty” og lignende film, hvori en gruppe børn uden synderlig hjælp fra den voksne verden må overvinde en mystisk fjende. Filmen er mere udtryk for gedigent håndværk end stor kunst, men får dog spundet adskillige glimrende sekvenser ind i historien. Handlingen udvikler sig effektivt, men som voksen tilskuer er man sjældent i tvivl om udfaldet. Alle overraskelserne kommer, præcis hvor man forventer dem.

På billedsiden er “Vikaren” velsignet af betagende og atmosfæriske syn, der med al tydelighed viser, at Bornedal stadig er i sit es hvad angår det visuelle. Foruroligende skygger, glimtende lys og bizarre skyformationer fylder lærredet og giver filmen en lettere uvirkelig kant.