Vinden som ryster kornet
Udgivet 2. mar 2007 | Af: Benway | Set i biografen
De voldelige begivenheder eskalerer og snart må de irske oprørere foretage overgreb, der ikke står tilbage for englænderne i brutalitet. Damien føler sig efterhånden skadet på sjælen, men finder dog trøst ved den spirende kærlighed til kæresten, Sweeney. Da englænderne omsidder går ind på at forlade Irland og en kompromisfyldt fredstraktat underskrives, er problemerne dog langt fra slut for irerne. Et splittelses opstår mellem de, som vil acceptere aftalen og dem, der – som Damien – frygter, at den ikke vil ændre landets fattigdom. Snart bliver frihedskrigen til borgerkrig. Irere kæmper mod irere og broder mod broder.
Fortællingen handler om revolution; hvad der kan få fredelige mænd til at gribe til våben, og hvorfor det ofte er sværere at lægge dem fra sig igen. Filmen er blevet kritiseret for at være markant anti-engelsk, og den tegner unægtelig også et dystert billede af den engelske adfærd, men sådan oplevede den irske befolkning dem utvivlsomt også. Nuancer er der til gengæld i skildringen af splittelsen i det irske oprør, hvor begge sider har deres berettigelse. Her adskiller Loach’ værk sig også markant fra andre krigsfilm, idet ideologierne, diskussionerne og de forskellige synspunkter kommer i front. “Vinden som ryster kornet” kan til tider vække minder om David Leans film, idet den handler om krig og revolution, men uden at vise meget decideret vold på lærredet. De voldelige scener, der er i filmen, er til gengæld kompromisløst uglamourøse.
Skuespillerne er overvejende irske og, med undtagelse af Cillian Murphy, stort set ukendte. Sproget er flydende irsk, hvilket der er god grund til, for i filmens verden bliver selv det at ytre sig på sit modersmål en politisk handling. Skuespillet er fremragende, og hvis der skulle være nogen form for tvivl om, at Cillian Murphy er en af sin generations største talenter, så burde denne film udrydde dem. Han er slet og ret blændende.
Visuelt er filmen betagende uden nogensinde at blive en glansbilledeforestilling. Menneskegrupperne bevæger sig nærmest poetisk glidende gennem landskaberne og filmens smukke naturscener giver en skærende kontrast til de barske begivenheder. Undervejs optræder der adskillige hjerteskærende scener, som det er temmelig svært ikke at blive påvirket af.
Vold avler vold, siger man, og det er en grum pointe, at irerne lærer hensynsløsheden af englænderne. Det er tydeligvis Loach’ mening, at filmen skal referere til Irakkrigen, men uanset om sammenligningen holder vand eller ej, er historien fyldt af (desværre) eviggyldige temaer og er rigelig stærk til at stå på egne ben. Som et billede på de mekanismer, der forvandler fredselskende mennesker til idealistiske fanatikere, er filmen fremragende, og stort set uden sidestykke. Det er muligvis en sørgmodig vind, som ryster kornet, men der er alt mulig god grund til at lægge øre til den.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet