Kári og kærligheden

Mød Fúsi. Han er en enorm islænding med et stort rødt skæg og langt hår, der elsker heavy metal, motorer og at genskabe berømte slag fra 2. verdenskrig med sin minutiøst malede modelfigurer. Ellers elsker Fúsi ikke særligt meget eller mange. Faktisk holder han sig mest for sig selv. Han bor hos moderen, der dog er mest optaget af sin nye kæreste. Han bliver mobbet på arbejdet. Og hans weekender tilbringes med at ønske heavy metal-numre fra en lokal radio-DJ, hvilket han lytter til alene i sin firehjulstrækker. I Fúsis liv sker der generelt ikke særligt meget. Alligevel er “Virgin Mountain” en god film.

Gunnar Jónsson, der i Island ellers mest er kendt som komiker, spiller Fúsi med ualmindeligt meget bly i røven. Og det skal forstås som en kompliment. Han er næsten apatisk i forhold til omverdenen og så optaget af sine rutiner, at man ikke kan undgå at undre sig over, om han måske er en smule mentalt udfordret. Jónsson formår at gøre sit i forvejen betragtelige korpus mindst tre gange så tungt, så det til tider virker, som om han er ved at synke sammen. Der er et bjerg af inerti, der står mellem Fúsi og enhver forandring. For forandring er selvfølgelig, hvad det handler om.

Fúsi tvinges ud af sin trygge rutine, da moderens kæreste forærer ham et gavekort til et kursus i line dance. Det bliver meget forudsigeligt en fiasko, men ikke før Fúsi har fået sin meet-cute med pigen Sjöfn. Midterstykket fyldes af deres kærlighedshistorie, der på trods af dens genkendelige struktur faktisk er oprigtigt rørende. Det er, som om Jónsson mister et par hundrede af de kilo, der tynger hans skuldre. Intet sted mere tydeligt, end da han tager Sjöfn med på den restaurant, hvor han bestiller den samme mad hver eneste fredag, hvor ejeren normalt fjerner det tiloversblivende sæt bestik. Det er nyt, han ikke er alene. Den scene fungerer som mikrokosmos for hele historien om Fúsi, der desværre ikke kan anbefale noget på menuen, fordi han altid bestiller det samme. Rutinen blokerer for det nye.

Det er Dagur Káris fjerde spillefilm – og desværre bliver der længere og længere mellem dem. “Virgin Mountain” fortsætter hans studier af mennesker, der er gået i stå i deres liv, og af de folk, der befinder sig i udkanten – både geografisk og socialt. Men det er ikke kun mere rutine fra Kári. Denne gang er det skæve og mærkelige, der i den grad har været et af hans kendetegn, kun at finde i personernes indre. Der er skruet dejligt op for følelserne, men til gengæld ikke så komisk skævt som tidligere.

Men jeg er stadig fan af Dagur Kári. Han er ikke bange for at ødelægge kærligheden. Forandre rutine-plottet. Bedst som vi tror, at der kan bindes den pæneste kærlighedssløjfe på det hele, så bliver vi mindet om, at der er ting, som kærlighed har svært ved at overvinde. Som psykisk sygdom, normer og fordomme.